Fodbold

"Hvil i fred": Tevez undskylder

Det nykårede engelske mesterhold Man-chester City er blevet tvunget til at undskylde over for rivalerne Manchester Uniteds manager Sir Alex Ferguson.

Manchester Citys angriber Carlos Tévez fremviste nemlig søndag et papskilt formet som en gravsten med ordlyden "RIP Fergie (hvil i fred red.)", da han og holdkammeraterne fejrede det engelske mesterskab.

Skiltet har skabt stor debat i England, da det henviser til Tévez' tidligere manager i Manchester United, Alex Ferguson.

Officiel undskyldning

Forkortelsen RIP (Rest in peace) - eller på dansk "hvil i fred" bruges ofte på gravstene, men 70-årige Ferguson lever i bedste velgående.

Derfor undskylder de nykårede mestre nu officielt over for Alex Ferguson.

"Klubben vil gerne udtrykke de mest dybtfølte undskyldninger til Alex Ferguson og Manchester United for episoden, og det den må have bragt med sig," siger en talsmand.

Ydmyge toner

Carlos Tévez tager også afstand fra budskabet på papskiltet.

"Jeg blev revet med af stemningen, og det var ikke min hensigt at være respektløs over for Alex Ferguson, som jeg ser op til som person og manager," fortæller angriberen.

Tévez fik sandsynligvis papskiltet med den kontroversielle tekst stukket i hænderne af euforiske fans, efter at City vandt mesterskabet foran Ferguson og United.

Carlos Tévez repræsenterede Manchester United fra 2007 til 2009.