Fodbold

Stor hæder til United-legender

Manchester United-legenderne Alex Ferguson og Ryan Giggs er ved Premier Leagues 20-års-show blevet kåret til henholdsvis den bedste manager og spiller i de seneste 20 Premier League-sæsoner.

Ferguson, der har ført United til 12 engelske mesterskaber i de 20 år, vandt foran Arsène Wenger, José Mourinho, Harry Redknapp og David Moyes.

Hos spillerne vandt den walisiske midtbanespiller Giggs foran spillere som Dennis Bergkamp, Roy Keane og Thierry Henry. Giggs er noteret for 909 kampe for United.

Det er 300.000 fans, som har stemt om, hvem der skulle vinde i de diverse kategorier.

United-dominans

I det hele taget var showet godt at følge for Manchester United, som også dominerede det bedste hold - både fansenes hold og eksperternes hold. Danske Peter Schmeichel fik plads i målet på begge hold.

Fansenes hold:Peter Schmeichel - Ashley Cole, Tony Adams, Nemanja Vidic, Gary Neville - Ryan Giggs, Paul Scholes, Steven Gerrard, Cristiano Ronaldo - Thierry Henry, Alan Shearer.

Eksperternes hold:Peter Schmeichel - Ashley Cole, Tony Adams, Rio Ferdinand, Gary Neville - Ryan Giggs, Paul Scholes, Roy Keane, Cristiano Ronaldo - Thierry Henry, Alan Shearer.