Fodbold

Redknapp får sparket i Tottenham

Harry Redknapp forlader sit job som manager for fodboldklubben Tottenham Hotspur efter fire år på posten, skriver klubben på sin hjemmeside.

Han var til det allersidste i spil som kommende landstræner for England, før forbundet valgte Roy Hodgson i sidste måned. Redknapp havde et enkelt år tilbage af sin kontrakt med klubben og sagde i sidste uge, at han håbede på en forlængelse.

Men efter op og nedture i en sæson, hvor klubben vær tæt på at nå en af de lukrative pladser i Champions League og en personlig skattesag, hvor manageren dog endte med at blive frifundet, mente klubbens formand, at et managerskifte var på sin plads.

Tak for bidraget

"Det er ikke en beslutning, som har været nem at tage for klubbens ledelse," skriver formand Daniel Levy i en kort erklæring på hjemmesiden.

"Harry kom til klubben på et tidspunkt, hvor hans erfaring og tilgang nøjagtigt var det, der var brug for."

"Beslutningen skal på ingen måde trække fra i det fremragende arbejde Harry har gjort i sin tid i klubben, og jeg vil gerne takke ham for hans præstationer og bidrag," tilføjer formanden.

Fire fantastiske år

Redknapp kom til Tottenham i oktober 2008, hvor klubben lå og rodede i bunden af Premier League efter sølle to point i otte kampe.

Han fik vendt skuden, og holdet nåede Liga Cup-finalen i samme sæson, hvor det blev til et nederlag til Manchester United efter straffespark. Året efter kvalificerede klubben sig for første gang til Champions League.

"Jeg har haft fire fantastiske år. Jeg er ked af at forlade klubben, men ønsker at takke spillerne, staben omkring holdet og vores fans for deres fantastiske støtte til klubben," siger Harry Redknapp.