OB'er bliver Laudrups assistent

Michael Laudrup bliver ikke den eneste dansker i Swansea i næste sæson.

Den danske træner tager nemlig OB's talentspejder Erik Larsen, der tidligere har arbejdet sammen med Laudrup i både Getafe, Spartak Moskva og Mallorca, med til den engelske klub.

Her får Erik Larsen en rolle som assistent, fortalte Laudrup på et pressemøde i Swansea torsdag eftermiddag ifølge walesonline.co.uk.

I OB har de dog ikke hørt, at deres talentspejder er på vej væk.

"Jeg har ikke hørt fra Erik, at han skulle være ansat hos Michael, men det har hele tiden ligget i aftalen mellem Erik og os, at hvis muligheden for sådan et samarbejde opstod, så ville vi ikke stå i vejen for ham," siger Poul Hansen til tipsbladet.dk.