Laudrup fuldender Getafe-team

Michael Laudrup havde stor succes som træner for Getafe i 2007 og 2008, da han førte klubben til kvartfinalen i Uefa Cuppen og finalen i den spanske pokalturnering.
Dengang bestod Laudrups umiddelbare trænerteam af assistenten Erik Larsen og den fysiske træner Oscar Garcia.
I sidste måned blev Laudrup så hentet til Swansea, og Larsen blev hurtigt tilknyttet. Tirsdag blev Garcia også føjet til trænerteamet.
Samme filosofi
"Jeg er meget stolt af at være her i Wales og Premier League bliver en fantastisk oplevelse for mig," siger 38-årige Garcia.
"Jeg har en tæt forbindelse med Michael. Vi deler den samme filosofi. Jeg forsøger og knytte fodbolden sammen med den fysiske forberedelse og gør alt med bold," lyder det fra Garcia.
Laudrup, Larsen og Garcia kommer også til at arbejde med Swanseas Alan Curtis i trænerteamet.
Flores til klubben
Senere tirsdag meddelte klubben yderligere, at forsvareren Chico Flores skifter til Swansea.
Chico Flores har tidligere spillet for Michael Laudrup i Real Mallorca.