Randers: Målet er at overleve

Efter en enkelt sæson i den næstbedste række er Randers FC tilbage i Superligaen og lægger lørdag ud mod sidste sæsons nummer seks Sønderjyske.
Et opgør som på papiret er helt lige. To sejre har begge hold hentet i indbyrdes opgør i Haderslev, og en enkelt kamp er endt uafgjort. Det er derfor også med en hvis optimisme, at Randers genoptager livet i Superligaen.
"Målsætningen er at overleve i Superligaen og etablere os i rækken," fortæller Randers-direktør Jacob Nielsen til sporten.tv2.dk.
"Vi har mange dygtige spillere, og kan de finde sammen som et hold, så mener jeg også, at de er på niveau med størstedelen af Superligaens trupper," vurderer direktøren.
FCN og FCK
Også i Randers betragtes FC København og FC Nordsjælland som naturlige tophold, mens flere hold kommer til at kæmpe om de næste placeringer.
"De forventede tophold er selvfølgelig nummer et og to fra sidste år, som gjorde det rigtig godt, men ellers så synes det er en blandet landhandel. Der er lagt op til en jævnbyrdig række," mener Nielsen.
"Hvis holdet står sammen, så kommer de enkelte spillere også til at fremstå positivt. Hos Horsens sidste år gør det godt som hold, så er der enkelte spillere som (Martin) Retov og (Martin) Spelmann, som træder frem, men det er en holdpræstation, som bærer det. Det er lidt det samme fra vores side. Det handler om at holdet skal præstere, og kan vi det så er der nogen, som træder frem," forklarer Randers-profilen og fortæller hvad det seneste trænerskifte fra Michael Hemmingsen til Colin Todd har bidraget med.
"Masser af humør, så det er gået godt med god intensitet, og for hver dag der går bliver vi mere klar."