Fodbold

Messi efterlader Ronaldo i topscorer-støvet

Det lykkedes nedrykningstruede Osasuna at true Barcelona på Camp Nou søndag – men det var kortvarigt.

Barcelona vandt nemlig aftenens kamp med 5-1, selv om gæsterne rent faktisk havde held til at udligne Lionel Messis åbningsscoring efter 23 minutter.

Kort efter hamrede Messi dog 2-1-målet ind på et straffespark, hvor Osasunas Alejandro Arribas blev udvist og fem minutter før pausen øgede Pedro til 3-1, da han udnyttede et fint oplæg af Dani Alves.

Messi sad ude af fredagens træning med en mindre skade, men så fuldstændig klar ud i aftenens kamp.

Efter pausen fortsatte Messi sit overlegne og målsøgende spil, da han første rundede Osasuna-keeper Andrés Fernandez efter 55 minutter, og få sekunder senere sendte sit ligamål nummer 33 ind bag den chanceløse målmand.

Med sine fire scoringer søndag har Messi nu scoret 12 mål flere end Real Madrids Cristiano Ronaldo i den spanske liga. 33 mål i 21 kampe. Ronaldo havde ellers selv en stor dag lørdag, da han scorede tre mål for Madrid i 4-0-sejren over Getafe.

Med sejren er catalonierne igen 15 point foran Real Madrid og 11 foran Atlético Madrid, der spiller senere søndag aften.