Fodbold

Officiel melding: Brøndby redder skindet - foreløbigt

Brøndby har reddet sit fortsatte virke.

Klubben skiiver i en fondsbørsmeddelelse, at den er reddet og fortsætter frem mod den ventede kapitaludvidelse.

- Vi er rigtig glade for, at vi har fået skabt grundlaget for at videreføre Brøndby IF frem til kapitaltilførslen. Og vi er meget, meget glade for, at vi har sikret medarbejderne deres fulde løn, ikke blot i januar men også fremover, sager Brøndby-direktør Tommy Håkansson i en fondsbørsmeddelelse.

Det til trods for, at klubben endnu ikke er nået til enighed med Spillerforeningen om et forlig:

- Vi har til det sidste arbejdet konstruktivt på at skabe et forlig med Spillerforeningen om alle krav i Feriepengesagen. Men forløbet har vist, at sagen indeholder mange og principielle usikkerheder om renter, bod, feriepenge af sign-on-bonus, forældelse og beskatning mv. Derfor har vi besluttet, at det ville være uforsvarligt ikke at få afprøvet forholdene til bunds i alle sager. Vi har forstået, at mange superligaklubber deler vores opfattelse. Vi ville selvfølgelig gerne have indgået et acceptabelt forlig, men når det ikke kunne lade sig gøre, er dette den bedste løsning. Vi betaler derfor nu det beløb på ca. 4 mio.kr., som Brøndby IF skylder i følge den afgjorte voldgift, udtaler Tommy Håkansson.

- Alt dette er kun muliggjort, fordi det er lykkedes Brøndby IF ved aftaler med investor og långivere samt ordninger med kreditorer at sikre drift og likviditet frem til forårets kapitaltilførsel. Vi er meget ydmyge overfor og tilfredse med den opbakning, der har været i og omkring klubben, slutter Tommy Sommer Håkansson.

Klubben fortæller samtidig, at planerne om en kapitaltilførsel senere på foråret stadig er planen:

- Brøndby IF planlægger at gennemføre den planlagte kapitaltilførsel i niveauet DKK 75-150 mio. og sammenlægning af aktieklasser i foråret 2013, hvilket selskabet har modtaget mange positive forespørgsler på og henvendelser om i perioden siden offentliggørelsen, skriver klubben.