Fodbold

Inter-talent: Økonomi kan udsætte min italienske drøm

Det danske fodboldtalent Patrick Olsen skiftede inden denne sæson fra Vestegnen og Brøndby til modebyen Milano. Den 19-årige dansker har i sin første sæson imponeret i Italien på klubbens ungdomshold, og med hastige skridt nærmet sig en debut på førsteholdet.

Men Inter har endnu ikke givet Patrick Olsen sin debut, og meget tyder på, at det ikke har noget med midtbanespillerens evner på fodboldbanen at gøre. For i skiftet fra Brøndby til Inter er der en klausul, der betyder, at Inter skal betale Brøndby 500.000 euro, eller lige knap fire millioner kroner, når Patrick Olsen får sin debut på Inters førstehold.

- Der har været en masse skriverier, og jeg har hørt folk snakke om, at det sagtens kan være pengene, der har været årsag til, at jeg endnu ikke har fået min debut. Det er jo super ærgerligt, for jeg synes selv, at jeg har spillet en god sæson, og at en debut ville være en fed belønning, siger Patrick Olsen til tv2.dk.

Inter har i denne sæson haft en skandale-sæson, hvor klubben har underpræsteret i en sådan grad, at man før sæsonens sidste kamp ligger nummer 9 uden noget at spille for. Derfor har flere af klubbens unge talenter fået chancen på førsteholdet i sæsonens sidste kampe. Søndag spiller Inter hjemme på San Siro mod Udinese i sæsonens sidste kamp, og Patrick Olsen har indtil nu måtte se på fra bænken.

På klubbens ungdomshold har Patrick Olsen, med nummer 90 på ryggen, markeret sig som en af holdets bedste, og derfor har flere i klubben troet, at han i denne sæson skulle få sin debut i Serie A på klubbens førstehold. En af dem, der kender den danske Inter-spiller bedst er ungdomsholdets træner, Daniele Bernazzani.

- Patrick har helt sikkert spillet en fremragende sæson på Primavera (læs. ungdomsholdet), og han har helt sikkert niveau til at spille Serie A. Hos os har Patrick været en af dem, der har gået forrest, og han har helt sikkert niveau til at spille med, siger Daniele Bernazzani til tv2.dk.

En af dem, der er mest overrasket over udskydelsen af den danske debut er den italienske fodboldagent og fodboldekspert Guido Gallovich, der har været agent for mange danske fodboldspillere i Serie A. Martin Jørgensen, Morten Bisgaard og Per Krøldrup har alle været tilknyttet Gallovich, og derfor har han stor kendskab til danskere i italiensk fodbold.

- For mig ligner det helt sikkert, at Inter lige nu udskyder Olsens debut, så de ikke skal betale Brøndby de penge. Man skal huske på, at italiensk fodbold og specielt Inter har store økonomiske problemer, så derfor er det da noget, man har med i overvejelserne. Jeg tror, at man ikke vælger at give Patrick Olsen debut i denne sæson, og at man så vil forsøge at leje ham ud i næste sæson. Derfor kan man prøve Patrick Olsen af, og så vente med at skulle betale de penge til man er helt sikker på Patricks potentiale, siger Guido Gallovich til tv2.dk.

Hvad vil det betyde for dig at få debut på San Siro?

- Det vil være det største. Det vil være en drøm, der går i opfyldelse, og det vil helt sikkert være en kæmpe oplevelse at løbe ind på San Siro, siger Patrick Olsen.

Om Patrick Olsen får sin debut i denne sæson afgøres kl.20.45, hvor der er kampstart mellem Inter og Udinese.