Fodbold

Schmeichels kæmpe-guide: De her hold går videre ved VM

Der er lagt op til en perlerække af fodboldbrag allerede i gruppespillet, når VM spilles i Brasilien til sommer. Det viste lodtrækningen fredag aften.

Med på TV 2 Sportens VM-hold er ’The Great Dane’ Peter Schmeichel – han giver her sit bud på, hvem der går videre fra hver enkelt gruppe.

Gruppe A: Brasilien, Kroatien, Cameroun og Mexico

De går videre: Brasilien og Kroatien

Schmeichels vurdering:

Det er en svær gruppe. Men Brasilien har hjemmebane, og det vil hjælpe dem. Og så tror jeg på Kroatien. De kan samtidig vise sig at være en langsom starter og så blive bedre i løbet af turneringen, også fordi de har en række klassespillere og gode erfaringer fra slutrunder. Mexico er the dark horse i den her gruppe, for de har før gjort det godt mod Brasilien. Vi ved ikke helt, hvad de kommer med, så vi kan ikke helt afskrive dem.

Gruppe B: Spanien, Holland, Chile og Australien

De går videre: Spanien og Holland

Schmeichels vurdering:

Det er så vanvittig en gruppe. Spanien vs. Holland er den første kamp, og hvis de deler point, hvilket jeg dog ikke er helt overbevist om, vil ske, så ligger gruppen åben for dem begge to. Jeg vil sige, at de to hold skal videre. Men i Chile optræder som den store ubekendte, for de er altså skarpe nogle gange. Men altså, Spanien og Holland videre, Der er ikke så meget at rafle om.

Gruppe C: Colombia, Grækenland, Elfenbenskysten og Japan

De går videre: Det kan jeg simpelthen ikke forudsige!

Schmeichels vurdering:

Det er sjovt med lodtrækninger. Nogle gange får du nogle helt vanvittigt gode grupper, og så får du også nogle som den her. Det er en grå gruppe, der er meget svær at forudse. Det kan jeg simpelthen ikke. Alt kan ske. Hvis man skal sige en ting, så er Grækenland gode til at tackle en slutrunde.

Gruppe D: Uruguay, Costa Rica, England og Italien

De går videre: England og Italien

Schmeichels vurdering:

Englænderne piver en smule over den her gruppe, og det kan jeg ikke forstå. Det her er den  bedste lodtrækning, de næsten kunne få. Uruguay har et flot hold, men hvis England er seriøse med, at de vil vinde slutrunden i 2022, så har de sat sig selv derop, hvor du ikke må pive over sådan en gruppe. Hvis de deler point med Italien, så kan de selv afgøre, om de kommer videre. Jeg tror på Italien og England.

Gruppe E: Schweiz, Ecuador, Frankrig og Honduras

De går videre: Schweiz og Frankrig

Schmeichels vurdering:

Igen må jeg tro på de to europæiske. Du ved ikke helt med Honduras og Ecuador, hvor stærke de er. Du kan nemt ende op med, at de rammer deres bedst nogensinde, men det kan også blive modsat. Og det sker oftest. Det er små, tekniske spillede, men Schweiz har klaret sig flot, og Frankrig skal nok klare den.

Gruppe F: Argentina, Bosnien-Hercegovina, Iran og Nigeria

De går videre: Argentina og Nigeria

Schmeichels vurdering:

Det er utroligt, at Argentina er så heldig med lodtrækningen. De går 100 procent videre. Og det kommer ikke til at betyde noget for dem, at de har haft så relativt nem en gruppe og ikke kan måle sig mod de bedste i starten af turneringen. For når man er så god som Argentina, så skal de være klar til at træde et skridt op ad stigen senere i turneringen.

Bosnien-Hercegovina skal nok gøre god figur, men det er første gang for dem, og det er altid svært. Derfor tror jeg mere på Nigeria.

Gruppe G: Tyskland, Portugal, Ghana og USA

De går videre: Tyskland og Portugal

Schmeichels vurdering:

Tyskerne plejer at have lodtrækningsheld. Det har de ikke haft den her gang. Men de kommer videre, for de er gode. Punktum. Sammen med Portugal.

Men jeg vil sige, at det her er den vildeste gruppe. Ghana og USA er også gode hold, og vi må ikke glemme, at USA har Klinsmann som træner. Han revolutionerede Tyskland tilbage i 2006 og tog dem tilbage af verdenstoppen. Amerikanerne kan man ikke bare afskrive, mens Ghana faktisk også kan spille noget fantastisk fodbold. Tænk bare på 2010. Kun fordi jeg er en kylling, tager jeg Portugal med.

Gruppe H: Belgien, Algeriet, Rusland og Sydkorea.

De går videre: Belgien og Sydkorea

Schmeichels vurdering:

Belgien går 100 procent videre. Jeg har faktisk Belgien i minimum en semifinale. De har et af verdens bedste landshold lige nu. Spørgsmålet er, om de kan få det til at hænge sammen. For en ting er at have et godt landshold med masser af kvalitet, men en anden ting er så også at levere den store præstation. De har rigtig mange spillere i store klubber – også spillere, der ikke kan komme på. Men jeg har stor tiltro til dem.

Så er spørgsmålet med hensyn til gruppen, hvordan Sydkorea kan få tingene til at spille. Algeriet har jeg ikke nogen fornemmelse af, så andenpladsen i gruppen tror jeg kommer til at stå mellem Rusland og Sydkorea. Og jeg hælder til Sydkorea.