Fodbold

Swansea: Laudrup smutter ikke til Tottenham

Michael Laudrup er et af de trænernavne, der sættes i forbindelse med det ledige managersæde hos Tottenham efter fyringen af Andre Villas-Boas.

Men i Wales frygter man ikke en snarlig afsked med den danske træner. Det siger klubbens anden dansker.

- Jeg tror ikke, klubben skal være bekymret, siger assistenttræner Morten Wieghorst til BBC.

- Vi har allerede set, at han i hans tid her har været sat i forbindelse med andre jobs og har sagt: 'Jeg bliver'.

- Der har altid været interesse for Michael, og det er fordi, han er en god træner og på grund af det, han har opnået inden for fodbolden, lyder det fra Laudrups danske assistenttræner.

Også på spillerfronten tager man spekulationerne med ophøjet ro.

- Vi snakker ikke rigtig om det, siger backen Angel Rangel.

- Vi har alle tillid til manageren og ved, at han er glad i Swansea. Han har nogle gode spillere her.

- Hvis han beslutter sig for at skifte, vil vi give ham en god afsked, da han har gjort store ting for klubben.

- Vi opnåede store ting med ham sidste sæson - vi sluttede i top ti og vandt Liga Cuppen.

- Jeg ville ikke bebrejde ham, hvis han skulle til en større klub. Men lige nu tror jeg, at han er glad i Swansea.

Michael Laudrup forlængede tidligere på året sin kontrakt med Swansea frem til 2015.