Fodbold

Skandaler spænder ben for Bendtners spanske drømme

Nicklas Bendtner er efter ni år i London færdig i Arsenal.

Den danske angribers kontrakt udløber denne juni, og dermed skal Nicklas Bendtner nu ud at finde sig en ny klub. Men hvad bringer fremtiden for den 26-årige dansker?

Hvor varmt er hans kandidatur efter et par år med begrænset spilletid og masser af skandalesager. Tv2.dk har efterforsket Bendtners salgspotentiale i nogle af Europas største ligaer for at finde svaret.

Turen er bl.a. gået til Spanien, hvor Nicklas Bendtners navn tidligere har spøgt. Ikke mindst i sidste sommer transfervindue. Siden dengang er Bendtners kandidatur dog falmet ganske gevaldigt.

- Bendtner er ikke noget særligt varmt navn hernede. Jeg har forhørt mig lidt, og ingen af mine kilder vurderer at han er på ønskelisten hos spanske klubber lige nu, siger forfatteren Kasper Kloch, der er bosat i Spanien og bl.a står bag to bøger om spansk fodbold.

- Det skulle i givet fald være klubber i den helt tunge ende af ligaen eller i anden division, Osasuna, Valladolid, Betis eller lignende. Men altså  ikke noget der tales konkret om, siger den danske forfatter, der ikke overraskende angiver Bendtners privatliv som den primære årsag til hans slidte kandidatur.

- Det har helt klart ikke hjulpet med den meget ballade om hans person. Det gælder bl.a. historien om det mulige skifte til Malaga, der huserede sidste sommer.

- Alt tyder på, at det i høj grad var den megen ballade uden for banen, der fik Malagas ledelse til at trække stikket i forhold til Bendtner. Der var indledt forhandlinger, og Bernd Schuster var angiveligt ret lun på Bendtner, men i sidste ende blev det vurderet for risikabelt at hyre ham på grund af de mange historier om vilde byture, skandaler og uregerlig adfærd uden for banen.

- Det var altså en vurdering af hans karakter snarere end hans fodboldmæssige potentiale, der blev tungen på vægtskålen i Malaga. Og det er ifølge mine kilder stadig en faktor, der spiller ind i forhold til andre potentielle arbejdsgivere i Spanien.

- Kort fortalt ikke umiddelbart realistisk at vi får Bendtner at se på spanske stadions den kommende sæson siger Kasper Kloch til tv2.dk.

Kasper Kloch

Kasper Kloch er cand.mag, freelance journalist og forfatter. Bosat i Barcelona og skribent for bl.a. Weekendavisen om emner relateret til Spanien.

Ekspert i spansk kultur og samfundsforhold og forfatter til bøgerne “En rejse i tyrefægtningens fodspor” og “Futbolmania – Spansk fodbold i sol og skygge”