Fodbold

Olsen: Pierre-Emile er frisk og spiller mod Sverige

Danmark får med al sandsynlighed en ny A-landsholdsspiller på onsdag. Og det er en meget omtalt af slagsen, nemlig Pierre-Emile Højbjerg.

Landstræner Morten Olsen fortæller, at den unge Bayern München-spiller er frisk til at komme i kamp, modsat kampen mod Ungarn, hvor Højbjerg skrantede efter en hård tysk pokalfinale.

- Det går en del bedre. Vi har set den spiller, vi har udtaget, de seneste par dage. Han har fået friske ben, og han er kommet sig over de skavanker. Han føler sig bedre i sin krop, tror jeg nu. Han har vist på banen, hvorfor vi har udtaget ham, siger Morten Olsen.

Og landstræneren er tæt på at love den 18-årige midtbanespiller debut.

- Det går vi ud fra, ja, at han får muligheden, siger landstræneren.

- Det er kampe, hvor vi skal teste, og blandt andet skal vi teste på forskellige positioner, og der er han selvfølgelig iblandt som ung spiller.

Skal han spille fra start?

- Det har jeg ikke lagt mig fast på endnu.

Pierre-Emile Højbjerg har i denne sæson spillet syv Bundesligakampe og to pokalkampe for Bayern München, som han skiftede til fra Brøndby for to år siden.

Den nu A-landsholdsaktuelle midtbanespiller har spillet sammenlagt 35 U-landskampe på U16, U17, U19 og U21-landsholdet.