Fodbold

Træner-kirkegården AGF: 12 trænere på kun 14 år

Fodboldklubben AGF har fået det lidet flatterende tilnavn ’galehuset’. Årsagen er, at der ofte har været uro på de indre linjer – især forsaget af mange trænerskifter og mere eller mindre realistiske planer om storhed.

Det er endnu ikke bekræftet, men ifølge Ekstra Bladet bliver Morten Wieghorst bekræftet som ny cheftræner i den netop nedrykkede klub, og den tidligere FC Nordsjælland-træner kommer til at træde ind i en række af hyppigt skiftende trænernavne i AGF.

Faktisk bliver Wieghorst den 12. træner på bare 14 år i klubben med de altid store armbevægelser og mindst lige så store ambitioner.

Sidst AGF havde en træner ved roret i længere tid en to sæsoner, var det Peter Sørensen, der holdt styr på fodboldtropperne i Danmarks næststørste by. Han overtog jobbet i 2010 og blev fyret i 2014.

Ellers skal man helt tilbage til Peter Rudbæks regeringstid i 90’erne for at finde en periode med større stabilitet. Rudbæk sad solidt på trænerbænken fra 1993 til 2000 indtil han blev fyret.

Siden har fulgt en længere periode med mere end bare sædvanligt gang i svingdøren. Se listen over trænerne i faktaboksen.

AGF's trænere 2000-2014

  • L. Lundkvist & K. Nielsen (2000)
  • Ove Christensen (2000–2001)
  • John Stampe (2001–2002)
  • Hans Petersen (2002)
  • Poul Hansen (2002–2003)
  • Sören Åkeby (2003–2005)
  • Brian Steen Nielsen & Jesper Tollefsen (2005)
  • Ove Pedersen (2006–2008)
  • Erik Rasmussen (2009–2010)
  • Peter Sørensen (2010–2014)
  • Jesper Fredberg (2014)
  • Morten Wieghorst (2014-?)

Morten Wieghorst

  • Navn: Morten Wieghorst
  • Født: 25. februar 1971
  • Trænerkarriere: Cheftræner i FC Nordsjælland (2006-11), U21-landstræner (2011-2013), trænerassistent i Swansea (2013-2014)
  • Største meritter som træner: To gange pokalvinder med FC Nordsjælland (2010 og 2011)
  • Klubber som spiller: Lyngby, Dundee FC, Celtic og Brøndby
  • Største meritter som spiller: Dansk mester to gange (Lyngby 1992 og Brøndby 2005), dansk pokalmester tre gange (Lyngby 1990, Brøndby 2003 og 2005), skotsk mester med Celtic i 1998, confederations cup-vinder med Danmark i 1995
  • Antal A-landskampe/mål for Danmark: 30/3