Fodbold

Brite poster 58 millioner i FCM

Den britiske forretningsmand Matthew Benham overtager aktiemajoriteten i FCM Holding A/S - selskabet bag fodboldklubben FC Midtjylland og FCM Håndbold.

Han tilfører klubben næsten 58 millioner kroner. Det meddeler selskabet i en fondsbørsmeddelelse.

- FC Midtjylland har det, der skal til, for at blive en succesrig topklub: En imponerende talentudvikling, hvor usædvanligt mange akademispillere når førsteholdet eller bliver solgt til udenlandske klubber.

- En fodboldledelse, der drives af passion for spillet og klubben. Og endelig en stærk forankring i lokalområdet, ligesom Brentford FC, siger Benham, der også ejer fodboldklubben Brentford FC.

FCM holder pressemøde klokken 12, skriver klubben på Twitter.

Spillerne på FC Midtjyllands Superligahold er indkaldt til orientering 10,30, fortæller holdets anfører Kristian Bach Bak til tv2.dk.

- Det er jo spændende. Men det er ikke så meget jeg kan sige lige nu, siger Kristian Bach Bak til tv2.dk.