AFSTEMNING: Er Agger større end Laudrup, Simonsen og Elkjær?

Daniel Agger er skiftet tilbage til Brøndby.
Dermed kan den danske Liverpool-spiller og landsholdsanfører skrive sig ind i historiebøgerne, som et af de største danske navne, der vender hjem til dansk fodbold.
Men hvem er egentlig det største? Tv2.dk har samlet en liste med nogle af de største. Afgiv din stemme i afstemningsboksen og deltag i debatten på Facebook.
Daniel Agger, Brøndby (2014)
Brøndby bekræfter lørdag, at klubben er i dialog med Liverpool om en mulig transfer, der sender Daniel Agger tilbage til Brøndby og Superligaen. Agger er landsholdsanfører og stadig på toppen af sin karriere, og flere eksperter peger på, at han stadig har niveauet til europæiske topklubber.
Jesper Grønkjær, FC København (2006)
Efter at have tilbragt seks sæsoner i fire af Europas bedste ligaer for klubber som Chelsea og Atletico Madrid vendte 28-årige Jesper Grønkjær i 2006 hjem til dansk fodbold. Her var han hos FC København - trods flere skader - en stor succes, og han hjalp klubben til fire mesterskaber og Champions League-gruppespil.
Martin Jørgensen, AGF (2010)
Martin Jørgensen tilbragte 13 sæsoner i den italienske Seria A for de to store klubber Udinese og Fiorentina. Der var længe tilløb til en tilbagevenden til barndomsklubben AGF, men fansene måtte vente helt til 2010, før den dengang 34-årige Martin Jørgensen var klar til at kvitte udlandet. Midtbanespilleren havde ikke længere samme fart i stængerne, men hans overblik og præcise afleveringer var stadig blandt rækkens bedste.
Brian Laudrup, FC København (1999)
Sammen med sin storebror ses Brian Laudrup som en af dansk fodbolds største spillere nogensinde. Undervejs i karrieren blev det både til ophold i klubber som Bayern München, Fiorentina, AC Milan, Glasgow Rangers og Chelsea. Men i forårssæsonen 1999 skiftede han under stor bevågenhed hjem til FCK. Skiftet blev dog aldrig en succes, og efter en halvsæson rykkede Laudrup videre til Ajax, hvor han sluttede karrieren et år senere.
Allan Simonsen, Vejle Boldklub (1983)
Efter et storslået udlandseventyr i blandt andet FC Barcelona, hvor han i 1977 modtog prisen som Europas bedste fodboldspiller – som den hidtil eneste dansker - vendte 30-årige Allan Simonsen i 1983 hjem til barndomsklubben Vejle. Her var en de næste seks sæsoner en profil og populær skikkelse, og han viste, at han bestemt ikke var færdig som målscorer.
Thomas Helveg, OB (2007)
Den energiske back tilbragte ti år i italien for henholdsvis Udinese, AC Milan og Internationale, hvor han spillede fast mod nogle af verdens bedste. Efter et par knap så heldige ophold i engelsk og tysk fodbold vente landsholdsspilleren i 2007 hjem til Ådalen, hvor han de næste tre sæsoner var med til at sikre den fynske defensiv hos OB, inden han lagde støvlerne på hylden.
Preben Elkjær, Vejle (1988)
Elkjær var i 1980’erne en frygtet angriber for det danske landshold og rundt omkring i Europa. Men i 1988 valgte 32-årige Elkjær at skifte tilværelsen i Italien ud med Vejle i Danmark. Her blev han straks rækkens klart største stjerne og noget af et tilløbsstykke rundt omkring på de danske stadions. Efter to sæsoner hos Vejle stoppede han sin aktive karriere.
Kim Vilfort, Brøndby (1986)
Efter fire gode sæsoner i Frem skiftede Vilfort i 1985 til franske Lille, der i dag huser danske Simon Kjær. Men opholdet i Frankrig blev ikke nogen udpræget succes, og året efter skiftede Vilfort hjem til dansk fodbold og de forsvarende mestre fra Brøndby. Her var han i 12 sæsoner en stor profil og med til at vinde ti trofæer. Blev i foråret kåret som århundredets spiller i den bedste danske fodboldrække.
Thomas Kahlenberg, Brøndby (2013)
Kahlenberg var en stor profil for Brøndby i starten af 00’erne, hvilket sikrede ham et skifte til Auxerre. De næste otte sæsoner tilbragte han i fransk og tysk fodbold med blandet succes. I 2013 vendte den 30-årige landsholdsspiller tilbage til Brøndby, hvor han er udset som en profil i genrejsningen af klubben.