Fodbold

Forhandler om chokskifte: Agger på vej til Brøndby

Brøndby IF har tidligt lørdag morgen udsendt en meddelelse om, at klubben forhandler med Liverpool om at hente Daniel Agger.

- Der har i dag været spekulationer i danske og internationale medier om, at Brøndby IF er i dialog med Liverpool FC omkring en transfer af Daniel Agger.

- Brøndby IF kan bekræfte, at der er dialog med Liverpool FC og Daniel Agger omkring et skifte til Brøndby IF. Såfremt det lykkedes at tilknytte Daniel Agger i løbet af de kommende dage, vil den regnskabsmæssige påvirkning af årets resultat være begrænset.

- Brøndby IF har ikke yderligere kommentarer til spekulationerne omkring Daniel Agger, skriver klubben.

Ifølge TV 2’s oplysninger er skiftet tæt på - og Agger forventes præsenteret i klubben på mandag

Der har længe været spekuleret i Aggers fremtid, eftersom det har været sparsomt med spilletid for danskeren i Liverpool, der har hentet blandt andre venstrebenede Sakho som en direkte konkurrent til Agger.

Senest har Liverpool så skrevet kontrakt med stopperen Dejan Lovren. Endnu en transfer, der har sendt Agger ned i forsvarshierarkiet i Liverpool.

Rygter har også sat Agger i forbindelse med FC Barcelona, Atletico Madrid og Napoli, men ifølge den engelske avis Liverpool Echo skal Daniel Agger have fortalt Liverpools ledelse, at hvis han skulle forlade den engelske storklub, så havde kun Brøndby interesse.

Ifølge Liverpool Echo er en af de store knaster i forhandlingerne, at forhandlingerne lider under, at Brøndby ikke er i stand til at betale den reelle markedsværdi for Daniel Agger, der menes at koste mere end de godt 30 millioner kroner, som Brøndby skal betale.

Daniel Agger har spillet over 200 kampe for Liverpool siden han blev købt i Brøndby i 2006.

Tv2.dk har lørdag forgæves forsøgt at få en kommentar fra Brøndbys sportschef Per Rud og Daniel Aggers agent Per Steffensen.

Daniel Munthe Agger

Født:

12. december 1984 (30 år)

Fødested:

Hvidovre

Højde:

191 cm

Position:

Central forsvar

Klubinformation:

-1996: Rosenhøj BK 1996-2006: Brøndby IF 2006-2014: Liverpool FC 2014- Brøndby

Kåringer:

2004 og 2005: Årets talent i Superligaen 2006: Årets Sportstalent i Danmark 2007: Årets fodboldspiller, kåret af Spillerforeningen 2012: Årets fodboldspiller, kåret ved Dansk Fodbold Award