Her er Bechs afløser i OB
Det bliver den 60-årige og yderst erfarne Ove Pedersen, der tager over i OB efter den nu fyrede cheftræner Troels Bech. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.
- Ove er en meget erfaren træner, der har et stort indblik i Superligaen, siger OB's sportschef Jesper Hansen i en pressemeddelelse.
- Han vil komme til klubben med friske øjne og nye idéer, og jeg tror på, at han kan sørge for, at vi arbejder os fremad i tabellen. Der er gjort et rigtig godt forarbejde af Troels Bech, så Ove skal ikke ind og lave en masse om. Han skal arbejde videre med det, vores trænerteam har udviklet indtil nu.
- Ove har et godt taktisk blik samt evne til at sætte spillet op. Desuden er han en meget pragmatisk træner, der har vist et talent for at udnytte potentialet i en given trup, så jeg tror jeg, at han kan vende billedet, siger Jesper Hansen.
Hovedpersonen selv havde ikke mange ord at sige, da tv2.dk fangede ham FØR offentliggørelsen her til formiddag.
- Jeg er på vej til et vigtigt møde. Jeg kan desværre ikke sige noget, sagde Ove Pedersen til tv2.dk.
Spørgsmål: Skal jeg tage til Odense for at være med i det møde?
- Det kan jeg ikke sige noget om, lød det fra Ove Pedersen.
OB fortsatte mandag aften nedturen i Superligaen, hvor klubben er næstsidst, med et nederlag på 2-1 til FC Nordsjælland.
Ove Pedersen har tidligere stået i spidsen for klubber som AGF, FC Midtjylland og Esbjerg - og senest var han cheftræner i FC Vestsjælland fra 2011 til 2014. Ove Pedersens første opgave som OB-træner bliver et regulært bunddrama mod Silkeborg på lørdag på hjemmebanen i Odense.
Silkeborg er sidst i rækken med fire point, OB næstsidst med seks point. Esbjerg ligger lige over nedrykningsstregen med otte point.