Transfersnak: Pierre-Emile foretrækker Bayern

16x9
Pierre Emile Højbjerg Foto: Scanpix

Danmarks store fodboldtalent Pierre-Emile Højbjergs fremtid er endnu ikke på plads. Hverken om det skal være hos Bayern München eller en anden klub.

Men den arbejdsivrige unge midtbanespiller er selv klar til endnu større udfordringer i 2015.

- Jeg er meget ambitiøs og meget ærgerrig, og derfor har jeg også lyst til at opnå det optimale. Jeg har oplevet nogle gode ting og har opnået og lært en masse i 2014, men jeg ved, at 2015 forhåbentligt bliver bedre, fortæller han.

Der er blevet spået og gættet meget om, hvor Pierre-Emile Højbjergs karriere skal fortsætte, og der er nok heller ikke længe til, at der kommer en afklaring.

- Jeg ved, at der snart kommer en afklaring på det. Om det er indenfor en uge eller to eller tre eller fire, det må vi se. Men jeg ved bare, at det bliver godt for mig, det bliver godt for Bayern München, lyder det fra Højbjerg.

Men der er ingen tvivl om, hvor det store talent helst ser sin fremtid ligge.

- Bayern München. Det er det, jeg vil, og de vil mig gerne, så det kunne ikke være meget bedre. Så skal vi bare finde ud af, hvordan det hele går op i en højere enhed, og det er vi i en rigtigt god dialog om, og jeg har mine folk på det. De lytter til, hvad jeg siger, og jeg lytter til, hvad de siger, fortæller han.

Pierre-Emile Højbjerg har lige nu kontrakt med Bayern München indtil sommeren 2016.