Fodbold

Agent bekræfter: Højbjerg udlejes til denne klub

Pierre-Emile Højbjerg skal det kommende halve år spille for Bundesligaklubben Augsburg, der lejer danskeren i FC Bayern München.

Det bekræfter Højbjergs danske agent, Søren Lerby, over for det tyske medie Bild.

- Pierre-Emile tager et halvt år i Augsburg, hvor han skal samle erfaring. I maj eller juni snakker vi sammen om, hvad der videre skal ske, siger Søren Lerby til Bild.

Aftalen ventes at falde endeligt på plads om kort tid.

Til TV3 Sport oplyser Søren Lerby også, at aftalen er på plads og at Pierre-Emile Højbjerg var "glad som et barn juleaften", da han først på aftenen fik besked om, at Søren Lerby og Bayern München er blevet enige.

Ingen af klubberne har officielt bekræftet klubskiftet, og det er der ifølge Bayern Münchens pressechef Marcus Hörwick en god grund til. Detaljerne er nemlig ikke helt på plads.

- Vi er enige med både Pierre-Emile og Søren Lerby, men aftalen med FC Augsburg er ikke på plads endnu. Det kommer den formentlig i løbet af torsdagen, siger pressechefen.

I Bayern München har man fortsat masser af tillid til Pierre-Emile Højbjerg. Derfor vender han ifølge Søren Lerby også tilbage til klubben senere.

- Klubben har brug for erfaring og international kvalitet på enhver position og tøver ikke med at købe spillere, der opfylder de betingelser her og nu. Det er Xabi Alonso et eksempel på. Men det betyder i sagens natur mindre spilletid for Pierre, end han bryder sig om.

- Men på længere sigt hører Pierre til i FC Bayern, som han er meget glad for, siger Søren Lerby til TV3 Sport.

Pierre-Emile Højbjerg var ikke med, da Bayern München onsdag genoptog træningen efter julepausen og indledte forberedelserne til sidste halvdel af sæsonen.

19-årige Pierre-Emile Højbjerg skiftede i 2012 fra Brøndby til Bayern München, hvor han i denne sæson har optrådt otte gange i Bundesligaen. Han har stadig sit første mål for sydtyskerne til gode.