Officielt: Hjulmand fyret i Mainz

Kasper Hjulmand er blevet fyret fra sit job som cheftræner i Bundesliga-klubben Mainz 05. Det bekræfter klubben på sin hjemmeside.

Hjulmand fik dermed kun 8 måneder på posten som cheftræner, inden han blev fyret. Opholdet i tysk fodbold begyndte lidt blandt for Hjulmand. Først røg klubben ud af Europa League-kvalifikationen mod græske Asterias, og derefter blev det til et exit fra den tyske pokalturnering mod upåagtede Chemnitzer FC. Herefter åbnede klubben dog med at være ubesejret i de første otte kampe i Bundesligaen.

Men siden 2-1-sejren over Augsburg d. 18. oktober har Mainz kun vundet én ud af 13 kampe, og ligger lige nu kun et point over nedrykningsstregen, og det blev altså for meget for klubbens ledelse.

Det bliver klubbens U23-træner Martin Schmidt, der tager over som cheftræner.

Mainz 05 holder pressemøde kl. 13, hvor de vil fortælle mere om klubbens situation.

Kasper Hjulmands assistenter Keld Bordinggaard og Flemming Pedersen er også blevet fyret, og stopper ligesom Hjulmand med øjeblikkelig virkning i Mainz.

Der vil til gengæld stadig være en dansker i trænerteamet, da 34-årige Bo Svensson bliver ny assistenttræner, oplyser klubben på sin hjemmeside.

Bo Svensson spillede som aktiv i Mainz fra 2007-2014, inden han sluttede sig til klubbens trænerteam i sommeren 2014, hvor Kasper Hjulmand tiltrådte i klubben.

 

 

FAKTA: Kasper Hjulmand

Den tidligere FC Nordsjælland-træner Kasper Hjulmand blev tirsdag formiddag fyret i tyske Mainz 05, der spiller i Bundesligaen.

Her er en blå bog om den danske fodboldtræner:

* Født: 9. april 1972 Aalborg
* Aktiv karriere: Randers FC, Herlev og B93. Stoppede som 26-årig efter flere knæoperationer.
* Trænerkarriere:
1999-2003: Lyngby FC (U18)
2003-2006: Lyngby FC (assistent og andetholdstræner)
2006-2008: Lyngby FC (cheftræner)
2008-2011: FC Nordsjælland (assistent)
2011-2014: FC Nordsjælland (cheftræner)
2014-2015: Mainz 05 (cheftræner)
* Titler og meritter:
U18-DM 2002
Oprykning til Superligaen (2007)
Pokalvinder (2010 og 2011 som assistent)
DM-guld (2012)
DM-sølv (2013)