Fodbold

Fans hylder dansker: Fantastisk assist i sidste minut

Der blev sat et markant dansk aftryk på sejren, da AZ Alkmaar lørdag aften slog Cambuur med 2-1 i Æresdivisionen.

Det var nemlig i høj grad Simon Poulsen, der kunne tage æren for det sidste mål i kampen, som blev sat ind i det allersidste minut af den ordinære spilletid.

Den danske back tog en fremragende tur op langs venstrefløjen, hvor han først satte én Cambuur-spiller og siden snørede en anden med en stopfinte.

Derefter fandt han en helt fri Markus Henriksen i midten af Cambuurs felt, og den norske midtbanespiller kvitterede for Poulsens fremragende oplæg med matchvinderen.

Og fansene var da heller ikke i tvivl om, hvem de skulle takke for sejren denne lørdag aften. Efterfølgende sang de Simon Poulsens navn, indtil sejren kom i hus efter tre overtidsminutter.

Med sejren er Alkmaar på fjerdepladsen i Æresdivisionen - et point fra Feyenoord på tredjepladsen, der dog har en kamp i hånden.