Fodbold

Dansk oldboys-hold med kendisser møder FC Barcelona

HOG Hinnerup fra Østjylland er Danmarks mest velgørende fodboldhold, og den titel har nu sikret holdet kampe mod mægtige FC Barcelona og naboerne fra Espanyol.

Det er samarbejdet med UNICEF og herigennem en donation på en kvart million polio-vacciner, der har fået kædet klubben sammen med et showhold fra FC Barcelona, hvor der er mulighed for at møde tidligere stjernespillere som Carles Puyol og Julio Salinas.

I den kommende weekend rejser holdet til Barcelona, hvor kampene spilles, og holder medbringer vanen tro nogle kendisser som ambassadører.

Der er faktisk allerede blevet offentliggjort navne til startopstillingen, som kommer til at tælle selveste Poul Krebs, musiker, Carsten Bang, der er komiker, samt den tidligere landsholds- og Espanyol-spiller John Lauridsen.

Sportsdirektør og stifter af holdet, Simon Schiølin, er stolt og glad for både dette års koncept og ambassadørkorps.

- Vi har siden 2009 benyttet verdens mest populære sport som løftestang i vores omfattende samarbejder med Røde Kors, ADRA Danmark og senest UNICEF, hvilket foreløbig har resulteret i sportsudstyr til en værdi af 11 millioner kroner, skolegang til 300 børn, opførelse af huse til 50 familier, 25 millioner liter renset vand og snart en kvart million vacciner mod polio, siger Simon Schiølin i en pressemeddelelse.

Han fortæller desuden til TV 2 SPORT, at det er en helt unik chance at møde FC Barcelonas showhold, som ifølge Schiølin årligt modtager 10.000 forespørgsler fra forskellige klubber rundt om i verden.

Danmarks mest velgørende fodboldhold har tidligere besøgt og spillet kampe til fordel for velgørenhed imod Celtic FC med Marc Rieper, Ajax Amsterdam via Søren Lerby, Tottenham Hotspurs med Allan Nielsen, i Dubais skoldhede ørken, på Indlandsisen i Grønland og senest Shanghai med Ebbe Sand som ambassadør.

- Vi har siden begyndelsen forsøgt at tænke - ikke ud af - men på kanten af boksen og på den måde skabt kampe og events, som ikke er set før - et af de mest åbenlyse eksempler værende, at vi sammen med Olympiakos og FC Barcelona er de eneste hold i Europa, der bærer UNICEFs ikoniske logo på vores spilletrøje.