Fodbold

Dansker bag verdens bedste mål: Det er helt vildt!

I dag faldt afgørelsen.

Det danske mål, som Women’s Soccer United (WSU) nominerede til verdens bedste i april, endte som den klare vinder foran de resterende fire bud.

Det var KoldingQ’s anfører og landsholdspiller, Sanne Troelsgaard, der i april måned leverede en sand perle, da hun hamrede bolden i nettet fra 35 meters afstand.

Hele 60 % af stemmerne gik til danskeren. Det var næsten dobbelt så mange, som den nærmeste konkurrent kunne rage til sig.

Og det var en overrasket anfører, som TV 2 SPORT talte med for få timer siden.

- Det er jo helt vildt, siger Troelsgaard glad til TV 2 SPORT.

- Jeg kunne godt se, der var mange inde for at stemme, men jeg har også set de andre mål, og det er jo gode mål alle sammen. Men det er fedt at vinde!

I øjeblikket hvor hun sender bolden af sted, tænker hun ikke så meget over situationen.

- Da jeg ser den efterfølgende, tænker jeg, hvordan jeg kan finde på at skyde så langt udefra. Jeg tror ikke, det sker så tit, så det er også lidt heldigt, men det var fedt, at den gik ind, siger Sanne Troelsgaard.

Og det er et stort privilegium for landsholdspilleren at vinde foran andre meget dygtige internationale spillere, heriblandt Carli Lloyd, som FIFA i 2012 kårede til verdens bedste.

- Det betyder rigtig meget. Danmark er jo et lille land, og vores kvindefodbold betyder ikke så meget som i andre lande, siger Sanne Troelsgaard.

- Så det er fedt, at Danmark kommer lidt på verdenskortet.

Efter sådan en omgang er selvtilliden naturligvis helt i top, men ifølge Sanne Troelsgaard må det ikke fjerne fokus fra det slutspil, som KoldingQ lige nu er midt.

- Jeg ved godt, at det er noget, jeg lever på lige nu, men der er stadigvæk fokus på fodbold og holdet herhjemme, siger Troelsgaard.

- Men det er fedt, og det booster selvfølgelig selvtilliden at vinde det her.

Målet blev scoret, da KoldingQ mødte Fortuna Hjørring på udebane i 3F Ligaen. En kamp som KoldingQ i øvrigt vandt 4-2.

Du kan se perlen af et mål i videoen ovenfor.

WSU's afstemning

1. Sanne Troelsgaard (60%)

2. Dzsenifer Marozsán (32%)

3. Anissa Lahmari (5%)

4. Carli Lloyd (2%)

5. Christen Press (1%)