Fodbold

Ronaldo bliver makker med barndomsidol i dansk computerspil

Er du barn af halvfemserne, husker du helt sikkert sætningen ”Øhh hvor ska’ vi hen, du?”.

Skærmtrolden Hugo får nu (endnu) en renæssance, da han sammen med megastjernen Cristiano Ronaldo netop er udkommet som spil til mobiltelefoner og tablets.

”Ronaldo & Hugo Superstar Skaters” hedder det nye spil, og her gælder det om at styre Cristiano Ronaldo og Hugo væk fra den glubske paparazzi-fotograf Pete.

- Vi er hos Hugo Games både stolte og glade over at kunne annoncere et samarbejde med verdens største sportsstjerne, Cristiano Ronaldo, siger Hugo Games grundlægger og CEO Henrik Kølle.

Selvom det umiddelbart virker til at være det danske firma, der har lavet lidt af en scoop, så er Real Madrids verdensstjerne altså også ret godt tilfreds med samarbejdet.

- Det bliver fantastisk at være en del af spillet. Det er utroligt, og jeg er stolt over det, siger sidste års vinder af FIFAs Ballon d’Or.

Det er ikke første gang Hugo Games lancerer et spil med Hugo, i juli 2012 kunne fans downloade ”Hugo Troll Race”, som var mere eller mindre det samme spil, som nød så stor succes i tv-stuerne tilbage i 90’erne.

Den ikoniske skærmtrold Hugo levede i flere år som fast indslag i TV 2-programmet Eleva2ren, hvor folk ved hjælp af deres fastnets telefoner kunne styre trolden igennem en labyrint, og i sikkerhed fra den onde heks Afskylia.

Eleva2ren stoppede i 1996, men den grønklædte trold med den markante tand i undermunden overlevede, og har faktisk optrådt på tv i mere end 40 lande, blandt andet i Portugal, hvor Cristiano Ronaldo som barn også nød den lille danske trold.

Se indslaget i klippet over artiklen.