Tidligere Fredericia-anfører er død

16x9
Brian Fakkenor (tv.) er død i en alder af 41 år. Foto: Scanpix

Den tidligere superligaspiller Brian Fakkenor er død i en alder af bare 41 år, skriver hans tidligere klub FC Fredericia på sin hjemmeside.

Fakkenor har de senere år været ramt af sygdommen borrelia. I størstedelen af sin karriere optrådte Fakkenor for FC Fredericia, men omkring årtusindeskiftet havde han en afstikker til superligaklubben Esbjerg.

- Det er med stor sorg, at FC Fredericia modtog beskeden om Brian Fakkenors død. Brian har været alvorlig syg gennem de seneste år og onsdag den 10. juni afgik Brian ved døden. "Fakke" var på mange måder indbegrebet af FC Fredericia. Han kom til klubben i 2001 og var med hele vejen fra de glade amatørdage til indvielsen af det nye stadion og sluttede i FCF i 2010, skriver FC Fredericia i en meddelelse på klubbens hjemmeside.

- Fakke var vellidt og respekteret af alle i klubben og var et helt naturligt valg som anfører gennem mange år. Fakke var en ambitiøs og hårdtarbejdende fodboldspiller, som stillede krav til klub og medspillere, men som aldrig tabte respekten for de mennesker, han havde med at gøre. Vi kendte ham som et varmt og hjertelig menneske og med en glad humor, lyder det endvidere.