Fodbold

Her er hemmeligheden bag verdens bedste mål

Se SportsLab på TV 2 PLAY her

For over 18 år siden svingede en lille mand sit venstreben og forbløffede en hel fodboldverden.

Det, der få sekunder forinden virkede umuligt, blev til virkelighed.

Ét spark. Ét mål. Verdenshistorie.

- Det var mit livs bedste mål. Et mål, som alle taler om. Alle spørger om det. Det er et mål, der altid vil blive husket, siger Roberto Carlos, da TV 2 SPORT møder ham til en snak om frisparksmålet, der den dag i dag stadig står tilbage som et af de bedste i verden.

- Det burde ikke være videnskabeligt muligt, lyder vurderingen af målet fra brasilianerens nuværende holdkammerat John Arne Riise, der ellers selv i løbet af sin karriere er blevet kendt som en langskudskonge.

Alt gik op i en højere enhed

Den danske dommer Kim Milton Nielsen tilkendte d. 3. juni 1997 et frispark til Brasilien med Roberto Carlos på holdet, der mødte Frankrig i en opvarmningsturnering forud for VM året efter.

Med 34,3 meter til mål placerede Frankrigs målmand Fabien Barthez fire mand i sin mur og blokerede dermed for et direkte spark i franskmandens venstre side af målet.

De 28.193 tilskuere på Stade de Gerland i Lyon kunne derefter se, hvordan Roberto Carlos lagde bolden nøje til rette foran sig. Han havde en plan.

Efter et tilløb på 11,3 meter bragede brasilianeren bolden af sted med et ydersidespark på 102,4 km./t.

Det gav kun Fabien Barthez 1,2 sekunder til at reagere, og Frankrigs sidste skanse var chanceløs, da bolden drejede i en bemærkelsesværdig stor bue rundt om muren, inden den tog stolpen og gik i nettet.

- Det var et meget heldigt mål. Jeg følte en enorm tillid til min krop og mine fødder og stor koncentration. I det øjeblik gik alt op i en højere enhed, sagde Roberto Carlos dengang om sit frispark.

Du kan se en animation af frisparksmålet herunder.

Nu melder det store spørgsmål sig så. Hvordan var det muligt?

- Det ved jeg ikke. Der er ingen forklaring. Det var et lyn fra en klar himmel, siger Roberto Carlos med et smil til TV 2 SPORT.

Så let lader vi dog ikke forklaringen fra den nu 42-årige Carlos slippe.

AGF-profil testet i laboratorie

Ved hjælp af en computer er det beregnet, at bolden på et tidspunkt var 7,37 meter uden for sit udgangspunkt, før den gik i mål.

Det vides ikke præcist, hvor meget skru og antal omdrejninger bolden havde, så derfor tog SportsLab til Institut for Idræt på Aarhus Universitet for at se nærmere på det fænomenale mål.

Lektor og biomekaniker Thomas Bull Andersen, der har forsket i spark og skru i fodbold, vurderer ud fra optagelserne af målet, at bolden drejede omkring 7 gange om sin egen akse i sekundet.

Men hvor meget er det egentlig?

For at finde ud af, hvor imponerende det er, at Roberto Carlos kunne få bolden til at dreje med 7 omgange i sekundet med en kraft på 102,4 km./t testede SportsLab Superligaspilleren Daniel Christensen fra AGF.

AGF-backens hårdeste spark uden skru blev malt til 103 km./t. Da han senere blev bedt om at sparke med skru, viste der sig en tydelig sammenhæng mellem farten og antallet af omdrejninger i sekundet.

Forsker om Carlos-mål: Imponerende

På hans hårdeste spark på 103 km./t til sparket med flest omdrejninger på cirka 11 omgange i sekundet tabte bolden en fart på 52 km./t – og for at ku opnå samme skru som Carlos sparkede Daniel Christensen 26,4 km./t langsommere.

Det bekræfter over for Thomas Bull Andersen sværhedsgraden i Roberto Carlos’ frispark fra 1997.

- Farten på bolden er jo rigtig stor, og alt andet lige, så vil det koste noget på farten, hvis man skal have skru på bolden. Vores forsøgspersoner, dem der sparker hårdest inde i laboratoriet, de sparker omkring 120 km/t (uden skru, red.), så det at han kan sparke over 100 km/t med væsentlig skru, det er ret imponerende, siger Thomas Bull Andersen om brasilianerens frisparksmål.

Han forklarer herunder, hvorfor Roberto Carlos’ bold ændrer bane i luften.

Carlos' lille trick

Den lille brasilianer forklarer også, at han brugte et ekstra lille trick for at optimere sine chancer.

- Jeg placerer bolden med ventilen ind mod mig lidt til venstre og sparker med den yderste del af foden. Dér er bolden hårdest, og den får så meget kraft og skru, at det er farligt for målmanden, siger Roberto Carlos.

Hør hvorfor det er en fordel for Roberto Carlos at placere ventilen mod sig selv i videoen herunder.

Se hele udsendelsen om Roberto Carlos i SportsLab på TV 2 PLAY

#tv2sportslab

SportsLab med Michael Stærke og Thomas Bilde undersøger myter, tester gear og frembringer ny viden, der både fascinerer og forbedrer.

SportsLab er programmet for dem, der gerne vil vide mere om sport - og gerne vil have det at vide på en både underholdende og seriøs måde.

Hver uge går værterne i marken og laver forsøg med alt lige fra, hvilken betydning en våddragt har for ens svømmepræstation, om kulhydrater forbedrer eller forringer din præstationsevne og om en cykelrytters rystelser på brosten overholder arbejdsmiljøkravene.

Få seneste nyt om programmet ved at følge SportsLab her.

Roberto Carlos

  • 42 år.
  • Spillende træner, Delhi Dynamos FC
  • Tidligere klubber: Anzhi Makhachkala, Corinthians, Fenerbache, Real Madrid, Inter, Palmeiras, União São João.
  • VM-guld med Brasilien i 2002.