Fodbold

Svensk provokatør er tilbage: Vores fans vil dominere alt

Du kan ligeså godt øve dig på navnet John Guidetti inden de to kommende playoffkampe.

Måske kender du det endda allerede fra U21-slutrunden tilbage i juni-måned, hvor han efter semifinale-sejren mod Danmark nærmest råbte følgende svada ud i mikrofonen.

- Man kan ikke sige, at det er let at møde os, når man taber 1-4. Det er lidt pinligt.

- Vi vandt med 4-1, vi var helt overlegne. Det er det dårligste hold, vi har mødt i turneringen, fik John Guidetti blandt andet sagt i sin dansker-sviner til TV4 Sport efter kampen.

Efterfølgende var Guidetti ude og undskylde med forklaringen om, at der var mange følelser indblandet lige efter kampen.

Nu er han så tilbage. Denne gang med en hyldest til de svenske fans - og måske en indirekte provokation til de danske:

- Jeg ved, at vore fans er bedre. Det viser de altid. Jeg ved, de svenske fans vil dominere både her og i København, siger han til TV4.

I optakten til kampene mod Danmark har det svenske medie Fotbollkanalen også fået en snak med Guidetti.

Her går han så vidt som at kalde det en katastrofe for Danmark, hvis ikke de går videre, da han anser dem som favoritter.

Samtidig slår han fast, at han ikke fortryder interviewet under EM-slutrunden, selvom han altså har undskyldt det.

- Mange siger, at jeg er skør, og så siger jeg, at jeg er lidt skør.

Højbjerg siger, at han ikke har glemt det?

- Fedt! Så håber jeg bare, at jeg ikke må sluge mine ord. Men jeg stoler på alle på holdet, siger Guidetti.

Sådan sender TV 2 SPORT fra landsholdslejren

  • Mandag d. 16. november

    22:55-23:25: SportsCenter Ekstra: Vejen til EM

  • Tirsdag d. 17. november

    22:45-23:50: SportsCenter Ekstra: Vejen til EM (direkte fra Telia Parken efter kampen mod Sverige)