Fodbold

Tofts karakterbog: Olsens overraskelse lavede frøken-tacklinger

TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft roser den danske defensiv, men er ikke imponeret over de to startende kanter på mod Sverige. 

KASPER SCHMEICHEL 5/6

Hvis vi trækker lidt i begejstringen over nogle af hans udspark, så stod han igen fremragende. Med nogle reaktionsredninger i 1. halvleg af en anden verden. Specielt en fra tæt hold fra Marcus Berg og en knaldhård afslutning fra Zlatan.

LARS JACOBSEN 3/6

Stille og rolig 1. halvleg, men fik en større betydning efter pausen og specielt mod slutningen. Det ser så roligt ud, når han danser på linien.

SIMON KJÆR 5/6

Vi er tæt på den absolutte topkarakter. Vandt stort set alt i duelspillet - langsjorden og i luften. Havde et godt tag - igen - på Zlatan. Og slap fornuftigt af med bolden. En klasse præstation.

DANIEL AGGER 5/6

Bandt det hele sammen centralt - dirigerede og greb ind ganske suverænt. Virkede dejlig rolig overfor Zlatan. Det er et internationalt meget stærkt par, Agger og Kjær.

RIZA DURMISI 2/6

En 1. halvleg, hvor den manglende internationale rutine blev udstillet. Havde for mange dårlige afspil og placeringer. Specielt så han ikke godt ud ved optakten til det første svenske mål. Spillede sig meget op efter pausen, hvor der blev trukket store veksler. Men som helhed ikke som i de foregående landskampe - men han er holdets venstre back.

WILLIAM KVIST 3/6

Overbebyrdet før pausen, fordi Kahlenberg ikke fungerede. Så fik han ekstra travlt, men gjorde det meget fornuftigt. Ikke så omstændig, men med omtanke.

THOMAS KAHLENBERG 1/6

1-tallet er måske lidt hårdt. For det betyder dumpet. Kahlenberg har præsteret flot i Superligaen, men bortset fra de første 10-12 minutter nåede han aldrig at få fodfæste. Hverken i omgang med bolden eller placering på banen. Ærgerligt at han ikke kunne leve op til startpladsen. Udskiftet tidligt i 2. halvleg. Men nåede at lave et klodset straffespark.

CHRISTIAN ERIKSEN 3/6

Dejligt at se ham på 10’er positionen, selvom der også her var nogle udsving. Jeg vælger at tro, at det skyldes bedre medspillere at han generelt præsterer en my højere i Tottenham end på landsholdet. Men lavede geniale ting - desværre nåede Eriksen aldrig rigtig på skudhold. Jo, et frispark, som ikke var til plussiden.

MARTIN BRAITHWAITE 1/6

Det blev så flot indledt med nogle hurtige ryk - dog uden gevinst. Måske lidt for meget fart i forhold til styr på bolden. I det defensive var tacklingerne for slappe. Blev udskiftet med Yussuf Poulsen.

NICKLAS BENDTNER 3/6

Lidt svær at karakterisere - for han fik for lidt at arbejde med. Og når han så fik muligheden kiksede det. Burde have lavet et mål. Men arbejdede ihærdigt. Burde helt klart have fået et straffespark!

VIKTOR FISCHER 2/6

Overraskelsen i startopstillingen. Og ihærdig indledning med et par initiativer. Men frøken-tacklingerne trækker fra. Der var brug for dem, da svenskerne tog overtaget.

PIERRE-EMILE HØJBJERG 3/6

Afløste Kahlenberg og kom ind med rolig boldomgang. Fine sideskift, selvom han overså nogle. Fyldte langt mere end Kahlenberg og bør starte tirsdag.

NICOLAI JØRGENSEN 3/6

Et herligt indhop - han bør starte tirsdag. Mere fysik, bedre hovedspil og fremfor alt gode, overraskende driblinger. Vi har savnet en venstrekant type a-la Jesper Grønkjær. Her er han.

YUSSUF POULSEN 3/6

Også han med et godt indhop, for her kom der fysik på. Gik ind i duellerne, satte fart med mening og havde en god balance med det ivrige og fornuftige. Han overhalede Braithwaite på højre kanten her i Stockholm.