Fodbold

Før landskampen: Sådan skærper politiet sikkerheden

Terrorangrebet i Paris fredag aften og nat trækker også spor til landskampen mellem Danmark og Sverige i aften, hvor Københavns Politi vil intensivere sit arbejde før, under og efter fodbolddysten. De mange fodboldfans vil se et tydeligt og talstærkt repræsenteret politikorps i og omkring Parken.

- Vi plejer som regel at være så lidt synlige som muligt til fodboldkampe og så koncentrere os om de uromagere, der eventuelt ønsker at lave ballade.

- I det her tilfælde har vi besluttet os for at være mere synlige for at sende et signal om at man sagtens kan gå til fodbold herude og være tryg, siger politiinspektør Peter Dahl til TV 2 SPORT.

Han fortæller, at landskampen mellem Danmark og Sverige hele tiden har været betragtet som en højrisiko-kamp, fordi politiet har modtaget efterretninger om, at hooliganfraktioner fra de to lande havde planlagt at mødes i forbindelse med kampen.

- Det er klart i forhold til det, der er sket i Paris, har vi nok tunet vores plan en smule og har også omdisponeret vores styrker, så de mere retter sig over mod at skabe nogle trygge og sikre rammer for de mange tusind mennesker som skal til fodbold her i Parken, fortæller politiinspektøren, inden han forklarer om endnu en sikkerheds-stramning.

- Vi er også i tæt samarbejde med Parken og DBU i forhold til, hvordan adgangskontrollen skal være og sikkerhedsforanstaltningerne, når man skal lukkes ind, lyder det fra Peter Dahl til TV 2 SPORT.

DBU anbefalede allerede i går fans om at komme tidligt.

Den anbefaling bakker Peter Dahl helt op om

- Skal vi være mere grundige, så tager det også længere tid. Derfor er vi helt med på at opfordre folk til at komme herud så tidligt som muligt.

- Meget gerne fra klokken 19.15 når portene åbnes, siger Peter Dahl.