Ove P til DBU: Vælg Hareide og drop Olsens ”røde tråd”

Spekulationerne om, hvem der skal overtage jobbet som dansk landstræner, er i fuld gang. Flere medier, herunder TV 2 SPORT, mener at vide, at det bliver nordmanden Åge Hareide, der i fremtiden skal bestride det mest prestigefyldte job i dansk fodbold.

Et valg, der allerede har mødt modstand fra både eksperter og fans. Således har 57 procent af TV 2 SPORT's brugere svaret ”nej” på spørgsmål om, hvorvidt Hareide er den rigtige mand til posten, mens Ekstra Bladets fodboldredaktør Allan Olsen kalder Hareide for en ”mellemløsning” og et ”kedeligt og konservativt valgt ”.

Men nu kommer en af dansk fodbolds mest garvede skikkelser den upopulære Malmø-træner til undsætning.

Den mangeårige superligatræner Ove Pedersen ser nemlig Åge Hareide og Danmark som et godt match.

- Optimalt set burde vores landstræner selvfølgelig komme fra Danmark. Men vi må også bare erkende, at vi ikke har ret mange emner at tage af. Vores eget felt af mulige ansøgere er simpelthen for småt. Der er vel kun Michael Laudrup, og når han ikke vil, så mener jeg, det er nærliggende at kigge mod én, der kender vores liga, vores kultur og som har international erfaring, siger Ove Pedersen til TV 2 SPORT.

Nordmanden med en fortid i Brøndby har haft stor succes i Malmø, som han både har ført til et mesterskab og flotte resultater i europæisk fodbold. Det er dog sket med en noget anden form for fodbold end den boldbesiddende stil, som Morten Olsen lancerede, da han skabte filosofien ”Den Røde Tråd”, der siden er blevet et varemærke for det danske landshold, hvilket Claus Bretton-Meyer uddyber her:

Åge Hareide er langt mere resultatorienteret og er ikke bleg for at tage et defensivt udgangspunkt og stå kompakt på banen. En tilgang som DBU og landsholdet ifølge Ove Pedersen vil have stor gavn af.

- ”Den Røde Tråd” har for længst spillet fallit. Kig bare på denne her EM-kvalifikation og den forrige VM-kvalifikation for den sags skyld. De andre hold har læst os. De ved, hvad vi vil, og kender vores spilmønster. Fodbold forandrer sig, og så skal du i øvrigt ikke fortælle mig, at Danmark spillede efter nogen ’rød tråd’ i Parken mod Sverige, konstaterer den nuværende Fredericia-træner.

DBU har annonceret, at den nye landstræner er fundet inden nytår, og skal man tro Ove Pedersen, så kan Åge Hareide være manden, der på flere fronter kan skubbe Danmark i den rigtige retning. 

- For Åge Hareide handler det om at vinde fodboldkampe, og det har han bevist, at han kan på et højt internationalt niveau. Samtidig er han en flink og imødekommende mand. DBU har jo et mål om, at landsholdet skal være ’folkets hold’. Det tror jeg faktisk, han kan hjælpe med.