Fodbold

Svensk avis: Hareide bliver offentliggjort i næste uge

Tidligere fredag bekræftede Åge Hareide over for flere svenske medier, at han er blandt DBU's tre-fire kandidater til jobbet som dansk landstræner.

Han ville ikke kommentere yderligere på processen og hans muligheder, men Kvällsposten skriver nu, at Hareide bliver præsenteret som ny landstræner allerede i næste uge.

Det har flere kilder angiveligt fortalt avisen.

Ifølge kilderne bliver Åge Hareide præsenteret efter Malmø FF's Champions League-opgør på onsdag mod Zlatan Ibrahimovic og Paris Saint-Germain.

DBU har fortalt, at man er langt i processen med at finde en ny landstræner.

Kandidatfeltet er således blevet skåret ned til tre-fire kandidater, hvoraf den ene altså er Åge Hareide.

Han har tidligere været træner i Brøndby IF og har i sin karriere vundet klubmesterskabet i Danmark, Norge og Sverige. Han har også stået i spidsen for Norges fodboldlandshold.

Åge Hareides trænerjob

  • 1985 - 1991: Molde
  • 1993 - 1997: Molde
  • 1998 - 1999: Helsingborgs IF
  • 2000 - 2002: Brøndby
  • 2000: Rosenborg
  • 2003 - 2008: Norges landshold
  • 2009: Örgryte IS
  • 2009 - 2012: Viking
  • 2012: Helsingborgs IF
  • 2014 - 2015: Malmö FF

Titler: Dansk mester med Brøndby, norsk mester med Rosenborg, svensk mester med Helsingborg og Malmö FF. Norsk pokalvinder med Molde og Rosenborg, svensk pokalvinder med Helsingborg.