Fodbold

Pointtab bekymrer FCK'ere før topduel

FC København tabte søndag vigtige point i topstriden, da holdet måtte nøjes med uafgjort mod bundholdet Viborg på hjemmebane.

Københavnertruppen kunne ellers have øget afstanden til de nærmeste konkurrenter i toppen af Superligaen, men efter 90 minutter viste måltavlen 0-0, og det er et resultat, som vækker bekymring inden denne uges topkamp mod de regerende danske mestre.

- Hvis vi spiller, som vi gjorde i dag (søndag, red.), bliver vi kørt over af FC Midtjylland. Der skal andre boller på suppen, og det er vi klar over, siger Peter Ankersen til TV 2 SPORT.

- Vi har været gode til indtil videre at have fokus på næste kamp. Eller kommende kamp. Vi havde en god forberedelse, og vi har haft gode træninger. Så at vi ikke formår at omsætte det i kampen er ikke godt nok, fortsætter han.

Holdkammeraten Nicolai Jørgensen deler Peter Ankersens bekymring, og ifølge ham kræver en sejr over FC Midtjylland især skarphed på målchancerne.

- Vi skal stå bedre. Vi skal være mere organiseret og skarpere på vores chancer, siger Nicolai Jørgensen.

Selv om FC København kun formåede at få et enkelt point ud af kampen mod Viborg, er københavnerholdet fortsat favorit til at vinde over FC Midtjylland på søndag. Det mener TV 2 SPORTS fodboldekspert Morten Bisgaard. Hør hvorfor i videoklippet herunder.

STILLINGEN LIGE NU

  1. FCK - 32 point
  2. FCM - 31 point
  3. BIF - 26 point
  4. AaB - 25 point
  5. SØN - 25 point
  6. RFC - 23 point
  7. FCN - 22 point
  8. OB - 21 point
  9. AGF - 18 point
  10. VFF 18 point
  11. EfB - 15 point
  12. HIK - 9 point

AaB og RFC har spillet en kamp mindre end de øvrige hold