Fodbold

I dag handler alt om Zlatan - og intet andet!

Han er 195 centimeter høj, vejer 95 kilo, bruger størrelse 47 i fodboldstøvler, og lige præcis i dag handler alt om ham. Og intet andet.

Zlatan Ibrahimovic vender i aften hjem til sin gamle hjemmebane, når Malmö FF møder Paris Saint-Germain i Champions League, men op til kampen er al snak om fodbold forstummet, mens Zlatan-feberen har bredt sig over hele Malmö. Og det er der mange gode grunde til.

Bysbarnet Zlatan Ibrahimovic har i bedste Robinhood-stil lejet den centrale plads i Malmös bymidte, Stortorget, så hele byen kan mødes og sammen forgude fodboldkongen.   

- Jeg vil have, at alle kan se kampen. Det er et minde for livet. Alle skal kunne sige, at de var her og så kampen, selv om de kun var på torvet. Det er ren glæde og kærlighed til byen, sagde Ibrahimovic for nyligt om sin heltegerning, der selvfølgelig leder tankerne hen på de kår, den svenske fodboldstjerne voksede op under.

Budskabet er klart

For selv om Zlatan i dag er mangemillionær og lever et liv, som er en majestæt værdig, så glemmer han aldrig, hvor han kommer fra. Parallelsamfundet Rosengård i Malmö, et af Sveriges mest belastede boligkvarterer, hvor faren drak og moren i afmagt slog med grydeskeer, bor stadig inde i Zlatan Ibrahimovic, og det er måske netop hans incitament til at samle byen i aften.

- Det var her, alt begyndte for mig, siger Zlatan Ibrahimovic i en video, han lagde på Twitter og Instagram i går aftes, og lige netop det budskab har svenskeren da også formået at få sine sønner til at forstå. Også selv om de aldrig har boet i Malmö - eller Sverige for den sags skyld.

- Far, du må være sød ved Malmö, bønfaldt Zlatans ældre søn, Maximilian, da også PSG-stjernen, da snakken for nyligt faldt på aftenens Champions League-opgør i familiens hjem i Paris.

'Alle skal skrige mit navn'

Nu er det så næsten femten år siden, det svenske fodboldikon forlod Malmö for at spille fodbold i Ajax Amsterdam, og på det tidspunkt var de første byggesten til figuren ’Zlatan’ allerede blevet støbt. En sprængfarlig cocktail af barndommens hårde og ubarmhjertige retorik mikset med et gudsbenådet fodboldtalent formede siden Ibrahimovic, alt imens han vandt tilskuernes hjerter på stadions i Holland, Italien, Spanien og siden i Frankrig.

I aften gæster han så for femte gang som professionel fodboldspiller sin barndomsby, og står det til Zlatan Ibrahimovic kommer kampen selvfølgelig til at forløbe således:  

- Det perfekte scenarie er, at vi vinder kampen, at jeg scorer tre mål, og at alle skriger mit navn efter kampen. Under kampen skal folk heppe på Malmö FF, siger Paris-spilleren i bedste Zlatan-stil.

Og er der én, som kan tillade sig at iscenesætte sig selv på den måde, så er det unægteligt den 34-årige fodboldspiller, der alt andet lige er blevet en elsket – og hadet - superstjerne, fordi han er en øretæveindbydende blærerøv, der har noget at have det i. Klokken 20.45 folder han sig ud, og én ting er sikkert: Kampen bliver et minde for livet. For Zlatan og for Malmö.

Zlatan i Malmö

  • Det er femte gang, Zlatan Ibrahimovic vender hjem til barndomsbyen for at spille en kamp.
  • I 2001 dannede Malmö rammen om en landskampen mellem Sverige og Schweiz. Kampen endte 1-1.
  • I 2010 vandt Sverige 6-0 mod San Marino i en Em-kvalifikationskamp.
  • Året efter spillede Malmö en træningskamp mod Milan. Opgøret endte 2-2.
  • På samme græstæppe vandt Sverige i 2012 2-0 over Kasakhstan i VM-kvalifkationen.
  • Den vågne læser vil ane et mønster. Zlatan har aldrig forladt Malmö med et nederlag, og hvis aftenens Champions League-opgør følger formlen, så ender duellen uafgjort...

Onsdagens opgør i Champions League 5. runde

  • FC Astana - Benfica
  • CSKA Moskva - Wolfsburg
  • Atl. Madrid - Galatasaray
  • Juventus - Manchester City
  • Malmö - PSG
  • Manchester United - PSV
  • Mönchengladbach - Sevilla
  • Shaktar - Real Madrid