Sandheden om Ståle - manden der skulle have været dansk landstræner

Peter Brüchmann tager FC Københavns manager Ståle Solbakken under lup. En mand, der kunne være endt som dansk landstræner.


Har Ståle Solbakken taget al magten i FC København, jernet alle, der stod ham i vejen til side og fået en position så enevældig, at hvis han ryger, så ramler hele organisationen?

Blå Bog: Peter Brüchmann

Peter Brüchmann, kommentator, TV 2 Sportscenter Peter Brüchmann har beskæftiget sig med dansk topidræt i 30 år. Han var i ni år sportschef på BT og skabte Danmarks Sportsavis. Han var også ansvarshavende chefredaktør på BT og har været chefredaktør for TV 2s digitale arbejde. I dag har han sit eget firma, ’Brüchmann’, og laver bøger, foredrag, ledelsesudvikling og journalistik.

Eller er Ståle Solbakken i færd med at skabe Danmarks nye troværdige bud på et hold, der kan spille internationalt – baseret på nye økonomiske vinde i FC København og en klassisk stærk kultur og en udtalt vindermentalitet?

Det er et af de mest interessante spørgsmål i dansk fodbold netop nu. Det vil jeg prøve at besvare i det følgende.

Et andet spørgsmål er, om FC København er gearet op på det niveau som 2010/11 holdet havde. Et af de to bedste klubhold, dansk fodbold nogensinde har set. Og det dyreste. (Brøndby 90/91 var det andet).

Er Ståle Solbakkens nye hold og den økonomiske power på niveau med holdet med Jesper Grønkjær, Dame N’Doye, Zdenek Pospech og Christian Bolanos fra Barcelona-kampene for fem år siden? Eller er FCKs højt besungne investeringer på 129 mio. kroner i nye spillere sidste år i virkeligheden et spin-nummer? Helt eller delvist? Det får du også et bud på længere nede i denne blog.

"Hvordan grejer man Jim Stjerne Hansen?"

Men lad os først skrue tiden tilbage til sommeren 2013. Midt i juni. Undertegnede står på en tankstation i Allinge på Bornholm. Er trukket lidt væk fra festivalpladsen på det store, skønne Folkemøde med al det branchemæssige rygklap, smøger i porten med Johanne Schmidt-Nielsen og Tom Behnke (!) og en meget central partileder på en ret festlig nattetur.

I røret er en person fra Ståle Solbakkens lejr. Det er ikke mig, der har ringet op. ’Hvordan grejer man ham Jim Stjerne Hansen?’ Lyder samtalens essens. Jeg skrev dengang kommentarer om, hvorfor Solbakken var det rigtige bud på en dansk landstræner i fodbold. Den norske træner har formentlig været enig. Han ville gerne spørges til landstrænerjobbet, men DBU og generalsekretær Stjerne ringede bare aldrig.

Jo jo, generalen spurgte pligtskyldigt William Kvist om Solbakkens egenskaber, men mere blev det ikke til, og det var næppe, fordi Kvist sagde noget negativt. Ståle havde været Kvists helt store mentor, manden, der flyttede ham skridt for skridt og lærte ham om god organisation, både på banen og i ledelsen udenfor, inden han kom ned til Bruno Labbadia i Stuttgart og lærte alt om dårlig ledelse.

Kort tid efter gik tingene hurtigt. Ariël Jacobs blev fyret i FC København. Og 21. august 2013 var Ståle Solbakken igen træner i klubben. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det ville blive farligt. For alle. Kan man lave så stor en succes igen? I samme organisation?  Og hvad nu med landsholdet?

Senere det efterår lavede Jim Stjerne og DBU så den – skulle det vise sig – sidste aftale med Morten Olsen gældende til 2016. Resten er ret meget historie. For begge. Jeg vil stadig påstå, at Danmark havde været klar til EM med Ståle Solbakken som landstræner.

FCK træner Ståle Solbakken og spiller Nicolai Jørgensen efter en superliga-sejr mod Brøndby IF
FCK træner Ståle Solbakken og spiller Nicolai Jørgensen efter en superliga-sejr mod Brøndby IF Foto: POULSEN LARS / POLFOTO

Det store clash med Mellberg

Det, man skal forstå med hensyn til Ståle Solbakken, er hans nærmest ufattelige vindermentalitet. Men også, at denne rækker langt ud over førsteholdet og hans direkte medarbejdere i spillertruppen. Han er nærmest besat af at skabe en ’kultur’. Han betragter kulturen som selve fundamentet for succesen.

Det gælder i den sportslige stab såvel som ind i spillertruppen, hvor han siden 2013 har ledt virkelig ihærdigt efter de personer, der skulle bære den nye vinderkultur. Han forsøgte med Olof Mellberg, men det gik grueligt galt.

Ingen siger meget om forløbet i dag, men Mellberg ville bare spille fodbold og skulle ikke nyde noget af at bære Skandinaviens dengang entydigt største fodboldhold som ledertype. Det var nogle ret store clash mellem Solbakken og en af de tungeste profiler i Skandinavien på spillersiden, når det kommer til international historik.

Det bliver i hvert fald spændende at læse, hvad der virkelig skete, når én af de to engang begynder at skrive bøger.

Der var nogle ret store clash mellem Solbakken og Olof Mellberg
Der var nogle ret store clash mellem Solbakken og Olof Mellberg Foto: SOMMER JAN / POLFOTO

Christian Poulsen blev også forsøgt. Ham kendte Ståle da i det mindste. Ja, det var ham, der brød igennem og tog over, da Ståle Solbakken i få minutter nærmest var død på FCKs træningsbane og endte med en pacemaker og et nyt liv takket være FCK-lægen Frank Odgaard.

Men Poulsen fandt aldrig nøglen til Solbakkens nye lederskab, og måske fandt Solbakken aldrig nøglen til de egenskaber, der havde gjort Poulsen til en rigtigt stor europæisk midtbanespiller. I hvert fald kunne han ikke være lederfigur, når han ikke var fast mand på holdet.

I dag har Solbakken fundet sine kulturelle fixpunkter i forholdsvis unge typer som Thomas Delaney, Daniel Amartey og Mathias Zanka Jørgensen krydret med William Kvist, Mikael Antonsson og Stephan Andersen.

’I min klub var det blevet en personalesag’

Udenfor banen stødte Solbakken sig blandt andet på kommunikationschef Christian Wolny. Ville Ståle ikke udfordres, var der bare støj om rollerne eller var Wolnys fokus mere på direktion og Parken end på Ståles sportslige del af butikken? I hvert fald var kemien dårlig, og Wolny endte med at gå, selv om han var anerkendt af medierne og kunne gennemføre strategier for kommunikation og historiefortælling.

Ude på Jens Jessens Vej blev der også skiftet ud. Solbakken kom til en klub og en oplevelse af, at ’FCK er da et godt sted at være’. Altså nærmest en magelighed og meget langt fra den ærgerrighed, der er nøglen i vindermentaliteten. ’VIL DU DET HER NOK?!’ er et spørgsmål, som både trænere, spillere og fysioterapeuter og læger kan genkende nærmest spruttende ud af en mund med norsk udtale.

Andre forsvandt. Michael Mio Nielsen, tidligere topspiller, central figur i FCKs talentudvikling og manden, der var central i at bygge School of Excellence op, sagde pludselig op af egen drift. Ifølge ham selv ikke på grund af Solbakken.

Og blandt Superligaens andre trænere blev der løftet mere end et øjenbryn, når den norske træner kostede rundt med assistenten Brian Riemer til kampene.

Riemer var ungdommens og klubbens mand. Han havde ført Andreas Cornelius, Christoffer Remmer, Jakob Busk, Danny Amankwa, m.fl. til førsteholdet og havde været nøglefigur under Ariël Jacobs. Men pludselig kunne modstandernes trænere se Solbakken slå Riemer hårdt på armen eller skulderen under kampene. Noget, der på tv-skærmen umiddelbart ’bare’ lignede en frustration, der skulle ud på den nærmeste.

Blandt Superligaens andre trænere blev der løftet mere end et øjenbryn, når den norske træner kostede rundt med assistenten Brian Riemer til kampene.
Blandt Superligaens andre trænere blev der løftet mere end et øjenbryn, når den norske træner kostede rundt med assistenten Brian Riemer til kampene. Foto: HOLM MAGNUS / POLFOTO

’Havde det været i min klub, var det blevet en personalesag. Han slog Riemer, fordi modstanderne scorede på en dødbold, og dødbolde var Riemers ansvar’, lyder det fra en kollega på den anden bænk med forargelse.

’Normalt ville vi aldrig gå op i det midt i en kamp, men min egen assistent og jeg vekslede lige et blik’, siger kollegaen.

Andre gange kunne trænerne se Solbakken bede Riemer blive stående fremme på linjen, selv om han åbenlyst var på vej til at sætte sig igen.

En ny hollandsk målmandstræner Anton Scheutjens fik så stort et møgfald, da Johan Wiland droppede mod Real Madrid i 2013, at det skabte en mindre krise – eller i hvert fald lidt snak ud over det daglige - i trænerstaben.

Ståle ved godt, han gik for langt

Når man i dag taler med Ståle Solbakken om den første tid tilbage i FC København, så ved han godt, at han i perioder har ageret som en presset mand. At han er gået for langt og har overskredet flere personers grænser. At han i sin iver efter at skabe den rette kultur – og den var slemt beskadiget efter to-tre år med store lederskift – lavede flere angrebsfejl.

Det skal lige nævnes, at Brian Riemer i dag er U19-træner og har valgt at få sine egne hold i FC Københavns velfungerende talentakademi, ’School of Excellence’, og til hverdagens træninger ofte arbejder tæt sammen med Solbakken. Og at de to flere gange er set grinende sammen til en middag på en af MASH-restauranterne.

Da det værste pres i Solbakkens anden epoke var taget af, kunne man endda opleve ham løsne op frem for at eksplodere, da den brasilianske Claudemir igen kom en dag for sent efter en tur til hjemlandet: ”I got stuck in the weather in Brazil. And this time I promise you, it was true…”

Ståle Solbakken jubler, efter FC København slår Randers FC 4-0
Ståle Solbakken jubler, efter FC København slår Randers FC 4-0 Foto: POULSEN LARS / POLFOTO

Den anden side af Ståle Solbakken er nemlig, at han er en ualmindelig dygtig leder. Han er ikke kun den norske motivations-mester, der ruller tosset rundt på sidelinjen og løfter Luna Christofi i begejstring. Han er også uhyre bevidst om, at hvis FC København i dag skal slå sig igennem til Champions League og Europa League, så kræver det, at alle individer i organisationen – på såvel som udenfor banen – overpræsterer mod budgetter, der som regel er dobbelt så store som FCKs. Eller større.

Udenfor de traditionelt store ligaer drejer det sig om at måle sig mod klubber som Club Brügge, Red Bull Salzburg, FC Basel for slet ikke at tale om nogle af de pengestærke østeuropæere. Her kan spillerbudgetterne gå fra 180-200 mio. d.kr. og opad, mens FCK anslået ligger omkring 90-110 mio. (løn og afskrivninger).

Sagt lidt simpelt vil de sandsynlige udfordrere til Champions League være dobbelt så gode som FCK – og med endnu større afstand til andre danske hold. Og tak til FC Midtjylland for at vise, at pengene ikke altid er retvisende for resultatet.

Da FCKs nye ejere med storaktionærerne Erik Skjærbæk og Karl Peter Korsgaard Sørensen i 2009 tog over, nåede man at få det bedste af Solbakkens første periode til og med sommeren 2011. Men man fjernede gradvist også foden fra den økonomiske speeder.

Det var givetvis ansvarligt med stor gældsbyrde og en del andet på opgavelisten, men i en international fodboldsammenhæng var timingen så uheldig, som den kunne blive. Dansk fodbold stod foran at skulle indkassere gevinsten fra årtiers hårde arbejde med gode seedninger, kæmpepuljer i UEFA-badekarret og generelt bare deltagelsen i en meget stor vækst-industri. I stedet rutsjede en succes opbygget over årtier baglæns. Meget mere om det senere.

Lange i centrum på Ståles hold

Hvis vi kigger på det hold, Solbakken har sat i den sportslige sektor, så er det meget anderledes end i årene 2011-13. Han er selv i dag manager med hele det overordnede sportslige ansvar.

Carsten V. Jensen, der var sportsdirektør og tidligere Solbakkens chef, endte med at blive afskediget i en ærgerlig kombination af fejldispositioner. Først tog han selv trænerroret, da Roland Nilsson i starten af 2012 blev fyret efter, at det viste sig, at Nilsson langtfra var Solbakkens rigtige afløser. Dermed rokkede ’CV’ ved sin position som den sikre kontinuitet.

Han var ganske vist stadig en kompetent sportsdirektør over Ariël Jacobs, men stod svækket, da Solbakken kom tilbage i 2013. Dels på grund af sin egen træner-udflugt, dels på grund af fejlskud på den dyre transferside.

FC Københavns tidligere sportsdirektør Carsten V. Jensen endte med at blive afskediget i en ærgerlig kombination af fejldispositioner
FC Københavns tidligere sportsdirektør Carsten V. Jensen endte med at blive afskediget i en ærgerlig kombination af fejldispositioner Foto: Claus Bech / Scanpix Denmark

Dernæst blev Solbakken og ’CV’ sidestillet og til sidst blev sidstnævnte fyret og er i dag sportschef i FCN. Den historie tager vi fat på en anden god gang. Den er bestemt heller ikke uinteressant. Men det er afgørende her at sige, at det ifølge både Solbakken og Carsten V. Jensen ikke var et ønske – sidestillingen såvel som afskedigelse – der kom fra Solbakken. Begge taler i dag troværdigt, pænt om hinanden.

I stedet er Solbakkens gamle højre hånd og assistenttræner, Johan Lange, i dag blevet teknisk direktør. Han er med i alle led af organisationen. Laver oplæg for spillertruppen på næste modstander, forhandler med transfer-emner og er med til at scoute dem, er langt inde i School of Excellence og er i det hele taget den reelle sparringsparter – og rolige modvægt – til Solbakken.

Lange har været cheftræner i Lyngby og kan sagtens få sin egen trænerkarriere, men er også vokset i rollen som sportschef (teknisk direktør) med store muligheder foran sig i karrieren.

Svenskerne Peter Wettergren, Jesper Jansson og Johan Fallby er henholdsvis assistenttræner, leder af scouting-afdelingen og sportspsykolog. Alle håndplukket. Sidste år ’hentede’ man sågar en talentudvikler fra Lyngby til School of Excellence. Det er nye tider i dansk fodbold, at man går på jagt efter staben og ikke bare spillere. Det fænomen kender de også i Aalborg, hvor der er bud efter AaBs dygtige talentudviklere.

For det handler om at præstere. Og i den internationale sammenhæng at over-præstere. Den udbredte opfattelse af Solbakken er en norsk, egenrådig og hidsig træner med krav om dyre spillere, en stor tv-skærm til at se en masse bold og ikke så meget andet. Men den 47-årige nordmand er uhyre bevidst om at skabe en sammenhængende organisation, hvor individet kan vokse i den rigtige kultur. Det lyder banalt, men det er ofte opskriften på varige succeser.

Da han i denne uge af egen lomme havde betalt julefrokosten for de 22 mand i den sportslige stab på Frederiksberg og holdt en velkomsttale, var det centrale budskab værdierne, kulturen og evnen til at få mennesker til at vokse.

Den udbredte opfattelse af Solbakken er en norsk, egenrådig og hidsig træner
Den udbredte opfattelse af Solbakken er en norsk, egenrådig og hidsig træner Foto: POULSEN LARS / POLFOTO

Bolden ruller – og regnskabet vipper

Og nu skal du pudse brillen og hælde ny kaffe op. For det følgende er kompliceret – og kolossalt vigtigt, når man skal vurdere, hvor langt FCK reelt er kommet og hvem der har de bedste forudsætninger for at skabe succes. Og det handler selvfølgelig om penge.

Jeg tillader mig her at citere FC Københavns tidligere direktør, Dan Hammer, der i en klumme i Jyllands-Posten i 2012 skrev følgende vise ord:

Som hovedregel kan en klubs sportslige resultater forklares til cirka 75 procent med, hvor mange penge, der anvendes på spillere (løn og afskrivninger på kontraktrettigheder). Forklaringen kan være svagere (ned til omkring 65 procent), når man måler over en enkelt sæson, og langt stærkere (op til 92 procent), når man måler over meget lange tidsperioder.”

Så hvor mange penge bruger FC København i dag på det sportslige? I årsrapporterne over koncernens regnskaber kan man se, at det er fodbolden, der står for de store udsving på bundlinjen. Fra 168 mio. i plus i gode år som i 2013 (med kampe mod Real Madrid, Juventus og Galatasaray) til minus 11,7 i 2014, når man rammer ved siden af den europæiske skive. Disse tal er fra fodbold-delens bidrag til koncernregnskabet.

I modsætning til dette er Lalandia blevet en stabil overskuds-maskine, der højst svinger fra 54 til 71 mio. i plus – og skaber stor lyst til at kigge på et nyt og tredje Lalandia-kompleks i eller tæt på Danmark.

Lalandia blevet en stabil overskuds-maskine for Parken
Lalandia blevet en stabil overskuds-maskine for Parken Foto: LEHMANN MARTIN / POLFOTO

Fitness.dk udgør den største del af omsætningen (37 procent), men er konkurrencemæssigt kolossalt udfordret af Fitness Worlds aggressive ekspansion og kan lige slæbe sig op til et lille plus (2014). Paradoksalt, når man tænker på, at Fitness World i koncernens spæde vorden bejlede til Parken og kunne være blevet discount-delen af fitness-markedet i Parken-regi.

Jeg tror, at de andre Superliga-klubber skal prise sig lykkelige for, at det ikke gik sådan. I det kommende 2015-regnskab kan Fitness.dk igen være tilbage i minus. Adskillige direktører er røget på fitness-jobbet de seneste år.

Og så er der Parkens kontorejendomme, som bidrager fint til festen. Men det er fodbolden, der ændrer virkeligt gode år til dårlige år – og omvendt.

Skjærbæk og Korsgaards sovepude

Så bestyrelsen i Parken med Skjærbæk og Korsgaard i spidsen har været på følgende rejse siden 2009 – og dette er min ydmyge fortolkning:

De sad pludselig med en pæn virksomhed med en omsætning på mere end en milliard og meget stor mediebevågenhed på især fodbolden. En bevågenhed, de aldrig havde ønsket, men følte, at de var blevet lokket ind i af Flemming Østergaard.

De to tidligere Parken-topfolk Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup blev kendt skyldige i grov kursmanipulation
De to tidligere Parken-topfolk Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup blev kendt skyldige i grov kursmanipulation Foto: Nils Meilvang / Scanpix Denmark

De følte, at de skulle rydde rigtig meget op efter Østergaard, sager med bagmandspolitiet og en meget stor gæld. Ståle Solbakken rejste så i 2011 med fire ud af fem mesterskaber - og inklusive perioden efter Solbakken ramte FCK otte europæiske puljespil på stribe.

Det blev en sovepude. Man gearede det sportslige ned. For langt ned, så man indkasserede følgende åbne sprækker i projektet FC København:

- Man lukkede FC Nordsjælland, AaB og FC Midtjylland ind på den nationale scene.  Ja, Allan K. Pedersen red som en glad Klods-Hans fra Ganløse ind på den store CL-scene og scorede hele det kongerige, som FCK havde sparet op til i et par årtier og kørte grinende derfra i en brølende sportsvogn.

- Man afgav den entydige førsteplads i Skandinavien, som KLUBBEN man skulle spille for, hvis man ville noget i Skandinavien. Som når Tobias Linderoth og Markus Allbäck skulle hjem eller Brede Hangeland og Oscar Wendt skulle bruge det rigtige springbræt.

-  Og man mistede afgørende terræn – målt på økonomisk formåen -  til klubber som Basel, Salzburg, Brügge og især Østeuropa.

I en tid, hvor fodboldens puljer trods finanskrise-efterdønninger boomede, lod FCK momentum glide sig af hænde. I starten gik det sådan set nogenlunde.

Man gearede ned fra ovennævnte spillere til et niveau med Johnny Thomsen, Johan Absalonsen, Marvin Pourié og gedigen Superligaklasse. Kunne stadig vinde DM og ramme puljespil. Men fra 2011-2013 blev det tydeligt, hvor stort dykket fra Østergaards, CV og Ståles FCK til Skjærbæk, Korsgaards og direktør Anders Hørsholts FCK havde været.

FCN, AaB og FCM har nappet tre ud af de fire seneste DM-titler. Nogle af dem med Ståle tilbage i managersædet, og jeg skal ikke frikende nordmanden for ansvar her, men dog synge et mantra fra denne pen: Det tager ti år at bygge en sportslig succes, yderligere ti at befæste den. Det tager to år at ødelægge den.

Og det handler ikke kun om, at sportsdirektøren misser skiven ved dyre indkøb.

For hvad er den økonomiske sandhed? Det eneste, der er synligt i regnskabet som parameter, er posten ’kontraktrettigheder’, der gik fra svimlende 178,4 mio. i 2008 (ja, kontraktrettighedernes kostpris var pr. 1. januar 2009 på 267 mio. kr. og i januar det år købte man så lige oven i Dame N’Doye og Johan Wiland…) ned ad kurven til 89 mio. i 2011 for så at ende helt nede på 64,7 mio. i 2013. Det var kun godt en tredjedel af det højeste niveau.

Her er det HELT afgørende, at man ikke kun kigger på Superligaen i et nationalt perspektiv. Der var tale om, at FCK – i en del af årene - brugte mere end dobbelt så meget eller i hvert fald 30-40 procent mere end nr. 2 på fodbold vurderet på kontraktrettighederne. Så selvfølgelig skulle FCK vinde Superligaen 6,7 eller 8 gange ud af 10.

FCK måtte pludseligt se sig overhalet af blandt andre FC Midtjylland
FCK måtte pludseligt se sig overhalet af blandt andre FC Midtjylland Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Historien om hvordan FCK-holdet er dalet 20 procent

Men som jeg lige har beskrevet, går regnskaberne på fodbold-delen af Parken fra yderlighederne plus 168 mio. til minus 11,7 mio. kr. – på grund af det INTERNATIONALE perspektiv. Og det slår direkte igennem på koncernens store, samlede bundlinje.

Den fejl har man erkendt. Jeg tror ikke, at man taler så højt om, at det er en fejl, men tallene er ret tydelige. Den nye FCK ledelse fik hård kritik af tidligere direktør Dan Hammer. Det har givetvis naget, især fordi hans pointer med hensyn til behovet for at investere hårdt for at øge sandsynligheden for gevinst, viste sig at være korrekte.

I regnskabet fra 2014 er hele side 10 et stort billede af Andreas Cornelius og med store bogstaver står: ”I 2014 investerede FCK 129 mio. kr. i spillertruppen”. Nu bliver det lidt kompliceret, fordi tallene ligner hinanden, men punktet ’kontraktrettigheder’ er samtidig sprunget fra de 64,7 op til 127,5 mio. kroner. En fordobling og det højeste niveau i flere år.

Andreas Cornelius scorer i en kamp mellem FC København og Hobro IK
Andreas Cornelius scorer i en kamp mellem FC København og Hobro IK Foto: KHAN TARIQ MIKKEL / POLFOTO

Der tales om ”den største investering i klubbens historie”. Altså en historie fra bestyrelse og direktion om, at man er på niveau, måske endda mere, end de store år i 2009-2011. Det er i sig selv usædvanligt, at man så åbent taler så konkret om, hvor meget man betaler for nye spillere. ”Jeg blev meget forbavset, da jeg så den side i regnskabet,” siger en fodbolddirektør.

Men hvad er sandheden? Hvor meget er spin? Hvor meget er reelt?

Er der en Jesper Grønkjær? Er der en Dame N’Doye? I sådan en sportslig vurdering.

Nej. Det er et fantastisk spændende FCK-hold lige nu. Ungt og transfermæssigt uhyre interessant. Men et internationalt hold, der kan løfte Danmark? Næppe endnu. Europa er rykket fra Danmark i FCKs dykkende år.

Og så skulle der i 2014 skiftes mange spillere – nærmest ved naturlig afgang. Mange gik og Stephan Andersen, Daniel Amartey, Mathias Zanka Jørgensen, Mikael Antonsson, Bashkim Kadrii, Ludwig Augustinsson, Andreas Cornelius, m.fl. blev købt.

Inde i de bøger, som kun direktør Anders Hørsholt og bestyrelsen kan se, er der et tal, der hedder løn- og afskrivninger. Det vogtes som den hellige gral og er det sande tal for klubbens økonomiske power på det sportslige. Det er her, man kan måle danske klubber direkte med hinanden. Og Danmark kan måle, hvordan man ligger overfor Salzburg, Brügge, Rosenborg og Basel. Hvis man kender tallene.

I 2010 var det tal over 125 mio. kroner. I dag er det tal et sted mellem 90 og 110 mio. Tager vi gennemsnittet af de to, 100 mio., er der tale om et fald på mere end 20 procent i forhold til, hvor meget man bruger på fodboldholdet. Tæller vi inflationen med, kommer man endda over 25 procent, som altså er et tal for, hvor meget mindre der investeres i fodboldholdet i forhold til 2010. Det er ret tankevækkende.

Så tæt er Brøndby og FC Midtjylland på FCKs pengeforbrug

Jeg har talt en del med ledelserne i klubber som AaB, Brøndby og FCM. Har kigget på lønniveauer, transferkøb og kontraktlængder. Og jeg rammer næppe forkert med 90-110 mio. som bud på løn- og afskrivninger i FC København. Også at det ikke flyttede sig væsentligt trods den ’historiske investering’ i 2014.

Men at man blot skiftede nogle dyre spillere ud med andre dyre spillere. Og at man – ikke helt uvæsentligt – var dygtige til at lave lange kontrakter med unge spillere. Godt for transfer, men også godt, når man afskriver transfersummen over mange år – fremfor en kortere og meget dyr kontrakt som med Aggers i Brøndby eller Ulrik Laursens i FCK i sin tid.

I de to hårdest satsende klubber, FCM og Brøndby, regner man selv med, at man bruger cirka halvdelen af de penge, som FCK gør på spillere. Jeg har prøvet at vurdere dette med formændene i de to klubber. Formentlig fordi man kigger på kontraktrettigheder i regnskabet (den officielle post, som alle kan se i årsrapporten) og den store FCK-investering i 2014.

Men når Daniel Agger alene på en 2 års kontrakt koster 17 mio. om året (igen løn og en høj afskrivning af stor transfer over to år) og FCM med spillere som Sviatchenko og Pusic betaler samme lønniveau som FCKs to bedst betalte – Federico Santander og Nicolai Jørgensen – så nærmer de sig. Kendere af disse løn- og transferniveauer regner med, at Brøndby og FCM snarere er på 80 mio. med Brøndby højst af de to. Og altså i dag ganske tæt på FC Københavns sportslige udgifter.

I de to hårdest satsende klubber, FCM og Brøndby, regner man selv med, at man bruger cirka halvdelen af de penge, som FCK gør på spillere
I de to hårdest satsende klubber, FCM og Brøndby, regner man selv med, at man bruger cirka halvdelen af de penge, som FCK gør på spillere Foto: Jens Nørgaard Larsen / Scanpix Denmark

Det er vigtigt her, at ovennævnte tal ikke handler om, hvad der står ’i bøgerne’. Solbakken påpegede tidligere i år, at FCK havde ét regnskab, mens FCM og Brøndby havde et regnskab i klubben og så et hos ejeren, som når f.eks. Jan Bech Andersen har betalt transfer til en ny spiller til Brøndby. Uanset hvordan regnskabet gøres op, er de ovennævnte bud en SAMLET vurdering for den enkelte klub – altså et reelt sportsligt relevant bud på forbruget og ikke en oplysning om, hvad der står ’i bøgerne’.

En forklaring på FCKs lavere forbrug og et fald på 25 procent, kan være, at man nu køber yngre spillere på lange kontrakter og sælger dem undervejs, hvor man i Østergaards og Carsten V. Jensens FCK i højere grad lod kontrakter løbe ud, fordi man var en ’købende’ klub – et andet ord for at være et storhold. Dengang afskrev man typisk helt op til 85-90 mio. om året, i dag afskriver man 20-25 mio.

Og hvorfor så alle disse tal? Jo, FC København har stadig de bedste forudsætninger for at vinde mesterskaberne de kommende år. Dels på grund af økonomien. Dels på grund af Ståle Solbakkens lederskab. Men med væsentligt mindre margin end tidligere.

Er man uansvarlige i Midtjylland?

En budgettering med to ud af fem mulige kvalifikationer til Champions Leagues puljespil er i 2015/16 blevet en meget offensiv udmelding. Selv for FCK.

Nøjagtig ligesom jeg betragter Rasmus Ankersens udmelding om, at en fem-års periode for FCM skal rumme tre puljespil – et i Champions League og to i Europa League – og at det nærmest alene skal bære økonomien hjem i plus som værende uhyre offensiv, grænsende til det uansvarlige. Også selv om Brügge-kampen i denne uge kalder på stor anerkendelse.

På den længere bane – husk Hammers procenter -  er den internationale virkelighed anno 2015/16 bare en anden. Pengene er blevet store derude og mange investerer voldsomt for at nå dem. Både Champions og Europa League er blevet til et casino med gigantiske gevinster. Derfor skruer omverdenen voldsomt op.

Og det bliver ikke bedre af, at man udvider Superligaen næste sæson. Det fordeler pengene på flere og skaber et lavere sportsligt bundniveau. Det er en helt anden historie, som vi også napper en anden gang, men det er fra mit synspunkt afgørende, at alle beslutninger filtreres gennem et internationalt filter og ikke et nationalt.

Danmark hænger bagud i Europa, og det skal især en klub som FCK gøre noget ved. Jeg var ikke den eneste, der var overrasket, da FCK støttede den beslutning, som man ellers altid har været imod.

Nøglen ligger i Parkens bestyrelseslokale

Jeg er skeptisk overfor FCM-projektet på lidt længere bane. Det kræver over-præstation hvert år. Et dyk a la FCKs post-Ståle – og den slags kommer - kan have ødelæggende effekt på FCM-planerne.

Jeg mener, at Brøndbys drømme kræver større tålmodighed, end man har vist de seneste ti år. AaB er en solstråle, som alle kan lære af, men ikke en krog, som vi kan hænge det europæiske point-regnskab på.

Ståle Solbakken er en vej til succes. En dygtig organisation det samme. Men i virkelighedens verden er der en fin balance mellem investeringer og glansbilleder baseret på et styrkeforhold, der var engang.

Ståle Solbakken er en vej til succes, mener Brüchmann
Ståle Solbakken er en vej til succes, mener Brüchmann Foto: POULSEN LARS / POLFOTO

Vi takker for Esbjergs, AaBs og FCMs points de seneste år, men nøglen til den succes, der kan/skal komme de næste 5-10 år ligger lige nu i Parkens bestyrelseslokale og i selskabets direktion. Vil man bruge det fundament, man har, til at løfte dansk fodbold - og samtidig skabe større sandsynlighed for virkeligt flotte regnskaber? Det får vi at se de kommende år.  Kan man holde det meget unge og ekstremt lovende hold nogenlunde samlet og kan man samtidig løfte det yderligere – det bliver nøglen.

Sidste pointe: Hvad er god ledelse, når presset skal fordeles? Jeg var inde på det i en stor kommentar om Brøndby. Ejere, bestyrelser og direktører skal passe på med at signalere ’nu har I fået spillerne – vis os så resultaterne’. Forleden kunne man i Onside høre Anders Hørsholt sige, at det ’er mere presserende end nogensinde’, at FCK vinder DM. Som om spillere og trænere ikke var klar over dette…

Hørsholt og Ståle Solbakken har, som jeg vurderer det, sat et godt hold i en organisation, der igen er på ret kurs. Det burde være nok. En erfaren fodboldleder sagde forleden til mig: ”Man skal altid tænke på, hvad der er befordrende for at kunne præstere.” 

I den seneste tid har jeg også talt med adskillige trænere, der får opringninger a la ’det er afgørende, at I vinder på søndag.’ Lidt a la da Claus Bretton-Meyer som ny DBU-direktør prøvede at true landsholdet til at vinde. Det blev der – også - grinet en del af i fodboldmiljøet.

Der er gennem tiden blevet fyret lidt for mange trænere af bestyrelser og direktioner, der ikke selv tager ansvar. FCK er igen blevet Parken-koncernens erkendte omdrejningspunkt. Det sidste skridt er, at ejere og bestyrelse forstår sporten og ikke bare skubber presset nedad med oppustede meldinger.