Fodbold

Olsen blev aldrig den største landstræner - læs hvorfor

Morten Olsen var nærmest født til jobbet som landstræner. Men blev 15 år med ham som chef så det vi alle drømte om. Her er et bud på et - foreløbigt - eftermæle.


Det var jobbet, han nærmest var født til.

Sjældent har noget virket så troværdigt, som når Morten Olsen sagde ordene: At træne sit eget land er det største, man kan opnå.

Han mente det. Han følte det. Og han havde ment og følt det hele sit liv. Også selv om det ikke længere var det største job.

I Morten Olsens 15 år som dansk landstræner rykkede klubberne, de store ligaer, de store tv-aftaler og især Champions League så stærkt, at landsholdsfodbolden faktisk ikke længere var det største. Landsholdet blev fodboldens smoking, som vi fandt frem ved festlige lejligheder. Ikke helt tilrettet i snittet, nogle gange lidt poset og umoderne, men flot og prangende på overfladen.

Det var cool at være klubfan og lidt for folkeligt at være landsholdsfan. Ikke at det havde noget som helst med Morten Olsen at gøre, men 00’erne betød et regulært magtskifte i fodboldens verden.

Peter Brüchmann

Peter Brüchmann har beskæftiget sig med dansk topidræt i 30 år. Han var i ni år sportschef på BT og skabte Danmarks Sportsavis. Han var også ansvarshavende chefredaktør på BT og har været chefredaktør for TV 2s digitale arbejde. I dag har han sit eget firma, ’Brüchmann’, og laver bøger, foredrag, ledelsesudvikling og journalistik.

I 2016 får træneren i FC København således mere i løn end landstræneren - som et billede på styrkeforholdet. Michael Laudrup føler heller ikke i 2015 ligefrem nogen pligt a la den, Olsen havde følt. Han er hverken født eller fristet til at blive landstræner.

Nu er Olsen så gået ind i det rum, hvor vi andre skal skrive hans eftermæle. Forhåbentlig er der et stop mere på karrierevejen. Eller rettere: Det er jeg overbevist om, at der er. Men med dansk udsyn er han historie for nu.

Ingen Laudrup - ingen Simonsen - kun en Bendtner som tumling

Morten Olsen er indiskutabelt en af de mest markante personligheder i dansk fodbolds historie. Han var helt central som spiller og anfører i en række af de største spillemæssige oplevelser og rambukken gennem den folkelige lydmur i perioden 1983-89. Han var med sine 15 år som landstræner ikke bare en dansk, men en europæisk institution. Men var han den største, som aviserne allerede skrev i 2013? Største personlighed? Største landstræner?

For mig fremstår det som en uforløst periode. Han tog Danmark til fire slutrunder med et persongalleri, der ikke tapetserer den danske fodboldhistorie med glimmer. Et sidste drys Schmeichel i år 2000, indtil der med en venskabelig hånd på skulderen blev sagt stop. Ingen Laudrup. Ingen Elkjær. Ingen Simonsen. Kun en Bendtner, som pendulerede mellem at være tumling og være konge i en meget lille skolegård - eller Lord på en meget lille herregård...

Og så en Christian Eriksen, der blev nødden, hvor Olsen aldrig fik vendt nøddeknækkeren rigtigt, for nu at bruge en af julens store udfordringer som metafor. Og jo, Jon Dahl Tomasson som den mest scorende i historien (52 mål, delt med ’Tist’) var der også som en fyldig figur. Men Tomasson blev den kølige, effektive kalkulator, der aldrig rigtigt blev nationens krammebamse - eller ’kælegris’, som Bo Johansson brugte som udtryk om Martin Jørgensen i 90'erne. Jon Dahl Tomasson, der præsterede på store scener, vil i en del af folkedybet især blive husket for orkestreringen af den skabagtige boykot i 2008 i Portugal. Her havde Ekstra Bladets Allan Pedersen skrevet om ’det ringeste landshold i 30 år’ - og så kunne vi da også bare tie helt stille som straf. Med Jon som fornærmet førstefrøken.

Så fire slutrunder er absolut godkendt som et matematisk KPI-agtigt kriterium. Men de 15 år er langt mere end det. Når man tænker på den position, som Morten Olsen havde opbygget, havde vi drømt om mere.

Som Michael Jackson og Bruce Springsteen på samme scene

Fodboldkløgten er vi alle overbevist om. Læg så dertil en autoritet, som er taget fra en skala, som man nærmest skal til Tyskland for at finde i fodboldhistorien. Forestil dig swimmingpoolen dengang i 80’erne. Et sted i Frankrig. Et sted i Mexico. Jan Mølby, Frank Arnesen, Preben Elkjær, Michael Laudrup, Jesper Olsen og Søren Lerby fejrer sig selv efter endnu en sejr og med smag for mere. Ikke de mest selvudslettende personligheder. Heller ikke tørvetrillerne på jagt efter en aqua minerale og et vækkeur, der kunne få dem tidligt op. Men de drejede transistorradioen ned og sørgede for, at isterningerne ikke klirrede, når anfører Olsen bad dem ’dæmpe løjerne’. Der er ikke mange, der vil kunne dæmpe den flok ved at rømme sig.

Eller tag Olsens trænermæssige tilløb. At føre et dansk 1. divisionshold (ja, det var året før ligaen blev Super) til en UEFA Cup-semifinale, at redde Köln fra nedrykning og holde et halvsløjt materiale væk fra bunden samt at føre Ajax Amsterdam til the double er ikke resultater, vi ser for danske trænere til hverdag. Om nogensinde.

Ja, han blev fyret alle tre steder, og den blev så hevet frem hver gang, der skulle kritiseres. Og det var endda før Zuckerberg åbnede for folkedybets uuddtømmelige kar af allemands-galde i Facebook-kloaken.

Med det tilløb havde vi sat barren højt. Det var da også drømmenes duo, der fløj ind langs klippevæggene i Thorshavn den dag i august 2000. Michael Laudrup og Morten Olsen. Hvor meget større kunne det blive? Det var som Michael Jackson med kigge-væk-finte og Bruce Springsteen med det fulde E Street på samme - lidt pudsige færøske - scene. Der stod blandt rigtigt mange andre også en ung sportschef på BT og kunne mærke, at nu skulle der skrives fodboldhistorie.

Ikke én Olsen-kamp i top-10
Men hvad er det så, vi taler om her i 2015, når vi kigger ud over den korte banes EM-skuffelse? Hvor er afstemningerne om de største danske landskampe i historien og hvor er kampene under Olsen som træner? Skal jeg være bare lidt hård, kommer der ikke én kamp med Olsen som landstræner ind på top-10.

OK, det kan i sig selv blive en lang diskussion. Men lad os bare smide 10 friske bud på bordet: EM-semifinale og -finale 1992, Danmark-Uruguay VM 1986, Danmark-Belgien, Danmark-Spanien og Danmark-Jugoslavien EM 1984, England-Danmark 1983, Danmark-Nigeria og  Danmark-Brasilien VM 1998, Danmark-Sovjet 1985 og Danmark-Ungarn 1960 i OL-semifinalen. Ja, skrappe læser, det var 11, men jeg kan ikke få mig til at smide en af dem ud. Prøv selv…

Og så er der jo også Danmark-Vesttyskland 1986, Danmark-Italien 1981 (vi var de eneste, der slog Italien på vej mod VM-titlen året efter), Danmark-Argentina 1995 til King Fahd Cup eller Danmark-Italien i 1948, hvor John Hansen scorede fire mål i 5-3 sejren i OL-kvartfinalen året før der overhovedet var nogen, der var døbt Morten Per Olsen.

Jo, der er bestemt store Olsen-kampe. 3-2 over Portugal i 2008. 1-0 over Holland til EM 2012 og især 2-0 over Frankrig i VM 2002 - en sensationel sejr over verdensmestrene og et af de klareste brud på Olsens berømte koncepter, da Christian Poulsen højst uventet overbemander midtbanen for at mandsopdække Zinedine Zidane. En genistreg - OG en flugt fra konceptet, OG en særdeles markant tilpasning til den aktuelle modstander. Men jeg kan ikke se dem i landsholdshistoriens top-10. Og det er da immervæk et paradoks, når 80’erne havde seks og 90’erne fire af nyere tids ti største kampe.

De to gange 0-3 og to gange anti-klimaks

Men afskeden med de to slutrunder i 2002 og 2004 kommer til at overskygge højdepunkterne. Hvor vi bragede ud med ære i 1998, mandfolkepræstationen mod Brasilien og Brian og Michael Laudrup i den smukkeste afsked, blev vi skyllet ud af Japan i 2002, da regnen høvlede ned i Niigata og Thomas Sørensen indkasserede en plet på en fornem karriere i 1/8-finalen mod England. Eller i kvartfinalen mod Tjekkiet, hvor kolossale Koller og smukke Milan Barros på et kvarter havde pakket Danmarks storhed sammen.

To gange 0-3. Og to gange, hvor Olsen kom til at grundlægge den folkelige aversion mod talen om proces og præstation fremfor resultatet, fordi han talte om, at vi i perioder havde været de spillemæssige bedste. Den gik ikke ligefrem rent ind ude på bodegaen eller hjemme ved Bodum-stemplet. Sagde han virkelig det? Spurgte vi nærmest flere år efter.

I bakspejlet var det fremragende præstationer. At nå to slutrunder ud af to mulige. At gå videre to gange ud af to mulige. Uden tenorer som Laudrup, Schmeichel, Elkjær og Simonsen. Hvad mere kunne vi ønske?

Men selv dér var vi uforløste. Følte, at Danmark var på vej mod det EGENTLIGE højdepunkt under Morten Olsen: VM ’hjemme’ i Tyskland i 2006. Den største slutrunde nogensinde. Stedet, hvor Olsen skulle vise, hvorfor der var så meget snak om jobtilbud fra de store tyske klubber år efter år. Slutrunden, hvor Beckenbauer dykkede dybt i Euro-skuffen og hvor Jürgen Klinsmann indledte Tysklands multikulturelle charmeoffensiv og endegyldige kovending fra effektiv til elskelig.

Men både 2006 og 2008 glippede, og så var der for alvor dømt hverdag. Automatforlængelser mellem Jim Stjerne Hansen og Morten Olsen og pludselig var vi derhenne, hvor kun Daniel Agger og Christian Poulsen kunne hentes fra noget, der lignede Europas øvre hylder.

Hvad kan vi lære af Nyrups og Foghs eftermæler?

Vi ved alle sammen godt, at materialet blev ringere. Vi ved også, at hverken Olsen selv eller DBU burde have skrevet under på det sidste papir. Slet ikke, når man kunne se, hvordan en ny DBU ledelse blev sendt i byen med bestyrelsens mandat om at forandre markant og lagde ud med den populistiske dagsorden: Afstand til Olsen, pres på landsholdet og ud med Lars Berendt.

Men rigtige eftermæler skrives ikke på vej ud af døren. De skrives på større afstand, når man se, hvad der faktisk blev udrettet i historisk perspektiv. Se bare på Danmarks statsministre. Anders Fogh Rasmussen blev i sin samtid betragtet som en dygtig leder, markant i sine programmer og sit lederskab og Venstre-ved-du-hvor-du-har, men i historieskrivningen kunne man se, at Danmark blev hårdere ramt af finanskrisen end andre lande, fordi vi ’kunne købe hele verden’. Poul Nyrup Rasmussen blev parodieret i revyerne for sit sprog og sin cykelhjelm, men endte i historieskrivningen med at være en landsfader, der havde passet godt på Danmark i især økonomisk henseende. Det samme gør formentlig Thorning og Corydon.

Ja ja, ro på med Facebook-galden, rød, blå, fodboldlandshold og grænsekontrol er startknapperne til ethvert godt mudderbad, men pointen er, at vi først ved, om Olsen løftede os over niveau, når vi ser arbejdet på afstand.

Han tog i helt sjælden grad ansvar for kommende generationer. Var drivende kraft i ’Holdninger og Handlinger’, ’Den røde tråd’ og en helt særlig måde at udvikle fodboldspillere på. Han opfordrede landsholdsspillere til at tage sig af talentudviklingen og ikke kun tænke på at blive Superligatrænere. Han så hver en tæmning, nogen potentiel landsholdsspiller tog noget sted i Europa.

Den vigtigste præstation var nok, at han i virkeligheden fokuserede lige så meget på præstationen som på resultatet. Han var ambitiøs med vores spil. Han tog hånd om organiseringen af dansk fodbold og var i høj grad med til at professionalisere den. Også selv om næste generations trænere bruger voldsomt mange flere redskaber og niveauer i deres analyse og trænerarbejde.

Men måske ville han det for meget. Som han altid har villet. Måske manglede han Mølbys og Laudrups klirrende isterninger ved poolen til at komplementere sig selv. Måske rummede fodboldens landsfader bare ikke den fanden-i-voldskhed, der skulle frigøre energien til den egentlige præstation, når nu forberedelsen var så langt over 100 procent.

Undertegnede første dom er i hvert fald, at perioden blev den uforløste drøm. Olsen var vores drøm. Vi vidste det allerede i 1984, da han blev Frank Arnesens buddy mod Belgien og Rene Vandereycken. Vi vidste, at det var ’på gensyn’, da han tog afsked den 18. juni 1989 med 4-0 sejren over Brasilien og selvfølgelig et Olsen-mål på straffe.

Vi vidste, at det måtte toppe. Som det havde gjort i Brøndby. Som det havde gjort i Ajax. Og som vi troede det skulle gøre i 2006. Eller i det meget forfængelige håb om Danmark til den helt store slutrunde i fodboldens drømmeland, Brasilien 2014. Men allerede dengang var det ikke tynd luft, men tyndt øl, som Olsen forvaltede.

Derfor blev drømmen større end virkeligheden.