Fodbold

Spillerkonflikt kostede Mourinho jobbet

"Tydelige uoverensstemmelser" med spillertruppen kostede Chelsea-træner Jose Mourinho jobbet torsdag, meddeler klubben

Chelsea-træner Jose Mourinhos dårlige forhold til den engelske storklubs spillertrup kostede torsdag portugiseren jobbet.

Under Mourinhos ledelse er det ikke lykkedes Chelsea, som i sidste sæson vandt det engelske mesterskab, at bevæge sig endegyldigt væk fra Premier Leagues nedrykningsstreg, og derfor fyrede klubejer Roman Abramovich den ellers så succesfulde træner.

- Beslutningen blev truffet for at beskytte klubbens interesser, lød forklaringen fra Chelseas tekniske direktør Michael Emenalo.

- Resultaterne er ikke gode. Der var åbenlyst tydelige uoverensstemmelser mellem manager og spillere. Og vi følte, at det var på tide at skride til handling. Ejeren er tvunget til at træffe, hvad der var en meget svær beslutning, for klubbens bedste, tilføjede Emenalo.

Chelseas start på 2015-2016 sæsonen er den værste i klubbens historie, og den nuværende negative spiral blev forstærket mandag, da holdet tabte1-2 til det overraskende tophold Leicester. Efter kampen udtalte Mourinho, at han var blevet "forrådt" af sine spillere og underbyggede dermed formodninger om fremherskende spændinger i omklædningsrummet.

Mourinho har vundet alle nævneværdige titler i engelsk fodbold, men har ikke opnået et europæisk trofæ i sin tid som Chelsea-manager. Portugiseren vandt til gengæld Champions League med FC Porto i 2004 og med Inter i 2010.

Overblik: Se de fyrede managere i Premier League sæson 2015-2016

  1. 2015

    1. Brendan Rodgers, Liverpool

    2. Dick Advocaat, Sunderland

    3. Tim Sherwood, Aston Villa

    4. Gary Monk, Swansea

    5. José Mourinho, Chelsea