OB henter tidligere FCM-profil i Rusland
OB har købt nigerianeren Izunna Uzochukwu i den russiske klub Amkar Perm. Han fik kun et halvt år i Rusland
Superligaklubben OB forstærker sin midtbane med den tidligere FC Midtjylland-spiller Izunna Uzochukwu.
Den fynske fodboldklub har købt nigerianeren i den russiske klub Amkar Perm, hvor Izunna Uzochukwu kun nåede at spille ni kampe. Det oplyser OB i en pressemeddelelse.
- Jeg tog til Rusland for at prøve noget nyt, men det gik ikke som jeg ønskede. At komme tilbage til Danmark er kun godt for mig, siger Izunna Uzochukwu i pressemeddelelsen.
Den 25-årige nigerianer var en etableret mand i FC Midtjylland i en lang årrække frem til sommeren 2015. Han nåede at spille 149 superligakampe og var med til at vinde DM-titlen med midtjyderne.
Kontrakten mellem parterne gælder for tre og et halvt år.
- Han er en klar forstærkning af vores hold, og vi glæder os over, at han kan være med i den sidste måned af vinteropstarten, så han og holdkammeraterne kan nå at lære hinanden at kende inden sæsonstarten 26. februar, siger OB's sportsdirektør, Jesper Hansen.
OB overvintrer på syvendepladsen i Alka Superligaen. Holdet møder AGF i den første kamp efter vinterpausen 26. februar.