Fodbold

Alt fra spillertrøjer til popcornmaskine: FC Vestsjælland på auktion

FC Vestsjæland gik konkurs i december. Nu er boet efter klubben kommet på auktion

Øverst kan du se journalist og kommentator Peter Brüchmann give sit bud på, hvad der gik galt i FC Vestsjælland. 

Går du med drømme om at starte din helt egen fodboldklub? Eller er du bare hardcore fan af den nu hedengangne klub FC Vestsjælland?

Så er det nu, du skal til lommerne.

Konkursboet efter Slagelse-klubben er nemlig blevet sat til salg på auktionssitet Damonline. Det drejer sig om over 200 forskellige slags varer.

Her kan du købe alt fra spillertrøjer til kontorartikler, og det er både spændende - og en lille smule trist som fodboldfan at gå på opdagelse i resterne af den tidligere Superligaklub.   

Bestyrelsen i FC Vestsjælland begærede klubben konkurs 30. november, men siden dukkede investorer op, der muligvis kunne redde klubben fra konkurs.

I december meddelte klubbens administrerende direktør, Gert Hansen, at man havde fundet halvdelen af de fornødne penge for at overleve, men få dage senere stod det klart, at det ikke var muligt at skaffe den anden halvdel.

Før konkursen lå FC Vestsjælland i bunden af 1. division.

Flere af holdets profiler har i løbet af januers transfervindue fået nye klubber. Blandt andre er Anders Kure skiftet til Vejle Boldklub, Thomas Mikkelsen er kommet til FC Fredericia og AndersDue skiftede til den meget ambitiøse 2. divisionsklub, Nykøbing FC.  

Auktionen løber frem til den 9. februar klokken 11. Har man lyst til at se nærmere på varerne, er der mulighed for at gøre det på mandag i Stoholm i Jylland.