Fodbold

Ny ballade i Brøndby: Nu vakler bestyrelsens støtte til Jan Bech

Brøndby Supporters Trust, som har et medlem i bestyrelsen, bakker ikke længere op om Jan Bech Andersen som formand i Brøndby.

Jan Bech Andersen sagde onsdag, at der er enighed omkring hans position som formand i Brøndby IF. Men det er der ikke længere. 

Brøndby Supporters Trust, som har en plads i bestyrelsen, meddeler torsdag eftermiddag, at de ikke længere bakker op omkring Jan Bech Andersen som formand. Det sker oven på Jan Bech Andersens kritik på et fanforum, som i går fik Thomas Frank til at forlade Brøndby.

- Når man ikke er villig til at påtage sig det åbenlyse ansvar for egne handlinger, så er vi ikke i tvivl om, at Jan Bech ikke er den rigtige mand til at stå i spidsen for Brøndby IF, lyder det i en pressemeddelelse fra Brøndby Supporters Trust.

Jan Bech Andersen har over længere tid skrevet på et fanforum for Brøndby-fans. Det har han gjort under sin søns navn, og her har han kritiseret Thomas Frank, tidligere sportschef, Per Rud, og Johan Elmander. Tirsdag aften kom det frem, at Jan Bech Andersen stod bag kritikken, og det fik omgående Thomas Frank til sige op. 

- Handlingerne er i sig selv uforsvarlige. Vi mener dog, at det er en stærkt skærpende omstændighed, at det ikke er et tegn på et enkelt moments ophidselse. Jan Bech har igennem en længere periode tilsvinet centrale personer i Brøndby og forsøgt at bidrage til en negativ stemning blandt målrettede personer. Formålet har været meget klart: at fralægge sig det ansvar, der helt tydeligvis lå hos manden for bordenden.

- Når man ikke er villig til at påtage sig det åbenlyse ansvar for egne handlinger, så er vi ikke i tvivl om, at Jan Bech ikke er den rigtige mand til at stå i spidsen for Brøndby IF, skriver Brøndby Supporters Trust. 

Jan Bech Andersen er storinvestor i Brøndby og menes at have lagt i omegnen af 200 millioner kroner i klubben. 

Brøndby Supporters Trusts udmelding om Jan Bech Andersen er dog ikke blevet mødt positivt af foreningens egne medlemmer. I facebook-tråden herunder kan man se, hvordan mange medlemmer er dybt uenige med udmeldingen.