Vild Brøndby-stempling: Så kan I godt åbne døren til straffeboksen

16x9
David Boysen, Brøndby IF. Foto: Lars Møller / Lars Møller/Scanpix

​Kommentar: David Boysen bør stå til karantæne efter groft frispark på modstander. Ærgerligt på alle måder.

En forholdsvis tam Superligarunde fik en dramatisk afslutning, da Brøndby slog OB og bragte sig tættere på medaljemålsætningen.

Det dramatiske højde- eller snarere lavpunkt blev begået af en spiller, der ellers var godt i gang med at pege positivt ind i Brøndbys nye strategi og plante optimisme før onsdagens generalforsamling.

Nu kan den dramatiske episode få et efterspil. Eller rettere: Det bør den gøre.

Velkommen til denne uges ’talking points’ fra Superligaen og tv2.dks ugentlige ’Det taler de om i Superligaen.’

1: David Boysen – klar til en tur i straffeboksen

Hvor var det dog gennemført ærgerligt at se David Boysen stemple OBs Oliver Lund på knæet og lave weekendens mest usympatiske tackling søndag aften. Og ikke bare fordi det var en skamplet på fodboldspillet og en glimrende fodboldkamp.

Men i høj grad også, fordi David Boysen sammen med Thomas Kahlenberg og Lebogang Phiri var i gang med at pege en interessant retning for Brøndbys nutid og fremtid. På onsdag skal Brøndbys generalforsamling både godkende en ny bestyrelse, en aktieudvidelse og en ny strategi for de kommende mange år. Det vil blive en mere langsigtet strategi, der ikke peger direkte mod kortsigtet succes, mesterskaber og europæisk deltagelse, men mod tålmodig opbygning over længere tid baseret på en sund forretning.

Den strategi vil stille store krav til sportsdirektør Troels Bech, der for færre penge skal skabe vejen mod store resultater. Det vil være på en cocktail baseret på talentudvikling og dygtig, nøjsom scouting a la netop David Boysen. Det var præcis, hvad Troels Bech og Thomas Frank gennemførte i vinterens transfervindue, og i det lys var sejren over OB også så opløftende.

Thomas Kahlenberg var så udpræget rundens største oplevelse. Han var hjernen på et Brøndby-hold, der helt fortjent besejrede et overraskende overkommeligt OB-mandskab. Boldbesiddende, direkte, godt organiseret og næsten underholdende at se på.

Men det blev alligevel David Boysen, der endte som kampens hovedperson. Spilleren, der blev købt i Lyngby i vinterpausen og tidligere havde haft et særdeles ulykkeligt ægteskab med Auri Skarbalius og Superligaen i Viborg, er pludselig blevet en af Skarbalius’ nøglespillere. De to har talt ud, Boysen roser nu Brøndbys litauiske interim-træner for gode offensive ideer og var manden bag det afgørende mål mod OB, da han selv blev sendt afsted af dygtige Kahlenberg, løb OB-forsvaret ned og serverede perfekt for publikums-yndlingen Lebogang Phiri. Et smukt, smukt mål. Kamp oplevet. Kamp afgjort.

Allerede i Skarbalius’ debutkamp mod Randers blev Boysen matchvinder og skabte en fin start på det sønderbombede Brøndby-projekt, som våndede sig over bestyrelsesformand Jan Bech Andersens fortsat ubegribelige dumheder.

Boysens kvikke fødder ligner en Superliga-gevinst med højere potentiale.  Han er sĂĄledes et fint eksempel, som spillemæssigt – og strategisk – tjener Troels Bech til ære. Men netop derfor var stemplingen i kampen mod OB ogsĂĄ sĂĄ ærgerlig. Forholdsvis umotiveret ramte ham i en ufarlig situation ved sidelinjen sin modstander, Oliver Lund, langt fra bolden og direkte pĂĄ knæet i en aktion, der kunne have invalideret modstanderen.

Tilmed erkendte Boysen i tv-interviewet efterfølgende, at noget var gået forud og hvorfor tacklingen havde elementer af hævnakt over sig:

”Jeg var lidt irriteret på Oliver på grund af nogle småting, der var sket lige inden, men at det skulle komme så hårdt ud var ikke meningen. Jeg er ikke stolt af den situation,” sagde den ærlige, men også voldsomme spiller.

Til Ekstra Bladet sagde Boysen: ”Der var en lille batalje mellem mig og Lund forinden, hvor han stempler mig og derefter løfter mig op som et lille barn. Det blev jeg ret irriteret over, men jeg burde ikke have reageret sådan.”

Det kan godt være, at Boysen ikke står til karantæne ifølge dommerens umiddelbare vurdering i kampen, men episoden er så rigelig voldsom til, at den fortjener en efterbehandling med afsøgning af mulighederne for at idømme Brøndby-spilleren en karantæne.

Så luk bare døren op til straffeboksen. Boysen kan have en fin fremtid i Brøndby, men denne bør ikke have lov at blive stående upåtalt.

2: Vi skal have meget mere drama som Viborg mod FC Midtjylland

Fredag aften var i den grad også præget af drama i Superligaen. I en hektisk affære mellem lokalrivalerne Viborg og FC Midtjylland fik vi det bedste jyske svar på stemningen mellem FCK og Brøndby. Det kan godt være, at AaB og AGF kalder sine kampe for ’Slaget om Jylland’ i en kæk markedsføring. Og det seneste møde med Steffen Rasmussen som overtids-målscorer gav da også næring til de store trommer, men hvad tilskuerpladserne og intens stemning angår, så er der ikke meget i Jylland, der slår Viborgs forhold til FC Midtjylland og omvendt.

Viborg vandt i efteråret 4-2 i Herning. Samtidig går storebrødrene i Herning midt imellem Manchester United-tanker og smartodds og drømmer om at sluge naboerne og skabe et virkelig stort Midtjylland – med Viborg i ulvens mave.

Men igen var Viborg tættest på sejren. Og min egentlige pointe er, at disse tribune-dramaer er en gave for spillet. Vi medier skal blive dygtigere til at forstå fankultur og drivkraften derude på tribunen. Vi skal også forstå og være med til at finde den rigtige balance for røg, damp og voldsomme udtryk. Ja, det er let at forbyde og fordømme pyroteknik. Ja, det er let at fordømme overmalinger af hinandens stadions og hærværk. Og ja, det er heller ikke tolerance overfor kastede vodka-flasker i Parken, kontrollører i skubberi med FCK-spillere som forleden i pokalkampen, jeg ønsker.

Jeg påberåber mig ingen endelige svar. Men jeg har som personligt fortsæt for 2016/17-sæsonen at blive bedre til at forstå fankulturen, blive bedre til at lytte og lære fra de bedste steder i Europa, og jeg håber, at klubber, medier og tilhængere i fællesskab kan få vendt en lidt kedelig tilskuerudvikling.

Vi skal have meget mere af den intense stemning, der præger disse kampe. Mere a la Brøndby-FCK. Mere a la Viborg-FCM. Og så må vi bare lære at blive bedre til at håndtere det fremfor at prøve at ’brænde ukrudtet væk’. Sandheden er jo, at skalaen fra dum bølle til medlevende fan er 100 procent glidende og ikke består af skarpe skel.

I den seneste tid har jeg set, hørt og læst mange nuancerede vurderinger fra balladen i Parken i sidste uge. Men ikke i de traditionelle medier. F.eks. om hvordan kontrollører forsøger at dæmpe og ikke eskalere situationer, selv om det nogle gange ser passivt ud.  Â F.eks. med forklaringer om, hvad der gik forud.

Medier og klubber skal blive klogere. Fans skal på sin side turde udøve meget mere selvjustits og om nødvendigt udpege de personer, der bringer både fodboldspil, men i høj grad også fankulturen i miskredit.

3: Colin Todd – håndværk af højt karat

Drama har der i den grad også været i Randers. Men på helt andre skalaer. Sagaen i Randers med uro i spillertruppen har præget mediebilledet i en måned nu. Vi har fået hele registret fra meget privat vasketøj i fuld offentlighed til ledelseskrise på det mest synlige niveau.

Randers-sagen har været så markant, at man i Brøndby taknemmeligt måtte knibe sig i armen over det mediefokus, der flyttede de allerstærkeste projektører fra bestyrelsesformandens noget mere spektakulære skandale til det pikant-private drama i Randers.

Colin Todd har stået markant på faste principper og klassiske old school-dyder om det helt særlige i fodboldens omklædningsrum. Han havde som bekendt hellere se Christian Keller gå end at se Jonas Borring luske væk som offeret, der blev dobbeltoffer.

Man kunne også have indtaget det standpunkt, at han som leder bare skulle få teamet til at fungere, selv om han ikke var enig. Og at du som leder har den gruppe medarbejdere, som direktion og overenskomster giver dig mulighed for. Sagen er fra trænerens standpunkt ikke sort-hvid, og der er ikke entydige konklusioner, selv om man kan have sympati for Todds stærke principper. Men der er ikke belæg for at udråbe Todd som en old school-helt. Så meget er fodbolden altså ikke sin egen primitive unika-verden.

Det bemærkelsesværdige er dog, at Todd stående på sine principper har taget sit trænermæssige håndværk til nye højder. Mange vil mene, at 1-1 kampen mod FC København var et udtryk for et FCK-hold, der ikke kører på alle cylindre, men det er dybt imponerende at se et Randers-hold uden Christian Keller, Jonas Borring og for den sags skyld Mads Agesen præstere så sammenhængende, disciplineret, stærkt og stadig med klare offensive trusler. Jeg så den kamp som en stor Randers-præstation i højere grad end en sløj FCK-ditto. Således fascinerende at se Joel Allansson, Mustafa Amini og Jeppe Tverskov i centrale roller på en plakat, hvor det ikke normalt er de største navne. Og ja, Tverskov var impliceret i FCKs udligning, men i virkeligheden sat i forlegenhed af en uheldig aflevering fra Erik Marxen.

Venter Randers-ledelsen på lejligheden til at fyre Colin Todd? Eller venter Todd på sin side på et uundgåeligt brud, fordi han ikke længere slipper med forskerbeskatning og fordi Randers ikke vil udligne forskellen? Det vil de kommende uger vise, men lige nu er Todd i gang med at vise, hvilken undervurderet og uhyre kompetent træner, han er. Jeg undres ofte, hvor nedladende, man kan høre den klassiske stil omtalt fra mere ’moderne’ trænere. Men Todd viser lige nu, at han både kan få mennesker til at vokse, kan skabe nye profiler og kan sætte brikkerne på en måde, så det både er effektivt, energisk og flot trænerarbejde.

4. Glen-effekten og miraklet i Aarhus

Det er som altid uhyre interessant at følge med, hvor Glen Riddersholm og AGF bevæger sig hen. Og nu bevæger de sig oven i købet sammen. Indtil videre er mestertræneren fra Herning noteret for fem uafgjorte kampe og et nederlag – samt en pokalsejr. Altså på spidsen: Seks Superligakampe uden sejr.

Det skaber selvfølgelig på kort bane et spændingsfelt, hvor vi medier kan tale om manglende Glen-effekt. Umiddelbart begynder Glen Riddersholms eksamen den 17. juli, når næste sæsons Superliga går i gang – syv, eller rettere hvis det bliver fredagskamp til AGF FEM dage efter EM-finalen. Det er her, han skal præstere. Det er her, han har haft lejlighed til at præge sit hold gennem et transfervindue og udstikke en retning for AGF.

Jeg hører nogle, sågar ekspert-agtige personer, tale om, at der ikke er den store udvikling på AGF. Det må være på en resultatbaseret skala, fordi der er sket en del med AGF-holdet. Ja, der mangler 90 sammenhængende minutter, der mangler det endelige Duncan-is-back-gennembrud og der mangler måske de kontinuerlige kurver fra Danny Olsen, Jens Jønsson og hvem der nu ellers skal løfte det projekt i fremtiden. Men der bliver taget skridt. Der er liv i et AGF-hold, som kørte på flade fælge i efteråret i et ramponeret samarbejde og en udstillet ledelseskrise mellem Morten Wieghorst og den øvrige ledelse – der havde været med til at vælge ham – på hver sin side af grøften.

Nu er der liv og elementer af fremskridt. Som en behjertet person skrev på et socialt medie, så var det sigende, at det mindst målfarlige, der var set i Aarhus i nyere tid – Jesper Lange og Steffen Rasmussen – nu begge havde været pointgivende overtids-helte..

5. AaB – og sølvet som ingen vil have

Døren står som bekendt pivåben til trin 2 på medaljepodiet. I en sæson, hvor FC Midtjylland svinger som et bungeejump, hvor Spalvis og Enevoldsen er begyndt at have for lidt kropskontakt i jubelspringenes drengede hop og hvor Brøndby har ledt efter sig selv var Sønderjyske pludselig førsteudfordrer til FC København.

Denne weekend missede både Sønderjyske og FCM sine muligheder, mens AaB greb ud og satte sig på andenpladsen, mens Brøndby fik kontakt.

AaB har siden 2-6 nederlaget i Parken fundet sig selv delvist. To sejre i de to seneste kampe og tre stk. uden nederlag. Men det er stadig et AaB-hold med en tam Lukas Spalvis, en Thomas Enevoldsen lidt under niveau (i hvert fald søndag mod Hobro) og måske især med mindre tryk i det opbyggende spil og derfor ringere forudsætninger for de offensive spillere. Den udgave, man i perioder af foråret har set FC København i, har bestået af et stærkt back- og kant-tryk med byger af indlæg og stor central power. Det er den slags, der skaber en samlet offensiv slagkraft i det rette spillemæssige koncept. Og netop det har FCK og AaB haft som fællestræk – ganske vist i forskellige spillestile.

Det er let at kigge på Spalvis-Enevoldsen og tale om, at topscoreren tænker på Sporting Lissabon, men det er for unuanceret. AaBs problemer har været blandede. Derfor var det også glædeligt at se den fremragende fodboldspiller Nicolai Thomsen som målscorer mod Hobro. Det er normalt hans fart i AaBs omstillinger, der er styrken i AaBs offensive koncept, men rart at se ham også som afslutter.

Med tanke på FCMs bungee-pendul og AaB-maskinen stadig et stykke fra højeste gear, er sølvmedaljerne i den grad tilgængelige for alle fire hold. Brøndby har en mulighed, men med tanke på den monstrøse ørkenvandring i Herning sidste weekend er to gode kampe mod FCK og OB stadig et meget spinkelt grundlag.

Så skal vi ikke bare sige: Come and get it…

PS: UFC – host host

Jeg burde ikke sige det, fordi jeg anerkender i den grad, at medier skal lave forretninger. Jeg anerkender også, at Viasat har lavet en sportsbutik helt uden sidestykke. Men at høre dygtige kommentatorer tale igen og igen om det store UFC-show (Ultimate Fight et eller andet) igennem tre stive dage og et hav af fodboldkampe. OG at se indklippede billeder af blævrende bamser i badebukser midt i en fodboldkamp.

Nej, jeg mĂĄ hellere holde min mund. Jeg er bare en alt for gammel fodboldtosse til at forstĂĄ, hvad det laver midt i gode kampe.

Så lad mig i stedet løfte en hat for, at konkurrenterne ovre hos Discovery trods alt ikke klippede koner med koste ind i spillet på græsset..