Fodbold

Schmeichel er Premier Leagues bedste - igen

Storbritanniens største sportsmedie Sky Sports har for anden uge i træk kåret Kasper Schmeichel til Premier Leagues bedste spiller.

Blåbog: Kasper Peter Schmeichel

  • Navn: Kasper Peter Schmeichel
  • Født: 5. november 1986 (29 år)
  • Højde: 183 centimeter
  • Klub: Leicester City (i øjeblikket på førstepladsen i Premier League)
  • Tidligere klubber: Manchester City (udlånt til Darlington, Bury, Falkirk, Cardiff City, Coventry City), Notts County og Leeds United
  • A-landskampe: 20 (seks sejre, fire uafgjorte, ni tabte) 
  • U21-landskampe: 17 (syv sejre, én uafgjort, ni nederlag)
  • Øvrige ungdomslandskampe: 9 (tre sejre, to uafgjorte, fire nederlag)

Premier League-lilleputterne fra Leicester City styrer fortsat mod et helt sensationelt engelsk mesterskab - og det er med danske Kasper Schmeichel i målet som en vital del af holdet.

Den danske landsholdsmålmand har ikke lukket ét eneste mål ind i Leicesters seneste fem kampe i Premier League, og dén præstation har ikke alene givet fem sejre og en fortsat førsteplads i ligaen til Leicester, men også nu for anden uge i træk sikret Kasper Schmeichel en personlig førsteplads - nemlig på Sky Sports liste over Premier Leagues bedste spillere.

Sky Sports er Storbritanniens største udbyder af sport på TV, og hver uge sammensætter mediet sin liste - den såkaldte 'Sky Sports Power Ranking' - over de 50 bedste spillere i Premier League netop nu, og det er altså dén liste, Kasper Schmeichel nu topper for anden uge i træk.

Den danske målmand har scoret 11.558 points i et avanceret system, som vurderer alle Premier League-spilleres præstationer gennem de seneste fem uger på intet mindre end 32 forskellige parametre. Hér kan du se denne uges top 10.

Artiklen fortsætter under listen.

Sky Sports' Power Ranking top 10

  1. Kasper Schmeichel, Leicester, 11.558 points

  2. Jamie Vardy, Leicester, 10.243 points

  3. Harry Kane, Tottenham, 9.940 points

  4. Wes Morgan, Leicester, 9.914 points

  5. Graziano Pellè, Southampton, 9.890 points

  6. Toby Alderweireld, Tottenham, 9.416 points

  7. Alexis Sánchez, Arsenal, 9.065 points

  8. Christian Fuchs, Leicester, 8.953 points

  9. Gylfi Sigurdsson, Swansea, 8.934 points

  10. Sergio Agüero, Manchester City, 8.764 points

Hér kan du se, hvordan Sky Sports pointsystem fungerer

Søndag tog Schmeichel og resten af Leicesters overraskende mesterskabsaspiranter endnu en sejr, og selvom den danske keeper ikke havde meget at se til i løbet af kampen, holder han altså akkurat holdkammerat og klub-topscorer Jamie Vardy bag sig på listens andenplads - selvom 'Vanvittige Vardy' scorede begge mål i 2-0-sejren over Sunderland.

Kasper Schmeichel er ikke den eneste dansker på listen; Christian Eriksen er faldet tre pladser til en 13.-plads, selvom danskeren lagde op til det første mål da Tottenham slog Manchester United med 3-0. Udover Eriksen har Schmeichel også fået selskab af hele NI af de ti holdkammerater, der startede på banen for Leicester i kampen mod Sunderland, på listen.

Hér kan du se Sky Sports Power Ranking efter weekendens kampe

Leicester fører Premier League med syv points ned til Christian Eriksens Tottenham med kun fem spillerunder igen. Schmeichel og holdkammeraterne kan tage endnu et stort skridt mod mesterskabet på søndag kl. 14.30, når man møder et af de andre tophold, West Ham, på hjemmebane.

Kasper Schmeichel blev i sidste måned kåret til årets spiller i Danmark. Se det i toppen af denne artikel.