Fodbold

Fodboldekspert kritiserer landsholdets OL-aftale: Det er noget rod

TV 2 SPORT's fodboldekspert, Morten Bisgaard, mener ikke, der er nogen vinder af fredagens aftale mellem DBU og Superliga-klubberne.

Fredag blev DBU og Superliga-klubberne enige om aftale, som landstræner Niels Frederiksen skal rette sig efter, når han skal udtage sin OL-trup.

Frederiksen kan ikke gøre krav på spillere fra de fire klubber i Danmark, som skal spille europæisk fodbold i næste sæson. Ligesom han heller ikke kan gøre krav på nogen af Superliga-holdenes førstemålmænd.

Årsagen er, at klubberne ikke vil afgive spillerne til slutrunden, fordi Superligaen og kvalifikationen til europæiske turneringer er gået i gang.

Det vil sige, at Superliga-profiler som AaB's Nicolaj Thomsen og FC Midtjyllands Pione Sisto formentlig ikke bliver en del af den trup, som skal spille mod Irak, Sydafrika og Brasilien til sommerens OL-slutrunde.

Dermed ligner det mest af alt en b-trup, som Niels Frederiksen må se sig nødsaget til at udtage, i forhold til når han udtager det normale U21-landshold. Det er noget, der ærgrer TV 2 SPORT's fodboldekspert, Morten Bisgaard.

- Der er meget, der tyder på, at Danmark ikke får et drømmehold med. Det bliver mange reserver. Hvis vi kigger på den seneste 18-mands trup, så er der kun 4-5 spillere tilbage. Så det er en ærgerlig situation, siger han til TV 2 SPORT.

Fra næste sæson kommer der en ny struktur i Superligaen, hvor slutspil og nedrykningsgrupper bliver faste elementer i stedet for de klassiske 33 kampe. Derfor kan Morten Bisgaard godt forstå klubbernes tøven med at afgive spillere. Men samtidig er det en sjælden mulighed for Danmark at spille ved et OL. Noget som ikke er sket siden 1992. Det ligner dermed en aftale uden vindere.

- Det er noget rod det her. For jeg kan godt forstå, klubberne vil have de bedste spillere til rådighed. De står over for en historisk Superliga-sæson. De skal måske ud og spille Europa. Og samtidig skal Danmark til OL, så det er ikke nogen god aftale for nogen, fortæller Bisgaard.