- I næste uge bliver pokalen større end Superligaen

16x9
I den kommende uge spiller FCK og Brøndby returkamp i pokalsemifinalen. Det samme gør AGF og AaB. Foto: Anders Kjærbye / Scanpix Danmark

Kommentar: Helt usædvanligt er Superligaen i denne uge optakt til pokalturneringen. Fire store klubber med ekstremt meget på spil venter.

30.000 tilskuere i Parken, boykot fra Brøndbys fans, topkamp mellem rækkens nummer to og tre og lokalopgør i Aarhus.

Det lyder da som noget af en agenda i den gennemgående motor i det danske idrætsbillede, Superligaen. Men ikke desto mindre var det nærmest opvarmningskampe til noget, der slet ikke plejer at få lige så megen opmærksomhed: DBU's pokalturnering.

Men sådan er billedet lige nu. Aarhus er på vej i pokalfeber med den første finale siden 1996 inden for rækkevidde. Og i Brøndby har man meldt otte års tålmodig genopbygning af det ’store’ Brøndby ud i en kontroversiel og modig strategiplan, men på onsdag kommer FC København på besøg til den anden af to semifinaler.

Så for både AGF og Brøndby giver det muligheden for at ramme den storhed, man ellers har erklæret tålmodig opbygning mod, meget hurtigere end håbet.

De to modstandere, AaB og FC København, vil måske skele mindst lige så meget til Superligaen og har ikke helt lige så meget på spil i forhold til at være anerkendte succeshistorier i dansk fodbold, men med sjællandsk klassiker onsdag aften og jysk klassiker torsdag bør Viasat-folkene gnide sig i hænderne over sådan et pletskud i en Champions League-fri uge.

Så med disse ord velkommen til ugens ’Det taler de om i Superligaen’ – tv2.dk's rundtur til de mest interessante konklusioner og betragtninger på dansk fodbold lige nu.

1. Når gæsterne bliver væk fra Parken

Storkampen i Parken mellem FC København og Brøndby var en helt anderledes åben fodboldkamp, end vi har set de sidste mange gange. Brøndby blev mast flad i et både fysisk, teknisk og organisatorisk tryk af en regulær overmagt. Og spillere, der kan lide at have bolden – Thomas Kahlenberg, David Boysen, Christian ’Greko’ Jakobsen og Martin Ørnskov – kom i den grad på udebane.

Parken var søndag aften kun farvet i hvidt og blåt, fordi Brøndbys fans var blevet hjemme. Brøndby lignede i den grad et hold, der manglede sin 12. mand
Parken var søndag aften kun farvet i hvidt og blåt, fordi Brøndbys fans var blevet hjemme. Brøndby lignede i den grad et hold, der manglede sin 12. mand Foto: Anders Kjærbye / Scanpix Danmark

En af målsætningerne i Brøndbys nye 6.4.-strategi handler om at blive Danmarks bedste til presfodbold. Den er blevet hånet en del i ugens løb, for hvad indebærer det præcist? Det er et forsøg på at stå på skuldrene af sin egen historik og etablere gnisten mellem bane og tribuner fra den tid, hvor Brøndby havde fordel af, at hjemmebanen var fysisk større end de fleste andre baner, og hvor banen bevidst blev vandet, så tempoet kunne blive højst muligt og presset gøre mest mulig skade på de ofte bævrende angste modstandere.

Søndag aften sad man lidt med modsatte følelse. Brøndby lignede et af de udehold, der i 90'erne mødte op, når Ebbe Skovdahls ’Gule hær’ moste på, og Ole Bjur og Søren Colding legede filetknive på kanten. Og en tanke søndag aften var, om det der med presfodbold skulle udmøntes i første eller anden del af de to fire års-elementer i den samlede strategiperiode.

Nicolai Jørgensen - to mål fra ham og nu fører FCK med ni points til forfølgerne.
Nicolai Jørgensen - to mål fra ham og nu fører FCK med ni points til forfølgerne. Foto: Anders Kjærbye / Scanpix Danmark

Brøndbys fans var blevet hjemme i den bizarre tifosag med forbud mod stænger til flag, m.m. Så Parken var helt ensidig farvet denne søndag aften, og måske derfor havde FCK skruet ekstra op for tifo-blusset med hele fantribunen dækket ind i tallet ’12’ og ordene ’Den tolvte mand’. Flot udført, men hvor var det dog ærgerligt med det manglende modspil.

FC København har nu et ni points forspring til sølvkampen, og det bør i virkeligheden være Brøndbys største bekymring før onsdag. Ståle Solbakken har absolut ingen grund til bare at nærme sig håndbremsen, spare spillere eller pludselig at finde den norske parlør for dansk sweet-talk frem. Det bliver fuld megafon fra nordmanden.

Ståle Solbakken behøver onsdag aften ikke tænke på håndbremsen, på at spare spillerne eller på at tale sødt. Det bliver fuld megafon fra nordmanden mod Brøndby
Ståle Solbakken behøver onsdag aften ikke tænke på håndbremsen, på at spare spillerne eller på at tale sødt. Det bliver fuld megafon fra nordmanden mod Brøndby Foto: Anders Kjærbye / Scanpix Danmark

Og Mathias ’Zanka’ Jørgensen fik sig søndag aften en kedelig hovedpine efter, at en infight med Thomas Kahlenberg endte med, at FCK-spilleren flåede anfører-bindet af Brøndby-spilleren med et forvrænget udtryk i ansigtet. Den sag har mildest talt et heftigt liv på de sociale medier lige nu.

Jeg hørte for nylig en lang samtale på 80 minutter i FC Københavns fanradio, hvor Jørgensen var gæst. Her hørte vi en reflekteret, veltalende og sympatisk fodboldspiller vise helt nye sider af sig selv i et sobert format.

Og fair nok, at FCK-forsvareren med sin kant, sine provokerende udtalelser og måske endda sine endog voldsomt arrogante svar til ydmyge flash-reportere efter kampene skaber en dimension af alt andet end forudsigelige floskler, men den der skal du nok end ikke prøve at forsvare, Zanka.

2. Var det svært at forstå, det med UFA Sport..?

Jeg undrede mig i den forløbne uge over, at danske medier beskæftigede sig så lidt med nyheden om, at Brøndby overvejer og forhandler om at outsource hele sin kommercielle afdeling til det tyske marketingsfirma, UFA Sport. Og ikke bare fordi det blev skrevet på tv2.dk, men ud fra både en væsentlighedsbetragtning og fordi det kan blive særdeles afgørende for Brøndby på mange områder.

Det kan selvfølgelig skyldes en nedvurdering af læserne. ’Det er alt for svært til, at vores læsere kan forstå den slags.’ Det kan selvfølgelig også skyldes, at det er kompliceret stof. Men hvis man nu prøvede at spørge Brøndbys konkurrenter, vil der formentlig blive registreret særdeles løftede øjenbryn. Og hvordan hænger outsourcing af det, som de fleste kalder ’hjertekulen’ i en fodboldklubs indtægter, sammen med fællesskabet?

Jeg hørte en af de personer, der har arbejdet særdeles centralt i dansk fodbold bruge ordene ’et skridt i retning af plasticklub’ med reference til det, som Brøndby altid har drillet rivalerne i Parken med. At være en købeklub, en forretning, ikke en forening og som konstruktion oven på to klassiske klubber en ’plasticklub’. Personen pegede på, at det at lade ’tyskerne’ sælge selve motoren i klubbens omsætning mere var en bevægelse over mod plasticklubben end mod fællesskabet.

Det pudsige er, at UFA-planen har rumsteret i Brøndbys ledelse igennem flere perioder. Som nævnt forleden i denne kommentar er det faktisk Aldo Petersens gamle plan, som den nuværende bestyrelse først fejede af bordet, men nu overvejer at gøre til sin egen. Som man i øvrigt gør med planen om Brøndbys Masterclass med satsning på talentudvikling.

Men allerede i Per Bjerregaards tid blev der i de sidste desperate manøvrer forhandlet med UFA om at overtage hele den del af butikken. Det var på samme tid, som den nu afdøde grusbaron, Michael Henriksen, var tæt på at købe Brøndby. Eller købe sig ind i klubben. Henriksen var i tæt dialog med Bjerregaard og var sågar på enkelte møder flankeret af Peter Brixtofte. Henriksen skulle slæbe Brøndby ud af den gæld, der blev ved at tynge klubben, og en aftale med UFA Sport skulle hjælpe hele aftalen på vej.

Det pudsige i hele den fortælling er, at Michael Henriksen lige før den store beslutning dukkede op hos Allan K. Pedersen og spurgte sig lidt til råds. Kunne det der Brøndby ikke gøres til en god forretning? Sådan et stadion, sådan nogle fans, sådan en historie? Jeg ved selvfølgelig ikke præcist, hvad der blev sagt på det møde, men Michael Henriksen valgte at blive ved sin last med grusgravene, containerne og et entrepenør-imperium, som han havde bygget op til noget meget stort.

I dag tygger Brøndby så på UFA-modellen igen. Bringe omkostningerne ned, fordi en række medarbejdere enten skal med over i UFA Sport eller helt forlade Brøndby og så i håbet om at løfte omsætningen til et langt højere niveau end de ca. 40 mio. i løbet af strategiperioden.

3. Emre Mor – et barn du godt kan nå

Søndag aften bragte Onside et fremragende indslag om Emre Mor og teenage-spillerens fortid i Lyngby Boldklub, hvor han blev sendt væk, fordi han ikke levede op til klubbens værdier.

Fint blev det tegnet op, hvordan den 15-17 årige Emre Mor havde sat sig ud over holdet og fællesskabet i Lyngby i en blanding af vinderærgerrighed og umodenhed. Han er stadig ikke nem at tøjle, men vi ser lige nu et eksempel på det, som FC Nordsjælland og Kasper Hjulmand er dygtige til.

Emre Mor og spillerens forældre fik denne vinter besøg af Kasper Hjulmand. Et besøg, der fik stor betydning for hans integration på FCNs bedste hold.
Emre Mor og spillerens forældre fik denne vinter besøg af Kasper Hjulmand. Et besøg, der fik stor betydning for hans integration på FCNs bedste hold. Foto: Lars Møller / Lars Møller/Scanpix

FCN-træneren tog som en af sine første gerninger på besøg hos Emre Mors forældre i rækkehuset i Tengbjerg og mødte en klar imødekommenhed og taknemmelighed over, at den nye træner og den nuværende klub så tydeligt viste interesse for knægten. Helt basalt det, som jeg mener, at DBU i en mere aktiv rolle burde have gjort – og som man for så vidt stadig kan gøre.

Mor har valgt at spille for det tyrkiske landshold, men i en iscenesat manøvre, hvor Arda Turan fra Barcelona har sendt hilsener til Emre Mor, formentlig fordi de begge har samme agent. Bemærk venligst, at Emre Mor først er låst til det tyrkiske A-landshold, når han har spillet kampe for dette, så i princippet kan det nås endnu.

Jeg kritiserer ikke DBU for ikke at pleje talentet Emre Mor. Mange ungdomslandstrænere og vel især faderfiguren Per Holm har arbejdet meget med talentet. Men DBU har valgt ikke at opsøge beslutningen om statsborgerskab, fordi det er en privat sag. Det, synes jeg, er lidt ærgerligt, når knægten, som jeg forstår det, først skal til at lære det tyrkiske sprog og vel på mange områder har mere tilknytning til Danmark.

Og i det lidt større perspektiv er alle enige om, at vi har brug for spillere med anden etnisk herkomst til at bryde igennem muren og vise den spændende vej. På samme måde skal de værdibevidste enheder i det danske sportsmiljø, som Lyngby og FC Nordsjælland er, øve sig på at tøjle de kantede personligheder, da det som de gamle fodboldtrænere ofte siger, er de spillere, der gør lidt ondt på de indre linjer, der også ofte gør mest ondt på modstanderne.

Det viste Onsides indslag, at man fint er lykkes med i Nordsjælland, hvor den tidligere midtbanespiller Morten Karlsen berettede om de episoder, der har været i Farum-klubben, og som Emre Mor har lært af.

4. Kasper Fisker og firmafodbold om 15 år

Lad os så lige tage et pænt spring og kigge på Randers FC – en af forårets mest dramatiske historier i foråret. I kølvandet på konflikten i spillertruppen med Christian Keller og Jonas Borring i centrum var holdet i noget nær frit fald. Uden gejst, uden sammenhæng og tilsyneladende uden tro på projektet.

Kasper Fisker - manden bag weekendens flotteste mål og manden, som TV 2s fodboldkommentator ikke ønsker at møde i en firmakamp om 15 år.
Kasper Fisker - manden bag weekendens flotteste mål og manden, som TV 2s fodboldkommentator ikke ønsker at møde i en firmakamp om 15 år. Foto: Axel Schütt / Scanpix Denmark

Men fra det øjeblik, hvor ledelsen i Randers FC for alvor kredsede ind om den mulige – på det tidspunkt nærmest sandsynlige – fyring af træner Colin Todd, var holdet som forvandlet. Den britiske træner, der flirtede med det illoyale og gik lodret imod ledelsens fastholdelse af Christian Keller, fik en advarsel for at sige, at Keller ikke ville komme til at spille i hans tid som træner. Men samtidig samlede Todd sin trup omkring sig og fik etableret nye spillere i nye nøgleroller.

Og resultatet er syv points i tre forholdsvis overbevisende kampe. Resultatet er også nye nøglepersoner i et velfungerende spillekoncept, hvor Joel Allansson, Mustafa Amini og især Kasper Fisker indtager centrale roller. Fisker er den der lille tætte naturlige fodboldtype, som man bare ikke har lyst til at møde i en firmakamp om 15 år, når proflivet er afløst en kontorkarriere, og han med en lille dunk styrer et eller andet firmahold fra midtercirklen. Og hvor man bagefter sidder let rystede i omklædningsrummet og siger ’hvem dælen var ham den lille med skægget?’

I dag er han en fremragende tovejs-spiller, der præsterer med et flow i sit spil og i virkeligheden binder holdet sammen på en lige så kompetent, men måske mere interessant offensiv måde. Det var sløjt i 1. halvleg mod AGF for hele Randers-holdet, men efter at Colin Todd havde revset Amini, Mandla Masango og et par andre i pausen, skulle der bare passere 56 sekunder af 2. halvleg, før Fisker præsterede et mål, der vil hænge på væggen på plejehjemmet i fremtidens Youtube-karrusel, når Fisker får børnebørnene på besøg.

5. Og Todds fremtid? Tænk jer godt om, Randers

Kampene mod FC København, OB og især 2. halvleg mod AGF har vist, at Colin Todd er en usædvanlig dygtig træner.

Han har været i Randers FC i to perioder og er adskillige gange blevet vejet og fundet om ikke for let, så for gammeldags. I november 2008 valgte man John Faxe Jensen og meddelte, at Todds kontrakt ikke blev forlænget. John Jensen trådte så til før tid. I 2015 var Randers tæt på at blive købt op af Right to Dream-akademiet i Ghana – dem som senere købte FC Nordsjælland – og også her var Todd på vej ud.

Colin Todd - bliver han undervurderet? Og glemmer vi, hvor store resultater han egentlig har lavet med Randers?
Colin Todd - bliver han undervurderet? Og glemmer vi, hvor store resultater han egentlig har lavet med Randers? Foto: Axel Schütt / Scanpix Denmark

Men englænderen har leveret en sjetteplads (07/08), og i nyere ombæring en tredje-, en syvende- og en fjerdeplads - plus en pokalfinale - til en Randers-trup, der vel aldrig har haft klassiske top 6-betingelser i Superligaen.

I den mellemliggende periode - uden Todd - ramte Randers så både en tiendeplads og en nedrykning, så det er måske nok en simpel, men ganske retvisende konklusion at sige, at Colin Todd har præsteret kontinuerligt over niveau og positioneret Randers højere, end man kunne forvente.

Derby-koryfæet er måske nok 67 år, spiller 4-4-2, sværger til de gamle dyder og taler om ’quality players’ i en uendelighed, men manden præsterer i en grad, så det kunne have været interessant at se ham prøvet af under endnu mere pres. Når man for eksempel taler om Lars Lagerbäck, Hans Backe og Erik Hamrén, når store danske klubber skal have ny træner, hvorfor er det så, at man ikke taler Colin Todd? Fordi han udøver sit virke helt ovre i Randers og ikke vinder mesterskaber? Præstationen er ikke nødvendigvis mindre, fordi man løfter et hold fra en naturlig ottendeplads til en tredjeplads – sat i forhold til at løfte en andenplads til en førsteplads med et dyrt og godt materiale.

Hvis jeg skulle lege sportsdirektør i en fiktiv topklub, ville jeg i hvert fald have ham på en liste over mulige emner, selv med den viden, at Todd er i løbende konflikt med sin ledelse. Ikke kun på grund af Keller-sagen, men efter sigende også på grund af, at trænerens ordning på forskerløn og lav beskatning er løbet ud, og at han derfor vil være dyrere.

Hvis man kigger på Randers FC-historikken fra 2007 og frem, er det i hvert fald værd at bemærke, at Michael Gravgaard løber en stor risiko ved at lave endnu en ’Todd-er-gammeldags-og-stejl’-vurdering. Og den nye direktør skal være meget sikker på sit alternative valg – eller alternativt sørge for at fremstille det som, at det er Todd, der har ønsket at fremprovokere et brud.

6. Hjulmand og Riddersholm – og de lange processer

Nede i Superligaens bløde halvdel finder vi FC Nordsjælland og AGF med Kasper Hjulmand og Glen Riddersholm som trænere. For et halvt år siden gik vi alle sammen og ventede på, at vi endelig skulle se to danske trænere på vej mod udenlandske karriereskridt. Hjulmand havde været der i Mainz, og Riddersholm var trippende mestertræner. Der var tilbud og attraktive muligheder, men af forskellige årsager – private og karriere-kalkulerende – blev det aldrig til sydgående karrierestop.

Hjulmand valgte et projekt, som var meget mere end et fodboldhold, men i stedet den helt store klinge i forhold til at gøre tingene på en særlig måde. Riddersholm valgte det svære, men attraktive AGF-projekt, der altid har haft en dimension af ’hvis-jeg-kan-lykkes-med-det-så-kan-jeg-det-hele’.

Glen Riddersholm kan få alle til at glemme syv Superligakampe uden sejr, hvis han bringer AGF i den første pokalfinale i 20 år
Glen Riddersholm kan få alle til at glemme syv Superligakampe uden sejr, hvis han bringer AGF i den første pokalfinale i 20 år Foto: Bo Amstrup / Scanpix Denmark

Men hvor langt er de kommet? Stadig placeret i det tynde øls selskab. Højdepunkter som FCNs overbevisende sejr over FCK og AGFs favntag med pokalfinalen, men også megen gang på stedet og snak om, hvilke procenter i spillets indre del, der er forbedret. Det er det trænerfaglige præstationssprog, som får kritikerne til at råbe ’proces’ og vrænge ’vis os dine points’.

Set fra mit synspunkt skal de ikke bedømmes her og nu, ligesom Ståle Solbakken ikke bliver en dårlig træner, fordi han ikke omgående vinder et mesterskab, eller Åge Hareide skaber fanfarer rundt om landsholdet efter to kampe. Det afgørende er retningen. Der er aftryk i AGFs spil og stil, og det var faktisk imponerende at se så mange reserver præstere fint mod Randers – i 45 minutter. Det samme gælder AaB-kampen, den allerførste halvleg mod OB og flere andre fine momenter undervejs. AGF har udfald, men også retning.

På samme måde kan se elementer i Hjulmands spil, Andreas Skovgaard som den nye Bjelland, Mads Pedersen som den nye back-profil, og Martin Vingaard som den gode gamle Vingaard. Eller bestræbelserne på at løfte Andreas Maxsø op på det niveau, hvor Brøndby ser ham som en Agger-afløser, eller Emre Mor som berettiget til agenthypen rundt om ham.

Det, vi ikke altid kan se udefra, er arbejdet med at skabe en vinderkultur, et præstationsmiljø og en individuel udvikling hos tilpas mange spillere og medarbejdere på samme tid. Det er det, der får de mindre indsigtsfulde journalister til at tale om ’varm luft’, men hvor summen af disse elementer i virkeligheden er grundlaget i en endelig succes langt mere end alverdens skud i transfervinduet.

Mange holdbare og opsigtsvækkende succeser er kendetegnet af en langsom start på de umiddelbare resultater. Fordi man gør det grundlæggende arbejde med alle de omkostninger, der kan være på kort bane. Det er derfor, at det er de første 26 kampe i den kommende sæson, der i virkeligheden er den store eksamen for Hjulmand og Riddersholm. Og hvis retningen stadig er rigtig, og man kan se det træk, som hjulene har fået i underlaget, så måske endda endnu længere fremme.

At Riddersholm så med en pokalfinaleadgang torsdag aften kan få alle i Aarhus til at glemme syv Superligakampe uden sejr, er så noget helt andet og vil kun hjælpe hans projekt kraftigt på vej.

7. Sønderjyske – jamen, hvad skal man sige?

Til slut et kig på Superligaens andenplads, hvor SønderjyskE igen har parkeret sig efter en flot og fortjent sejr over AaB. Opnået på overraskende individuelle fejl hos AaB, men også på den holdånd, som Haderslev-holdet så dygtigt har opbygget over nu flere trænerperioder.

Tipsbladet tegnede i den forløbne uge et portræt af Nicolaj Madsen, men kunne i første omgang ikke få fat på spilleren, fordi holdet var ’ude at klatre i træer’. Vist nok noget med en tovbane. Og det lyder banalt at lave teambuilding a la erhvervslivet i 90'erne, at tage til ishockeykamp eller lave pizzabagning som i Leicester, når man holdet buret rent. Men hvis man både kan plukke det bedste af de gamle dyder, hvor spillerne ikke, som Ronald Koeman har påpeget, lukker sig inde i sin egen verden med Beats by Dr. Dre-hovedtelefoner og er sit eget lille A/S og samtidig skabe et moderne præstationsmiljø med individuel og kollektiv udvikling, som Jakob Michelsen så flot har formået, er man på rette vej.

Og uanset hvordan det går mandag aften med den spændende kamp mellem Esbjerg og FC Midtjylland, står der SønderjyskE på Superligaens andenplads. Det er flot gået. Uanset hvor det måtte ende.