Brüchmann: En pokalfinale af den slags vi virkelig kan glæde os til

16x9
Glen Riddersholm skal nu i Parken med et AGF-hold, der ikke har prøvet en finale siden 1996 Foto: Scanpix / Scanpix

Kommentar: Klar til en pokalfinale af den slags, vi virkelig glæder os til.

’Det sitrer. Jeg kan ikke svare lige nu.’

AGF-kollegaen i den anden ende var seks timer før kampstart langt forbi det stadie, som børnene befandt sig på, når juleaften nærmede sig som små.

Jeg prøvede en anden makker. ’Prøv lige at læse det her dokument i toget på vej til Jylland. Vi skal have det her klar til mandag’. Jeg fik aldrig noget fornuftigt svar. ’Beklager buddy, jeg kan kun lave overspringshandlinger i dag...’

Jeg opgav al yderligere kontakt med Aarhus eller bare noget, der var på vej i den retning.

Ja, fodbold betyder noget. Voksne bekendte fra det bedre borgerskab ude af stand til at kommunikere. På grund af en semifinale. Ikke engang en finale. Ikke et mesterskab. En semifinale.

Ellevilde AGF-tilhængere løber på banen i Aarhus. Kun snarrådige AGF-spillere forhindrede en større skandale
Ellevilde AGF-tilhængere løber på banen i Aarhus. Kun snarrådige AGF-spillere forhindrede en større skandale Foto: Scanpix / Scanpix

I dag er de sikkert heller ikke til at kommunikere med. Ikke bare, fordi det er bededag. Men.. nåja.

AGF er i pokalfinalen. For første gang i 20 år. Pløjet ned af et fremragende AaB-hold, der bedømt på de spillemæssige kvaliteter havde fortjent mere. Men på skuldrene af et flot resultat i den første kamp i Aalborg klatrede Glen Riddersholms AGF-hold torsdag aften lige nøjagtig op over kanten til den første tur over Storebæltsbroen til en finale. Sidste gang var i 1996, hvor skinnerne var lagt til en fast forbindelse over Storebælt, men broen var endnu to år fra en officiel åbning.

Glen mod sin allerbedste Superliga-kollega Ståle

Nu skal Riddersholm så møde sin allerbedste Superliga-kollega, Ståle Solbakken og hans FCK-mandskab. De to trænere har det mildest talt pænt anstrengt med hinanden. Lidt underligt, at det har udviklet sig sådan. Det er to dygtige trænere med en mængde fællestræk: Gode til at skabe en vinderkultur, gode til at dreje på alle detaljer i et præstationsmiljø, gode til at arbejde med det mentale hos spillerne og gode til at håndtere pressen. Men julekort og skulderklap er der næppe mange af.

Ståle Solbakken har på sin side svært ved at skjule, at han synes, at Riddersholm bare er for meget, og at den tidligere Midtjylland-træner lidt for ofte iscenesætter sig selv. ’Guld-Glen’ vil på sin side anføre, at han bare prøver at give offentligheden et indblik i trænerfagets værksted. Omvendt er Riddersholm ikke imponeret af FCK-trænerens hårde stil med en snert af arrogance. Og der er pænt med TV-klip til at dokumentere deres anstrengte relation.

På det lidt primitive plan, hvor vi pressefolk gerne dyrker en god konflikt, er det godt stof før en pokalfinale. Men det er også på andre måder en uhyre interessant pokalfinale. Hvis AaB havde fået, som de spillemæssigt havde fortjent, kunne vi se frem til en kamp, hvor FCK ville være storfavoritter. 6-2 fra tidligere på foråret og en række indbyrdes møder med stort københavner-overtag ville sidde i kroppen og hovedet på AaB-spillerne og i vurderingen af kampen på forhånd.

Mod AGF vil FCK i sagens natur – AGFs 10. plads og manglende forårssejre i Superligaen – være store favoritter. Men her er udfaldet alligevel et lille nøk mindre forudsigeligt. Fordi det bare er AGF med alt at vinde. Med fuld galskab. Med en sult efter succes, der taler for sig selv. Og med en opbakning, der bør blive massiv.

Nicolai Jørgensen 3 – Brøndby 0

Ståle Solbakken skal være lykkelig for, at Nicolai Jørgensen stadig er FCK-spillere. To gange på fire dage har han afgjort kampe mod Brøndby
Ståle Solbakken skal være lykkelig for, at Nicolai Jørgensen stadig er FCK-spillere. To gange på fire dage har han afgjort kampe mod Brøndby Foto: Lars Møller / Lars Møller/Scanpix

FC Københavns finaleplads blev sikret onsdag aften på et Brøndby Stadion, der spillemæssigt var mindst lige så sitrende som NRGi Park i Aarhus og hvor kampen var nøjagtig lige så meget på vippen som den i Aarhus. Igen blev et lille, men tydeligt glimt af klasse afgørende. Nicolai Jørgensen som begge mine sidemænd på stadion – en træner og en scout - kaldte ’Superligaens klart bedste spiller’, havde ikke gjort meget rigtigt undervejs mod det 77. minut, var blevet mast af Daniel Agger og Martin Albrechtsen og gav opvisning i det kropssprog, der lidt for ofte afslører ham, når han er modløs.

Men på fire dage stod han nu pludselig til en helt særlig måltavle, hvor der kunne stå ’Nicolai Jørgensen 3 – Brøndby 0’. Det gjorde ondt i Brøndby. Auri Skarbalius blev flere steder kritiseret for i så udpræget grad at prøve at spille på, at 0-0 ville bringe hans hold i finalen. Men der var igen tale om et FCK-tryk, som blev svært at håndtere for Brøndby og som pressede ellers sikre spillere som Lebogang Phiri og Johan Larsson til langt flere fejl end sædvanligt.

Der havde været noget charmerende over en finale mellem Brøndby og AGF som to hold i en opbygningsfase udstyret med noget så sjældent som ledelsesmæssig tålmodighed. Men sådan skulle det ikke være, og når det nu skal være, siger vi bestemt ikke nej til FC København mod AGF i Parken i Himmelfarten.

Midt i tåregas og knipler

Lad os også lige tale fans. Der var opsigtsvækkende scener i både Brøndby og Aarhus. I det jyske var det ren glæde og flere hundrede tilskuere på banen i overtiden efter Elmar Bjarnasons definitivt afgørende 2-2 udligning (efter 2-0 til AGF i den første kamp i Aalborg). Det er altid forkasteligt at løbe på banen og skal egentlig ikke bagatelliseres som ’nå ja, de har ikke prøvet det her i 20 år, så det er ok’. Nej, det er ikke ok, men fint at se AGF-spillernes konsekvente og sammenhængende aktion med at få tilskuerne ud. Selvfølgelig var de bange for at miste det, de havde kæmpet så hårdt for at opnå, men stadig er spillermæssigt eksempel til efterfølgelse.

I Brøndby var der også ballade. Og undertegnede oplevede det på nærmeste hold. Ikke i det allermest dramatiske, men tæt nok til at se en flok tilskuere i casual-tøj med hætter og masker og en pludselig sort kølle rundt om en forvirret journalist på vandring efter sin cykel. Det var nu ikke mig, de havde kig på, men rivaler på den anden side af en afspærring. Tæt nok på til at se folk komme løbende med tåregas i ansigtet og opkast i bedene af samme årsag. Til at se tåregas trænge ind i bilerne. Og tæt nok på til at se helt almindelige fodboldtilskuere blive mere og mere frustrerede over  at blive holdt tilbage i op mod 60 minutter bag en afspærring i et villakvarter i Brøndby.

Det var faktisk ret sundt for en journalist som undertegnede at opleve den slags så tæt på som muligt. Jeg har set flere forstandige mennesker i løbet af torsdagen tale om, at nu skal der slås ned på bøllerne. Nu skal det have sportslige konsekvenser. Og lignende.

Det vil jeg stærkt fraråde i hvert fald på baggrund af den uro, vi så onsdag og torsdag. Det, jeg selv oplevede onsdag i Brøndby, var en volumniøs politistyrke være MEGET restriktive, meget nervøse og på flere områder skabe en uro, der ikke behøvede at være der. Jeg har da også set de normalt dygtige folk hos Københavns Vestegns Politi være selvkritiske og erkende, at tåregas måske ikke var det rigtige redskab og at man skal evaluere onsdagens begivenheder.

Min pointe er sådan set bare, at tingene ikke altid er, hvad de ser ud til at være. Lad mig tage et andet unuanceret fremstillet billede fra den ballade, der opstod i Parken første gang, da FC København og Brøndby mødte hinanden i pokalturneringen. Var en kontrollør oppe at toppes med Zanka? Eller prøvede Brøndby-kontrolløren at forhindre, at Mathias Zanka Jørgensen blev en yderligere tilførsel af dramatik hos ophidsede tilhængere? Blev der kastet med flasker eller hvad gik forud? Fra hvilken lejr? Stod kontrollørerne passivt og så på? Eller fulgte de instruktioner om, hvordan man ikke eskalerer en konflikt?

Løsningen er ikke 500 legomænd med gaspatroner

I Brøndby opstod der sammenstød mellem tilhængere og politi, da man spærrede store områder af for, at FCK-tilhængerne kunne blive ført sikkert væk.
I Brøndby opstod der sammenstød mellem tilhængere og politi, da man spærrede store områder af for, at FCK-tilhængerne kunne blive ført sikkert væk. Foto: Mathias Øgendal / Scanpix Denmark

Generelt synes løsningen ikke at være at gøre 100 overtidsplagede politikfolk til 1000. Eller at opgradere dem fra køller til tåregas og fra et kilos visir til 10 kilos monstrum på hovedet. Løsningen har altid været at lade trænede vagter være så tæt på de mest inkarnerede – læs: nogle gange voldsomme – fans som muligt. Folk, der kender deres lus på gangen og ved præcist, hvor balladen kan opstå og hvem der kan antænde en uro.  Ikke 500 betjente på række, der ikke aner, hvad de skal gøre som det næste.

Det kan lede hen til en ganske betændt politisk diskussion, for hvem skal så betale. Som det er lige nu, betaler samfundet absurde beløb for at holde ro omkring store fodboldkampe. Jeg skal ikke påberåbe mig at være sikkerheds-ekspert, men det er mit indtryk i et liv gennem tre årtier i sportens verden, at en del af disse penge bliver hældt ud af vinduet.

Om så det mere specialiserede personale skal komme fra og ansættes i klubber eller hos de lokale politimyndigheder må være op til andre at vurdere. Men regnestykket bør være simpelt nok. 50 dygtige folk vil gøre noget større nytte end 500 legomænd med gaspatroner.

Pas på med disse diskussioner. De er voldsomt komplicerede. Jeg påberåber mig heller ingen entydige konklusioner. Og onsdag aften så jeg kun en lille og forholdsvis udramatisk flig af uroen i Brøndby. Jeg så kun ganske lidt blive kastet mellem politi og fans, men jeg så tilstrækkeligt mange helt fredelige mennesker pludselig begynde at opføre sig noget mindre fredeligt, fordi politiet eskalerede en situation, der egentlig var ufarlig.

Men der findes dygtige folk i både klubberne og hos politiet. De arbejder oftest bedre og bedre sammen. Men måske skulle de høres lidt mere sammenhængende. Især af de personer, der bare konkluderer på baggrund af en dramatisk optagelse i fjernsynet.

Og lad så det være opfordringen til en god fest i Parken. Hold jer fra banen.  Hold jer fra hinanden. Og fyr den af med alt det sjove.

Vi vil faktisk gerne se så mange af jer som muligt til fodbold. Også fremover.