Fodbold

Nu er Bendtner fritstillet i Wolfsburg

Nicklas Bendtner er blevet fritstillet i Wolfsburg. Nu går hans agent på jagt efter en ny klub.

Det har længe stået klart, at Nicklas Bendtner og Wolfsburg er færdige med hinanden, og nu er parterne blevet enige om en fritstilling 14 måneder før kontraktens udløb. Det meddeler Wolfsburg.

Nicklas Bendtners blå bog

Navn: Nicklas Bendtner
Alder: 16. januar 1988 (28 år)
Position: Angriber
Klubber gennem karrieren: KB/FCK (frem til 2004), Arsenal (2004-14), Birmingham (lejet ud fra Arsenal i sæsonen 2006/07), Sunderland (lejet ud fra Arsenal i sæsonen 2011/12), Juventus (lejet ud fra Arsenal i sæsonen 2012/13), Wolfsburg (2014-2016)

Debut for A-landsholdet 16. august 2006 mod Polen (Danmark vandt 2-0, og Bendtner scorede til 1-0)
Kampe for A-landsholdet: 74
Mål for A-landsholdet: 29
Kilder: Dansk Boldspil-Union (DBU), transfermarkt.com
/ritzau/

Fritstillingen er med øjeblikkelig virkning, og Nicklas Bendtner er dermed uden en klub fra i dag.

- Både Nicklas og os havde høje forventninger til hans ophold i Wolfsburg, men efter to år må vi indse, at forventningerne aldrig var indfriet fra hans eller vores side, og derfor gav et fortsat samarbejde ikke mening. 

- Der er gensidig enighed om, at det er den bedste løsning for alle parter at stoppe samarbejdet. Vi ønsker Nicklas det bedste fremover i karrieren, siger Wolfsburgs sportsdirektør, Klaus Allofs.

Nicklas Bendtner skal på klubjagt, men det besværliggøres af, at transfervinduet er lukket. Bendtners agent Ivan Marco Benes skriver på twitter, at nu skal han og Bendtner i gang med at undersøge, hvad Bendtner skal lave i fremtiden. 

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Ivan Marco Benes. 

Bendtners turbulente Wolfsburg-tid

  1. 2014

    1. November

      Wolfsburg-træner Dieter Hecking fortæller til tyske medier, at han har haft en samtale med Nicklas Bendtner omkring danskerens attitude og indstilling til træning, som Hecking ikke er tilfreds med.

      Det er årsagen til, at Bendtner i flere kampe ikke har været udtaget til holdet.

       

  2. 2015

    1. April

      Nicklas Bendtner kommer en time for sent til træning i Wolfsburg og bliver smidt af holdet til weekendens kamp mod Schalke 04 som straf.

    2. Maj

      Den samlede Wolfsburg-trup skal til et fanarrangement, hvor der skal skrives autografer, tages billeder og gives igen til de fans, der hver weekend bakker holdet op.

      Nicklas Bendtner melder som den eneste afbud, da han har hovedpine. Samme aften som fanarrangementet foregår, bliver Bendtner ifølge Kicker dog spottet på en restaurant sammen med nogle venner.

    3. Juli

      Cheftræner Dieter Hecking er så utilfreds med Nicklas Bendtners form og arbejdsindsats, at danskeren i flere dage bliver sat til at træne konditionstræning på egen hånd, mens resten af truppen træner sammen.

       

  3. 2016

    1. Februar

      Mens resten af truppen rejser til udekamp i Champions League, poster vragede Nicklas Bendtner et billede på Instagram af sig selv og en stor Mercedes med teksten "På vej til endnu en session".

      I Wolfsburg er Volkswagen storsponsor og den absolut største bidragyder, hvorfor alle ansatte skal køre i Volkswagen-biler, når de optræder i klubregi. Andre bilmærker bliver ganske enkelt ikke lukket ind på træningsanlægget. Derfor var Wolfsburg-ledelsen alt andet end tilfreds med Bendtners Mercedes-billede. Sportsdirektør Klaus Allofs siger, at billedet kommer til at koste Bendtner penge.

       

    2. Nicklas Bendtner kommer 45 minutter for sent til en morgentræning i en periode, hvor han i forvejen er langt fra spilletid, da han slet ikke er en del af Wolfsburg-truppen til kampene.

      Han bliver udelukket fra resten af morgentræningen og bliver sat til at løbe for sig selv til eftermiddagstræningen. Ifølge tyske medier er Bendtners agent Ivan Marko Benes rejst til Wolfsburg for at snakke med sportsdirektør Klaus Allofs. Allofs siger på et pressemøde, at sagen bliver klaret internt, men at den får konsekvenser.
       

      Efter episoden midt i marts deltager Bendtner ikke længere i den kollektive træning, og den 31. marts melder Wolfsburg, at klubben har fritaget den danske angriber fra al træning. På sin hjemmeside tilføjer Wolfsburg, at der arbejdes på en løsning omkring danskerens fremtid i klubben, og at der snart træffes en beslutning.

Kilde: Ritzau