Kommentator: To vindere i Parken

Kommentar: Fortjent sejr til FC København i en pokalfinale, som AGF havde – næsten – lige så stor ære af.

’Dem, der ikke hopper, de elsker FC’.

Sang de små 20.000 AGF-tilhængerne og fik Parken til at gynge som en gammel trætribune i stedet for det moderne beton på P.H. Lings Allé.

’Man kan godt høre, at AGFs sidste storkamp var i 90’erne,’ lød det omgående med bidende sarkasme på de sociale medier som en hilsen til en fansang, der ikke er gængs latin til klubkampe i 2016.

Men det var de ualmindeligt feststemte aarhusianerne helt og aldeles ligeglade med. De havde i den grad en fest i hovedstaden.

Hele vejen til København. Og formentlig hele vejen hjem.

AGF tabte, men de holdt gang i en intens og særdeles hektisk pokalfinale indtil den yderste overtid. Og selvsagt var hverken spillere eller tilskuere glade tabere, der dyrkede det ærefulde nederlag, men når røgen fra de mange brændende pyro-fiduser har lagt sig, vil der være meget at bringe med fra Parken for både fans, for Riddersholms AGF og for den retning, som det nye AGF-projekt har.

Pokalbold på Riddersholms præmisser

Masser af AGF-fans havde taget turen til København.
Masser af AGF-fans havde taget turen til København. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Det er næsten banalt at konstatere, at FC København vandt den ventede sejr. Måske endda, at træner og manager Ståle Solbakken er på vej mod sit sjette mesterskab med den største danske klub og nu har vundet tre pokaltitler – heraf to i træk.

For det blev en fodboldkamp, der blev spillet så meget på AGFs præmisser, som det var muligt med et mandskab, der forholdsvis retvisende indtager Superligaens aktuelle 11. plads mod et hold, der med solid margin indtager førstepladsen. Pokalfinalen blev en gang kompakt, duelpræget Glen Riddersholm-fodbold med den power, energi og duelstyrke, som er et kendetegn for den stadig regerende mestertræner.

I pausen var det Riddersholm, der kunne tale ud fra en perfekt gameplan. Og ikke bare på grund af den Morten ’Duncan’ Rasmussen-udligning i overtiden, som Ståle Solbakken placerede på Mathias ’Zanka’ Jørgensen-skuldre med bemærkningen om en ’styg positions-fejl’, der fik ’Duncan’ til at ligne en Jamie Vardy-raket.

Pokalfinalen med den forrygende fan-kulisse blev en kompakt duel-kamp afviklet på et imponerende lille centreret areal af Parkens ellers fine græstæppe – ofte i flugt med de to yderpunkter af midtercirklen. Sådan nogle fodboldkampe er ikke underholdende og klassisk æstetiske, som for eksempel sidste weekends topkamp mellem FC København og FC Midtjylland. Men intensitet og drama kan bestemt også være underholdende, og med en kraftig afsmitning af den kulisse, som to stærke fangrupper skabte, placerer vi dette års udsolgte finale i den kategori.

Kvist som pokalhelt

Kvist bader sig i succes, efter han afgjorde pokalfinalen.
Kvist bader sig i succes, efter han afgjorde pokalfinalen. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Notesblokken blev bestemt ikke fyldt med bemærkninger om mange chancer, og Steffen Rasmussen og Thomas Kaminski kan nok tage en stor og minderig oplevelse med hjem fra Parken, men ikke som en kamp, der sled hverken handsker eller målmændenes redskabskasse op.

Igen blev det individuel klasse, der blev udslagsgivende for FC København. Kasper Kusk nåede at signalere udskiftning efter 28. minutter, men kunne som sin sidste gerning ikke modstå fristelsen, da ellers dygtige Jens Jønsson lavede sin største fejl i kampen og gav nordjyden plads i venstre side og med en smart og smuk hældetalje dirigerede Jørgensen det fine indlæg ind til 1-0.

Den måske snart forhenværende FCK-spiller Jørgensen var også dynamoen i det mål, der gjorde William Kvist til pokalhelt, pokalfighter og matchvinder blot 13 minutter før tid.

FC Københavns 2-1 sejr var hverken spektakulær eller på nogen måde så overbevisende, som holdet har præsteret i flere af forårets topkampe i Superligaen, men den var fortjent og retvisende.

SĂĄ langt er StĂĄle Solbakkens FCK version 2.0 kommet

StĂĄle havde grund til at juble efter sejren over AGF.
StĂĄle havde grund til at juble efter sejren over AGF. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Man må anerkende, at Ståle Solbakken har skabt et dominerende hold i dansk fodbold, som formentlig vil præge udviklingen de kommende år også.

Jeg talte onsdag med William Kvist før finalen og bad ham sammenligne de to Solbakken-hold fra 2010-11 med dagens hold. Han kaldte det et ’ungt hold’. Ikke nødvendigvis baseret på alder. For eksempel er både hans selv og Mathias ’Zanka’ Jørgensen, der også var med i den første epoke, blevet fem-seks år ældre, men ’ungt’ som et billede på den naturlige vinderkultur, den ballast og erfaring, som kommer af at dominere over tid.

Dybest set burde et Solbakken-hold med mere kontinuitet have knust Superligaen, som man gjorde i enkelte sæsoner i den første epoke. Men holdet er ifølge Kvist fortsat ikke ’foret’ med den kynisme og det høje bundniveau i alle kampe – også på udebane – der gjorde, at man undervejs i Solbakkens første epoke kunne vinde en turnering med 26 point.

Derfor var det også imponerende at se AGF præstere så jævnbyrdigt, som man gjorde. Og det er Glen Riddersholms og hans assistent Lars Friis’ fortjeneste, at man fik lagt en taktik og fik gearet spillerne til at udføre en rigtig fin plan i Parken. Holdet mangler stadig mange af de kvaliteter, som FC København besidder, men holdt alligevel kampen i live til det sidste.

Ă…rets mest slatne hĂĄndtryk

Riddersholms mission i parken mislykkedes.
Riddersholms mission i parken mislykkedes. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Og så til sidst en bemærkning til de to trænerrivaler Ståle Solbakken og Glen Riddersholm. De har deres kampe og prægede på frivillig og ufrivillig vis optakten til finalen. Efter kampen gav de hinanden det mest slatne håndtryk, der må være set i sæsonen – uden øjenkontakt og uden den respekt, som de et eller andet sted må besidde efter en kamp, hvor de begge skulle dykke dybt i deres formåen.

Det er godt konfliktstof, nĂĄr de duellerer, men det burde ogsĂĄ være muligt at agere med lidt mere overskud,  bĂĄde nĂĄr man har vundet og nĂĄr man har præsteret flot, som AGF gjorde.

’Drømmen lever – vores tur til at skrive historie’, stod der på et AGF-banner på D-tribunen.

Det blev det ikke helt denne gang, men undertegnede indløser gerne billet næste gang AGF inviterer til fest i Parken.