SĂĄ er der 13 til bords i Superligaen

Kommentar: Superligaen fik søndag to nye medlemmer i AC Horsens og Lyngby Boldklub. To hold med store trænerprofiler og meget forskellige modeller

Efter sommerferien fĂĄr vi en helt ny Superliga. 14 hold og en helt ny struktur med grundspil, mesterskabsspil og nedrykningsspil.

Søndag fik vi det første kig ind i ligaens nye verden, da AC Horsens og Lyngby Boldklub sikrede sig oprykning. Dem kigger vi nærmere på i det ugentlige format ’Det taler de om i Superligaen’.

Vi kigger også nærmere på en topkamp, hvor FC København maser alt modstand til side og SønderjyskE bliver ved med at imponere.

Men først et kig på de to oprykkere.

1: AC Horsens – den ganske lille miniput

Massere af tilskuere pĂĄ plads, da Horsens rykkede op i Superligaen.
Massere af tilskuere pĂĄ plads, da Horsens rykkede op i Superligaen. Foto: Bo Amstrup / Scanpix Denmark

Med Lyngby og Horsens i Superligaen er der nu 13 hold til bords i næste sæson. Vi venter nu kun på den sidste og 14. deltager med Silkeborg som favorit og Vejle og Vendsyssel som udfordrere.

Der er meget stor forskel på de to oprykkere. Det illustreres bedst ved den muskelstyrke, som de andre klubber iagttager. Det blev tydeligt, da Jonas Borring skulle finde sig en ny arbejdsgiver efter at have følt en fremtid i Randers som værende ikke farbar efter konflikten med Christian Keller.

Borring mødtes med Brøndby, som han også endte med at skrive kontrakt med. Men han mødtes også med Lyngbys træner David Nielsen og skulle efter sigende have ønsker om et sign-on-fee i millionklassen, fordi han var ’gratis’ efter at have fået ophævet kontrakten med Randers.

Jeg kan i sagens natur ikke vide, hvor langt Lyngby var klar til at gĂĄ, men i forhold til lønniveau og især et beløb for bare at underskrive kontrakten,  er det i hvert fald ikke en verden, som AC Horsens ser sig selv i.

Træner Bo Henriksen og organisationen i Horsens har siden 2014 været igennem en hestekur, som gør holdet til økonomisk lilleput. Efter en ĂĄrrække med underskud pĂĄ 8,4 mio. kroner, 9,2 mio. og i 2014 pĂĄ 10,3 mio. kroner skar man for to ĂĄr siden helt ind, hvor det gjorde rigtigt ondt. Farvel til direktør Henrik Ravn, økonomichef Dorthe Seiger og farvel til talentsatsningen.  Bo Henriksen talte pĂĄ sin side om villigheden til en personlig lønnedgang.

Resultatet blev et plus på 174.000 kroner i regnskabet for 2015. Omsætningen lød på 29 mio. kroner. Det er et tal, som de fleste af selv de mindre Superliga-konkurrenter bruger alene på spillerlønninger. Med et par undtagelser.

Det gør Horsens langt, langt fra. De samlede personaleomkostninger i Horsens var sidste år 13,7 mio. kroner, og det vil sige, at spillernes lønbudget er endnu mindre. Det vil placere holdet under Viborg og på niveau med Hobro i forhold til økonomisk råderum.

Klubbens topscorer, islandske Kjartan Finnbogason, har kontraktudløb til sommer og kan være et emne for mange andre klubber. Men selv ikke den dimension får AC Horsens til at gå ud i de synder, som fortiden er præget af.

’Ingen er vigtigere end klubben,’ siger Bo Henriksen. Han vil formentlig gerne beholde sin topscorer, men agerer og har hele vejen mod oprykningen præsteret i meget snævre rammer.

Det gør sådan set bare AC Horsens’ præstation meget større. Klubben vil i Superligaen kunne se frem til større indtægter, men med mindre man får nye investorer eller skifter strategi, vil AC Horsens træde ind i den nye virkelighed med ligaens mindste budget.

Det vil også være gældende, hvis Silkeborg sikrer sig den tredje og sidste oprykningsplads. Silkeborg og Peter Sørensen har fire point afstand til Vejle, som man møder i sidste spillerunde den 28. maj.

Bo Henriksen  blev i Brønshøj kendt som den farverige, festlige motivationskunstner med de vilde taler og fine medietække. Mange betragtede ham dengang som en sjov træner med bare én streng på guitaren: Motivation og god stemning.

Men han har i Horsens vist, at han kan samle en organisation, få spillere og mennesker til at vokse og især kan organisere sit hold på stærke dyder, disciplineret koncept og kulturelt stærke personligheder.

Søndag var det et veritabelt oprykningsdrama, der sikrede oprykningen med Bubacarr Sanneh som matchvinder i overtiden mod Skive til resultatet 3-2.

Stort tillykke til AC Horsens for en fornem præstation.

2: Lyngby  - masser af historie tilbage i ligaen

Lufttur til David Nielsen efter oprykning til Superligaen.
Lufttur til David Nielsen efter oprykning til Superligaen. Foto: Anders Kjærbye / Scanpix Danmark

Stakkels Daniel Jespersen fik en hovedrolle, da Lyngby spadserede ind i Superligaen. Den 20-årige Helsingør-målmand tiltrådte ved årsskiftet fra FC København og havde endelig fået en chance for Helsingør i den mulige oprykningskamp for Lyngby.

Men på en tilbagelægning efter 52 minutter fra et andet tidligere FCK-talent, Mads Aaquist, hoppede bolden over unge Jespersens fod og trillede på tragikomisk vis ind til det mål, der blev afgørende og sikrede Lyngby en oprykning på den første af fem matchbolde.  (Hvis du undrer dig over, at Horsens med tre point færre også er sikret oprykning, skyldes det, at Horsens har en kamp mod lukkede FC Vestsjælland, det vil sige en sikker skrivebordssejr på 3-0).

Lyngby har været toneangivende i hele sæsonen, og David Nielsen synes på vej mod en rigtig interessant trænerkarriere med et mandskab, der er både dyrere og umiddelbart synes mere robust end AC Horsens.

Men det skal ikke tage noget fra Nielsens præstation. Han træder ind i en nyere historik, hvor rigtigt mange dygtige Lyngby-trænere er kommet ud af den boldbesiddende præstationsskole med profiler som Kasper Hjulmand, Johan Lange, Thomas Frank (var ikke førsteholdstræner) og Niels Frederiksen.

Som en ret stor kontrast trådte David Nielsen ind fra Norge og skabte ro med en klar retning, meget klare dyder og en robust defensiv organisation, der har båret Lyngby langt ud over at basere sig på holdets stærke profiler.

Lyngby har i modsætning til Horsens ikke sat sig selv på en lige så voldsom økonomisk kur. Man leder lige nu efter en kapitaludvidelse og har haft en del økonomisk uro.

Men Lyngby er også dansk fodboldhistorie med masser af landsholdsspillere, en historisk glimrende talentudvikling centreret omkring talentchef Birger Jørgensen og i det hele taget et sportsligt setup, der fik den centrale dansker i kinesisk fodbold, træneren Mads Davidsen, til at antyde, at Lyngby Boldklub kunne være en interessant klub, når kinesiske investorer kiggede ud i verden efter fodboldmæssigt know-how og en klub, der var til at komme ind i med en investering.

Og så var det både Lyngbys Hans Bjerg-Pedersen, der indtog den centrale rolle som Superligaens fader, da turneringen blev skabt i 1991, og det blev Lyngbys Torben Frank og Lyngby Boldklub, der vandt den første ’rigtige’ Superliga med en fuld sæson i 1992. Brøndby havde vundet den korte halve – og formelt første  - Superliga i 1991, da turneringen skulle vendes fra kalenderår til at spille sommer-til-sommer.

SĂĄ ogsĂĄ et stort velkommen og tillykke til Lyngby Boldklub.

3: Sløje tilskuertal med Lyngby og Horsens

Når lykønskningerne er uddelt til Lyngby og Horsens, er der også grund til at kigge lidt på, hvad de to klubber også tager med sig til Superligaen.

Til den store oprykningsfest søndag havde blot 2.949 fundet vej til Lyngby Stadion. Og det meste af sæsonen har man kun ligget lige på den lune side af 1.000 tilskuere. Til topkampen mod Horsens den 24. april var der 1.516 tilskuere. Det lover ikke godt.

Lyngby og Nordsjælland i det hele taget har aldrig haft en fodboldkultur på tilskuersiden. Jo, Lyngby har dedikerede fans, der også gennem historien har været involveret i enkelte sammenstød, men et stort hjemmepublikum har der aldrig været tale om.

Horsens samlede søndag 4.308 tilskuere, men har heller ikke ligget imponerende. Selv topkampen og det indædte lokalopgør mod Vejle for nylig hos oprykningskonkurrenterne  samlede 3.759 tilskuere. Som tankeeksperiment på den bane, kunne det være interessant at se en oprykningskamp til Superligaen mellem Frem og Fremad Amager – to andre traditionsklubber, der lige nu battler i toppen af 2. division.

I sæsonen 2011/12 var Horsens oppe at ramme et tilskuersnit over de 5.000. Men siden er det altså gået nedad bakke – selv i oprykningsfeberen.

Så vi kan ikke med de to nye oprykkere se frem til en vending af den pressede tilskuer-udvikling i Superligaen. Desværre.

Men lad os gerne blive positivt overrasket efter sommerferien.

4: SønderjyskE – og en sammenligning med Horsens

Lad os lige dvæle en gang ved Horsens. Holdet spillede europæisk og erobrede en fornem 4. plads i 2012.Men herfra fulgte så den beskrevne hårde økonomiske medicin i årene efter 2014.

Mange har travlt med at gøre Jakob Michelsen til en ’komiske Ali’, fordi han hverken vil tale medaljer eller Europa, selv om SønderjyskE indtager en klar 2. plads i Superligaen og har seks points luft til FC Midtjylland nedenfor medaljeskamlen med kun fem runder tilbage.

Og selvfølgelig er det befriende, når Claudio Ranieri endelig siger ’dilly-ding’ og ’nu går vi efter mesterskabet’, men det er en del af præstationsledelsen at fokusere på den daglige og den ugentlige udvikling. Og selv om Jakob Michelsen i takt med SønderjyskEs præstationer er blevet et emne for andre Superliga-klubber, har han formentlig også fokus på den varige opbygning af sit hold og sin organisation, så det ikke er holdet fra Haderslev, der kommer til at blive det næste Horsens.

Nu har den økonomiske ansvarlighed kendetegnet SønderjyskE gennem både Ole Nielsens tid som sportsdirektør og nu Hans Jørgen Haysen. Men det er netop den varige positionering og den varige succes, der er værd at efterstræbe. Det er blandt andet derfor, at det bliver så umådelig interessant at følge Leicester i de kommende sæsoner.

Herhjemme kan man kigge på AaB og Randers, der har positioneret sig flot de seneste år uden at være i nærheden af det lønførende.

5: AGF, Riddersholm og de famøse ti Superligakampe

Man kan vælge at kigge på AGF med to meget forskellige sæt briller:

Det ene sæt ser AGF og Glen Riddersholm som rejsende i hæderlige nederlag. 10 kampe uden sejr i Superligaen og en flot indsats i pokalfinalen mod FC København – der altså vandt.

Glen Riddersholm har fået noget at tænke over. Han har ikke vundet i 10 superligakampe i træk.
Glen Riddersholm har fået noget at tænke over. Han har ikke vundet i 10 superligakampe i træk. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Det andet sæt ser et AGF-hold, der er på ret kurs, et tydeligt Riddersholm-aftryk og en forøget tro på, at Jacob Nielsen, Glen Riddersholm og den sportslige sektor er på vej mod noget helt andet end 10. og 11. pladser i de kommende sæsoner.

Flittige læsere af denne plads ved, at jeg har brille nummer to på. Jeg hæftede mig også ved, at Riddersholms træner-rival Ståle Solbakken før pokalfinalen talte om, at AGF havde fortjent sejre og flere point i de dengang ni Superliga-kampe, der var spillet under Riddersholms ledelse.

Igen mod FC Midtjylland, hjemme i det Herning, hvor han for snart et år siden fejrede mesterskabet med FCM, var han tæt på den første og længe ventede sejr.

Der mangler stadig en del på det AGF-hold, som Riddersholm har arbejdet med. Han vil formentlig også benytte mange kontrakt-udløb til at foretage en udskiftning til sommer.

Der er mange grunde til at glæde sig til en 2016/17-sæson, hvor mange klubber har rigtigt meget på spil. Men AGF er en af dem, jeg personlig er særlig spændt på at følge. Ikke bare næste sæson, men de kommende år. Jeg er overbevist om, at Riddersholm ikke sætter alle pile i den inderste sorte cirkel i første hug, men det virker for en gangs skyld som om, at AGF-ledelsen har tålmodighed og omgivelserne den rette selverkendelse.

6: FC København – Ståle Solbakken har skabt en maskine

Selvfølgelig skal man kigge på de individuelle kvaliteter, når man kigger på FC København og for eksempel den måde, som Nicolai Jørgensen afgjorde to kampe mod Brøndby for nylig og skabte åbningsscoringen mod AGF i pokalfinalen.

Man kan også vælge at se det afgørende – og enlige – mål mod OB søndag eftermiddag som et udtryk for klasse af Andreas Cornelius med Federico Santander med den sidste fod.

Ståle kan fortsætte med at juble, hans hold bliver nemlig ved med at vinde og vinde.
Ståle kan fortsætte med at juble, hans hold bliver nemlig ved med at vinde og vinde. Foto: Frank Cilius / Scanpix Denmark

Og vel er spillerne dyre og dygtige, og FC København har bedre vilkår end samtlige andre hold. Men det er også et særdeles stærkt og fornemt etableret koncept, som alle spillere kender til mindste bevægelse. Det er et fysisk pres og en organisation, der betød, at ellers velfungerende OB aldrig fik ro til at præstere det spil, der har bragt fynboerne væk fra de kedelige år i bundregionerne.

Det kommer næppe til at ske de kommende mange år, men det kunne være interessant – bare som tankeeksperiment – at se Solbakken med et hold, der ikke var lønførende og hvor skeptikere ikke bare kan trække øverste kliche-skuffe ud og pege på, at de jo også bare har flest penge.

Det tror jeg faktisk også, at han vil kunne løse. Måske ikke til mesterskab, men til at løfte præstationen og dermed resultaterne.

Nu må vi lave den samme vurdering, når FC København efter sommerferien skal lave det store og uhyre vigtige favntag med Europa og dermed den egentlige eksamen for Ståle Solbakken version 2.0.