Nej kære FCK-kritikere, det handler ikke kun om penge

Kommentar: Så tog FC København hul på jagten på den tredje stjerne på trøjen. Mesterskab nr. 11 er i hus. Her er en forklaring på den aktuelle succes

Kære søde, rare fodboldfan,

Vi elsker din passion. Vi elsker, når du elsker. En klub, en spiller, en detalje, en historie. Nogle gange er vi også lige ved at elske, når du hader.

Som en reklamekampagne engang formulerede det om det grove sprog og de vilde attituder: ’I Parken må du godt’.

Det er her, man må råbe ’Bonderøve’, selv når det ’rigtige’ københavner-hold B93 er på besøg. Og hvor man må synge rigtigt grimme sange om dem i gule trøjer, når de altså ikke er i gang med en boykot.

Fodbold er passion. Det er klodens største niche-område. Det er en drivkraft i hele tv- og underholdningsindustrien.

Men kære, rare fan med de store følelser, nogle gange kan man også godt blive en lillebitte smule træt af dig. Det er, når du er allermest enøjet og lader kærligheden fortrænge enhver form for nuance.

Det vil formentlig også ske, når jeg har skrevet disse linjer. Her vil jeg forsøge at forklare, hvorfor FC København blev danske mestre for 11. gang og hvorfor træner-manager, Ståle Solbakken, er en succes. Som amen i kirken vil der kort efter stå i kommentar-sporet på de sociale medier, at det jo bare er fordi Solbakken har flest penge og kan købe de bedste spillere.

I det lys kan en træner i FC København aldrig blive en succes. Antonio Conte vil aldrig kunne blive en succes i Chelsea og Carlo Ancelotti kan kun floppe i Bayern München.

Stjernerne på trøjen

Solbakken har nu vundet seks danske mesterskaber.
Solbakken har nu vundet seks danske mesterskaber. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Men hov, FC København havde jo også markant flest penge i 2012. Hvor FC Nordsjælland blev mestre på Superligaens 8. eller 9. største budget.

Københavner-klubben var også langt foran på økonomien i 2014, hvor AaB vandt guld. Og i 2015, hvor FC Midtjylland vandt den første guldmedalje til fusionsklubben med hverdag i Ikast og kampbane i Herning.

På brystet af FCK-trøjen er der to stjerner over logoet. Som symbol på 10 mesterskaber. Stjernen opnås ved fem mesterskaber. Nu er klubben, som er bygget oven på KB og B1903, mestre for 11. gang og har for alvor sat jagten ind på den tredje stjerne på brystet.

Seks af disse mesterskaber er i øvrigt vundet med Solbakken som træner. Nordmanden er motoren i den epoke, hvor klubben siden 2001 har vundet 10 ud af 16 mesterskaber. I så lang en periode har kun Brøndby (2002 og 2005), AaB (2008 og 2014), FCN (2012) og FCM (2015) kunnet trænge sig ind i den lange række af FCK-titler.

Alligevel er Solbakken bare ’ham med de fleste penge’. Mange hader ham for hans mange små og store konflikter med AGF om Riddersholm, med AaB om det smukke spil, med Brøndby om de bedste fans, de bedste spillere og de bedste socialdemokrater og med alle mulige andre, når det lige passer ind i agendaen.

Nogle hader ham sågar, når han laver den bedste genopførelse af rejehoppet siden Grys Kloden-drejer efter at have besejret AaB på udebane.

Men jeg er altså nødt til at rive jer en faglig vurdering af FC Københavns og Solbakkens præstation i næsen. Også selv om I ikke nødvendigvis kan lide det.

FCKernes 11. mesterskab er ikke et lucky punch efter to kiks på stribe.  Det er en illustration af, hvad kontinuitet betyder. Af hvad der sker, når man arbejder dygtigt og målrettet med at finde de rigtige typer og etablere den vinderkultur, som Glen Riddersholm taler så meget om og som han forhåbentlig er på vej til at lykkes med. For ja, det tager tid.

Vejen til det 11. mesterskab er også en illustration af, at man ikke bare sætter Solbakken og hans sportschef Johan Lange ind og siger shazam-så-har-vi-guld. Kontinuitetens placering som ingrediens i succes’ens opskrift fortæller nemlig også historierne om 2014 og 2015 og FCKs proces, selv om de historier også fortæller om kolossalt dygtigt arbejde i Aalborg og Midtjylland.

Skal man endelig koge kritikken ned til en fond, må det være diskussionen, om FCK og Solbakken burde have vundet i 2015. Men jeg vil mene, at den vurdering kan vi først foretage, når den samlede Solbakken-epoke er slut. Hvis han er i færd med at grundlægge en national dominans, som får en flot international overbygning, så har han gjort det rigtige ved at prioritere den holdbare organisation og den varigt funderede kultur så massivt, som jeg vurderer, at tilfældet er.

Det nye FCK er et ungt hold

Vejen til FCKs nye mesterskab er en meget effektiv opvisning i, hvad et fodboldmæssigt koncept betyder. Jeg refererede for nylig nogle samtaler med William Kvist, som i den grad er førstehånds-observatøren til de to Solbakken-epoker i FCK og til, hvad der findes af dårlig ledelse derude i Europa.

Kvist beskriver det nuværende FCK-hold som et ’ungt hold’ i forhold til den etablerede rygrad af vinderkultur, ikke i forhold til alder. Det handler om evnen til at slå en kamp ihjel, når man er foran og det ikke ligner en festopførelse af en fodboldkamp. Det handler om så stærk en tro på sit koncept, at man kører fuldstændig upåvirket på, når man kommer bagud og ikke begynder at forcere. Det handler om, at den enkelte spiller er så højt specialiseret i spillesystemet, at han er i stand til at lede sine medspillere på banen, fordi systemet er så godt forankret. Uden at træneren behøver at råbe lungerne ud og sparke kuglepennen ud af hånden på assistenttræneren.

William Kvist har en fornemmelse af, at FCK ikke har toppet endnu.
William Kvist har en fornemmelse af, at FCK ikke har toppet endnu. Foto: Lars Møller / Lars Møller/Scanpix

Her er FCK altså stadig et ’ungt hold’. Dermed siger Kvist også, at der kan ligge muligheden for en epoke a la 2006-2011 (fem mesterskaber på seks år og europæisk succes) at vente derude. Måske ikke helt lige så entydig og næppe lige så internationalt succesrig. Men dominerende.

Fordi hele organisationen bliver dygtigere over tid, med de udsving, som et salg af profiler måtte indebære. Der er talt meget om Nicolai Jørgensen og Thomas Delaney i sommerens udsalgsvindue. Der frygtes også, hvad næste skridt måtte betyde for Ludwig Augustinsson og Mathias Zanka Jørgensen.

Kun historiebogen vil kunne fortælle, om Kvist får ret. Og om jeg har set rigtigt, når jeg roser Solbakken for at have genetableret det ’rigtige’ FC København. 

Andre vælger at se, at han ikke vandt i 2014 og i 2015 trods et større budget. Fred med det, men det syn savner nuancerne og savner forståelse for, hvad kultur, kontinuitet og tydelighed betyder. Det var faktisk ganske præcise opvisninger i det samme, der lå bag både FC Nordsjællands mesterskab i 2012 og de to seneste sæsoner med AaB og FC Midtjylland som mestre.

Når man har forstået, at baggrunden for øjeblikkets succes ligger 2, 5 eller helt op til 10 år tilbage, så er man kommet langt i forståelsen af det smukke spil.

Ranieri blev mester i sin første sæson. Men han fuldendte en sund kultur og en positiv udvikling over tid.

Hjulmand blev mester i sit første forsøg som cheftræner, men forud havde han selv, Morten Wieghorst, Jan Laursen og Allan K. Pedersen med flere brugt mange år på at skabe et fundament.

Og Jakob Michelsen har placeret SønderjyskE på en historisk flot 2. plads i sin første sæson – men som katalysator for en sund, etableret kultur.

FCKs udfordringer

Der, hvor kynikerne har ret med hensyn til pengene, er på den internationale scene. Her var Dame N’Doye, Jesper Grønkjær, den yngre Mikael Antonsson og Claudemir og Atiba Hutchinson af særlig betydning.

Federico Santander nærmer sig samme prisklasse. Han er én af kun to, måske fire spillere over de 300.000 i månedsløn (en skelsættende grænse på dansk grund) og han er én af de få spillere, der er købt i den klasse, der hedder to-tre mio. euro (en anden skelsættende gruppe, hvor kun Vaclev Kadlec, Andreas Cornelius og Santander kan komme med, når man regner Jan Bech Andersens Agger-skalp ud af ligningen). 

Santander bevæger sig op imod N’Doyes niveau, men vi glæder os til at se i hvilket omfang, Verbic og Santander kan fortsætte deres udvikling. Igen er der tale om to spillere, som møder kritik i starten, men som formår at vokse under den rigtige kultur og den rigtige ledelse.

Og så er FC København gået fra niveauet på 130 mio. kroner i 2009-2011-årene (løn og afskrivning, som er det reelle måleforhold til sportslig omkostning) til formentlig lige i overkanten af 100 mio. i 2016. En række af de øvrige Champions League-bejlere er gået fra FCKs gamle niveau på 120-140 mio. og OPAD – altså er chancerne umiddelbart blevet mindre.

På rigtigt mange måder bliver sommerens transfervindue uhyre interessant. Hvornår sælger man Delaney og Jørgensen. Når de at komme med i Champions League-kvalifikationen og hvor længe? Hvem skal erstatte dem? Kommer der andre ændringer?

Jeg er ikke tvivl om, at sportschef Johan Lange, Solbakken og deres stab er godt forberedt. Det har de vist ved måden at køre William Kvist op til et langt højere niveau fra udlandsdyk til genskabt klassespiller, det har de vist ved købet af Rasmus Falk og så er der formentlig en håndfuld mulige forstærkninger på en kort liste. Men problemet her er netop den føromtalte kontinuitet. Hvor lang tid tog det at få Dame N’Doye op på sit højeste niveau? Hvor lang tid tog det med Tobias Linderoth? Nu William Kvist. Kasper Kusk, Peter Ankersen, Santander, osv. Det er undtagelsen, at spillere er så dygtige og parate, at de som Ludwig Augustinsson og Erik Johansson viser så høj klasse i første halvsæson, som tilfældet har været med disse.

Mange har igennem de sidste ti år ment, at undertegnede var alt for forblændet af Ståle Solbakken. Nogle mente også, det var en fejl, da jeg foreslog DBU at skifte fra Morten Olsen til Solbakken, da muligheden stod åben og Solbakken-lejren direkte og uopfordret kontaktede DBU.

Igen, fred med det. Jeg synes ikke, at Solbakken er Guds gave til fodbolden. Læs for eksempel denne tekst om hans tilbagekomst til FCK.

Men jeg ønsker FC København tillykke med mesterskabet. Og jeg ønsker at anerkende det arbejde, som sportschef Johan Lange, Ståle Solbakken og deres stab har lavet med en organisation, der ser ud til at være gearet til succes de kommende år.

FC København
VS
Brøndby
Mesterskaber
11
10
Pokaltitler
7
6
Champions League-gruppespil
3
1
Royal League-titler
2
1