EM i fodbold

EM er Ronaldos sidste chance

Der hviler et tungt pres på Cristiano Ronaldos skuldre ved sommerens EM-slutrunde, for Portugals succes afhænger uden tvivl af Rekord-Ronaldo.

Da Maria Dolores dos Santos Aveiro og José Dinis Aveiro den 5. februar 1985 blev forældre for fjerde gang i Santo António på den lille portugisiske ø Madeira skete det i absolut anonymitet.

Cristiano Ronaldo

Navn: Cristiano Ronaldo dos Santos Aveiro
Land: Portugal
Født: 5. februar 1985
Position: Angriber
Antal landskampe pr. 1. marts 2016: 123
Antal landskampsmål pr. 1. marts 2016: 55
Klub: Real Madrid
Tidligere klubber: Adorinha, Nacional, Sporting CP (Lissabon), Manchester United
Titler: Champions League (2008 og 2014), spansk mester (2011/12), engelske mester (2006/07, 2007/08 og 2008/09), spansk pokalvinder (2011 og 2014), Engelsk League Cup (2006 og 2009) og VM for klubhold (2008 og 2014)

Cristiano Ronaldo dos Santos Aveiro blev ikke født til rekordbøgerne.

Tværtimod var opvæksten med storbror Hugo og de ældre søstre Elma og Liliana Cátia præget af fattigdom og usikkerhed.

Faderen José havde haft et stort alkoholdforbrug siden hjemkomsten som soldat for Portugal i kolonikrigene i Afrika, og Maria Dolores måtte arbejde dobbelt for at kunne forsørge familien.

Ronaldo har kæmpet sig til sin status som en af verdens bedste fodboldspillere nogensinde.

Fodboldkarrieren begyndte i den lokale klub Andorinha på øen Madeira, men allerede som 10-årig var talentet stort nok til, at øens storhold Nacional kaprede den magre spirrevip. Men på Madeira skulle han ikke blive længe.

Som 12-årig betalte storklubben Sporting CP angiveligt 175.000 kroner - for første og eneste gang for en akademi-spiller i klubbens historie - for det succesfulde talent, der havde overbevist efter en prøvetræning.

De siger, jeg er arrogant, at jeg er forfængelig og så videre. Det er en del af min succes. Jeg er skabt til at være den bedste.

Cristiano Ronaldo

Ronaldos første rekord af mange. Men alt var ikke lutter brulcreme på det tidspunkt.

At flytte hjemmefra som 12-årig - flere hundrede kilometer væk fra fødeøen - var hårdt for den spinkle dreng, der grædende søgte trøst i telefonsamtalerne med moderen. Ronaldos historie adskiller sig her markant fra rivalen Lionel Messis opvækst, der hele vejen er blevet fulgt på nærmeste hold af sine forældre.

Ronaldo nåede derimod aldrig rigtigt at kende sin far, som døde i 2012.

Cristiano Ronaldo i selskab med sin mor, Maria Dolores dos Santos Aveiro, og sønnen Cristianinho.

"Abelinha" ("Den lille bi", red.) blev Ronaldos første kaldenavn grundet hurtigheden og de zig zaggende ustoppelige soloture, og Ronaldo scorede mål på samlebånd.

Også mentalt var talentet allerede dengang stort. Ronaldo ville det mere end andre og trænede hele tiden.Denne viljestyrke gav dog nogle relationelle problemer. Han hadede at tabe og græd, råbte og skreg i raseri af sine medspillere, når noget gik galt.

Attituden var et problem, ifølge trænerne, for han var en egotripper, der ikke kunne tåle at blive irettesat. Han blev også mobbet for sin bondske accent, og siden ramtes han som 15-årig af hjertearytmi. Men ingen sten i støvlen har endnu kunnet tackle Ronaldo.

Måske nærmere motivere.

Målmaskinens første store sportslige skuffelse skete på dansk græs i Køge, Lyngby og Valby.

Ved U17-EM i 2002 i Danmark røg Ronaldo og Portugal ud efter gruppespillet, da Schweiz og Frankrig viste sig for stærke, men samme år opnåede supertalentet sin første store milepæl. Farten og finterne i fødderne var nemlig så exceptionelle, at Ronaldo allerede som 17-årig, den 7. oktober 2002, fik debut for Sporting CP i den bedste portugisiske række.

Med to scoringer selvfølgelig.

Cristiano Ronaldo får debut for Manchester United den 16. august 2003. United vinder 4-0 over Bolton.

Storklubberne stod hurtigt i kø for at få en underskrift fra den iøjnefaldende unge kantspiller, og agenten Jorge Mendes kunne præsentere den ene storklub efter den anden for sin klient.

Men der var ét tilbud, der skilte sig ud.

Sir Alex Ferguson lovede Ronaldo spilletid i 50 procent af kampene med et skifte til Manchester United. 2003 blev derfor et mærkeår for den 18-årige. Ronaldo blev både en "Rød Djævel" samt A-landsholdspiller for Portugal.

Først i højre. Siden i venstre. Men altid med mål

- De siger, jeg er arrogant, at jeg er forfængelig og så videre. Det er en del af min succes. Jeg er skabt til at være den bedste.

Ronaldos citat stammer fra filmen om ham selv, der fik premiere i 2015, men det er i dag svært at vide, om selvtilliden kom før succesen eller omvendt? Men en drivkraft har den urokkelige tro på egne evner været - lige meget på hvilket hold, han har spillet, eller udgangspunktet på banen har været.

Netop positionen på banen har varieret over tid.

I dag er Ronaldo en målscorer, men i begyndelsen var han en klassisk wing, der fik bolden i fødderne og med lethed dansede sig forbi den ene terroriserende forsvarsspiller efter den anden. Trickrig som en gadekunstner og mere assisterende end scorende.

Manager Ferguson, der beskyttede sin portugisiske juvel som en faderfigur, foretrak i begyndelsen Ronaldo på højrekanten, da et 4-4-2-spillende United-hold på samme tid havde en dygtig venstre wing i Ryan Giggs. Men Ferguson, som fik smag for 4-3-3-formationen, fandt efterhånden også ud af, at Ronaldo var bedst i den modsatte side, hvor han udgjorde en dobbelttrussel.

Giftige indlæg med venstrefoden samt dødsensfarlige centrale ryk og afslutninger med favoritbenet, og det var spillet fra denne position til venstre, der gav 42 sæsonscoringer og gjorde 2008 til et jubelår. Champions League-triumf med United (trods straffesparkskiks) og Ballon d'Or-kåring som verdens bedste fodboldspiller.

Se et interview med Ronaldo ved FIFA Ballon d'Or 2015, hvor han udtrykker stolthed over sin egen præstation.

Real Madrid var i 2009 som verdens rigeste og Europas mest vindende klub den logiske arvtager af en ambitiøs Ronaldos, der havde vundet tre Premier League-titler i træk.

Cristiano er unik for hans talent og professionalisme. Han er også ekstraordinær stabil. Han er enestående professionel.

Carlo Ancelotti

Under Madrid-træner Manuel Pellegrini debuterede Ronaldo som højre wing i et 4-4-2-system hjemme mod Deportivo La Coruna. Endnu en debut med mål - dog på straffespark.

Men i løbet af sæsonen 2008/2009 forsøgte Pellegrini som den første seniortræner at lægge den farlige portugiser op som frontmand i en 4-3-1-2-formation ved siden af argentineren Gonzalo Higuain.

Sikkert for at give bedre defensiv balance på holdet.

For det har i hele Ronaldos sublime karriere været den største udfordring, hans trænere har haft: Hvordan dækker vi op, når Ronaldo samtidig skal have defensive friheder? Ronaldos bedste position er også for denne skribent i venstre side.

José Mourinho forsøgte Ronaldo som højre wing i åbningskampen i 2010/2011. For sidste gang i karrieren.

Næste rundes 1-0 sejr over Osasuna i september 2011 (assist fra Ronaldo) var starten på en ny æra med Ronaldo i venstre side, og siden har fænomenet ikke set sig tilbage. Men spillestilen har ændret sig, hvilket ses tydelig i statistikkerne fra whoscored.com.

Da Ronaldo ankom til Real Madrid i 2009/2010 lykkedes han med 3,1 driblinger per kamp i La Liga. Fem år senere er antallet halveret, og i samme periode ses modsatte trend på tallene for vundne luftdueller.

Fra 0,9 til 1,7.

I 2014/15 headede Ronaldo faktisk hele 17 af sine 61 mål i alle turneringer ind.

Real Madrids Cristiano Ronaldo i luftduel med Atletico Madrids Miranda og Diego Godin.

Mere Müller, men mindre Maradona. Men stadigvæk et mesterligt og rekordsættende forbillede for andre.

- Cristiano er unik for hans talent og professionalisme. Han er også ekstraordinær stabil. Han er enestående professionel. Han er fuldt dedikeret til holdet og klubben. Han snakker ikke meget, men han er en leder, som Real Madrid-træneren bag "la Decima" - Real Madrids tiende europæiske mesterholdstitel - Carlo Ancelotti har udtalt om "den bedste spiller", italieneren nogensinde har trænet.

Portugals EM-chancer

EM-finalen i 2004 på hjemmebane, som Portugal tabte til Grækenland, giver med garanti stadig våde øjne hos Ronaldo. Uden tvivl karrierens største fiasko.

Som Messi mangler den nu 31-årige portugiser at vinde en slutrunde med sit landshold, men ellers er landsholdsrekordlisten usammenlignelig i landet.

Den mest scorende portugiser nogensinde (55 mål), den yngste til at nå 100 landskampe (27 år, 8 måneder, 11 dage) og den eneste portugisiske spiller, der har scoret ved tre VM-slutrunder (2006, 2010 og 2014).

Det er ret enkelt.

Portugals EM-succes i Frankrig afhænger af Ronaldos form på centerforward-positionen. Ved VM i Brasilien spillede han med en skade, og Portugal faldt i kvalitet som konsekvens.

Uden for banen fylder han også mere end almindeligt. Reklamespots og kommercielle tiltag har gjort den fotogene fyr til mere end en fodboldspiller. 40,7 millioner fans på Twitter, 49,5 millioner følgere på Instagram (Pepe har 3,2 mio, Moutinho har 303.000) og 110 millioner Likes på Facebook.

Men denne fanatisme kunne ikke være muligt uden den enestående indsats mellem kridtstregerne, som Carlos Queiroz, den tidligere portugisiske landstræner, siger.

- Han er en verdensstjerne i fodbold, som Michael Jordan var det i basketball. De er begge velsignet med noget genialt, der aldrig er set før.

Slutrunden i Frankrig bliver måske sidste chance for geniet Ronaldo til at vinde med landsholdet.

Der er pres på. Han vil jo gerne være den bedste.